Det er oplagt at opdele Amalie Skrams forfatterskab i tre afdelinger: 1) Ægteskabsromanerne, hvortil hertil hører ”Constance Ring”, ”Lucie” og ”Forrådt”. 2) Hellemyrsfolket-serien, der især beskæftiger sig med forskellige klasser i samfundet og deres problemer og (manglende) muligheder. 3) Sindssygeromanerne ”Professor Hieronimus” og ”På Sct. Jørgen”. Disse inddelinger må selvsagt ikke forstås strikt, for romanerne i Hellemyrsfolket-serien kan f.eks. i høj grad også siges at tematisere ægteskabet.
Fælles træk i hele forfatterskabet er spørgsmål vedrørende kvinders rettigheder og forskellen på mænd og kvinder i samtiden. Sociale problematikker om seksualmoral, utroskab og for samtiden aktuelle emner vedrørende uønskede graviditeter og ansvaret som forælder, går igen. Der er spørgsmål og forhandlinger om, hvad det vil sige at være normal, og der er spørgsmål om magt og myndighed. Hvornår er man i stand til at tage vare på sit eget liv og hvad er det for ydre omstændigheder der gør, at man ikke har friheden til at handle som man helst selv vil? Hvad er det, der gør at folks drømme meget sjældent bliver til noget?
Denne skildring af elendighed, der ikke levner plads til håbet om en udvikling til det bedre, er et typisk træk ved naturalismen. Naturalismen er en videreførelse, men også en radikalisering af realismen som blev sat i gang i både Danmark og Norge efter litteraturkritikeren Georg Brandes’ berømte forelæsninger i København i 1871, hvor han efterlyste en ny litteratur, der kunne sætte samfundsmæssige problemer til debat. Realisternes håb var, at en sådan litteratur ville forandre samfundet. Den naturalistiske bevægelse, ført an af blandt andre den franske forfatter Émile Zola, er imidlertid mere radikal end realismen i sin nøgterne skildring af nød og elendighed. Frem for optimisme er der pessimisme, fordi naturalisterne ville vise, at mennesket som regel ikke formår at bryde med de rammer, der i forvejen er sat for dem af samfund, social arv, klasseskel osv. Der er altså i den naturalistiske tradition, ligesom i de fleste af Amalie Skrams portrætter af mennesker, en tro på at et menneskelivs skæbne stort set er bestemt på forhånd.
En oplagt indvending mod dette menneskesyn er spørgsmålet om, hvorvidt man slet ikke har en fri vilje og muligheden for at forbedre sin egen situation. Hvorfor giver både Constance, Sjur Gabriel og Else op, kan man også spørge. Mange af de personer der skildres i Amalie Skrams forfatterskab har svært ved at tilpasse sig de omkringliggende samfund og institutioner. Dermed provokerer og udstiller de også den gængse orden, der verserer i en særlig periode og et særligt miljø. Heri ligger der måske alligevel en lille flig af håb om forandring, fordi de konkrete beskrivelser giver os empati for personerne. Amalie Skram udtalte selv om sit forfatterskab: “Jeg har aldri skildret ondskapen, for jeg har aldri møtt den på min vei. Det, som overfladiske og doktrinære mennesker kaller ondskap, er for meg nødvendigheter, resultater. Har jeg villet noe med hva jeg har skrevet, så har det vært å bringe en eller annen til å forstå, til å se mildt.” (Amalie Skram: Verdens gang nr. 26, 1899).
Der er en evig fejde i litterære miljøer om, hvorvidt Amalie Skram skal betegnes som en dansk eller norsk forfatter. Selvom hun havde boet den største del af sit liv som forfatter i København, udgav sine bøger i Danmark og var en del af et litterært miljø her, blev hun ved med at identificere sig selv som norsk forfatter, mener nogle: ”…som forfatter er og bliver jeg altid norsk og kun norsk. Og både mens jeg lever og dør, vil jeg altid kaldes den norske forfatter,” skrev hun selv. (Borghild Krane: Amalie Skrams Digtning, s. 23). Omvendt blev hun utrolig glad og stolt da Georg Brandes et sted havde omtalt hende som ”vor største forfatterinde”. (Thomas Bredsdorff: Indledning til ”Hellemyrsfolket”, s. 8).