Constance Ring

Citat
”Der lå hun på sin seng med åben mund og brustne øjne. Læberne var bedækket af et blåligt skum, som også var sivet ned over hagen. Den ene hånd hang uden for sengen og var opsvulmet på oversiden, og den tomme flaske var rullet et stykke hen over gulvet.”
”Constance Ring”, s. 296.

Amalie Skrams debutroman ”Constance Ring” (1885) er én lang bitter hån mod ægteskabet som institution. Constance er en fattig embedsmandsdatter, som bliver gift med Ring, der er 16 år ældre og et ”godt parti”. Glæden i ægteskabet fortoner sig imidlertid meget kort tid efter brylluppet. Constance udtrykker sin skepsis over for menneskets frihed og muligheder i livet: ”Livet er en fabrik, vi kommer alle ud som dets stemplede produkter.” (s. 38). Hun er ulykkelig over, at hun har giftet sig med et usympatisk menneske, men en ugift kvindes lod er endnu sørgeligere: ”Af to onder får en vælge det mindste, som hendes tante formulerer det (s. 118).

Ring er utro med stuepigen Alette, som efterfølgende bliver gravid med hans barn. I romanen er der en fortællerstemme, der tydeligvis heller ikke har noget til overs for Ring. I beskrivelsen af hans tilnærmelser til stuepigen står der, hvordan han trykkede sine klamme læber mod hendes skulder (s. 89). Constance accepterer efterhånden opgivende og kynisk, at hun er en kvinde, der af magelighedshensyn lever af ”skøgeri”, som hun kalder det.

Da Ring pludselig dør og hans forretningsaftaler bryder sammen, bliver Constance ruineret. Hun er i stor krise og overvejer selvmord, men vælger i stedet at blive gift med lægen Lorck. Ægteskabet er lykkeligt, indtil hun finder ud af, at også Lorck har udnyttet unge piger og har et uægte barn med den unge Kristine, som han stadig indimellem ser. Lorck siger: ”Du véd jo, Constance […) at mænd ikke lever kysk, ikke kan, ikke bør gøre det.” (s. 239). Constance er fortørnet, ikke bare på egne, men også på en pige som Kristines vegne.

Constance fremtræder som en modstandsfigur mod de seksuelle friheder, mænd har kunnet tage sig. Hun nægter dem privilegeret adgang til sig, hvis ikke de er hende tro. Hun forstyrrer den orden, der indtil da har givet manden retten til ikke at være nødt til at vælge. Problemet for Constance er, at denne modstand ikke giver nogen form for ro eller soning.

”Constance Ring” fremstiller ved hjælp af sin naturalistiske stil tingene, som de er. Der er ikke noget forsonende hos en eneste af de mandlige karakterer i romanen. De onde bliver ikke straffet, og som læsere tilbydes vi derfor hverken en tilfredsstillende forløsning på konflikterne eller en romantisk tro på en bedre fremtid.