Amalie Skrams ”Professor Hieronimus” (1895) handler om Else Kant, som er kunstmaler, gift med manden Knut og mor til sønnen Tage. Hun er frustreret over hverken at føle sig tilstrækkelig som hustru, mor eller kunstner og har i perioder været decideret selvmordstruet. Derfor skal hun indlægges hos professor Hieronimus. Inden hun ankommer til hospitalet, har hun mareridt om hvide stuer, fastbundne mennesker og om at miste Knut. Disse mareridt står dog slet ikke mål med det chok hun får, da hun ankommer på hospitalet.
Dette forsøger hun desperat og aggressivt at udtrykke, hvilket blot bekræfter professoren i, at hun er syg. Knut bliver chokeret, da han får at vide at hans hustru er ”udtalt sindssyg”, men han er overbevist om, at Hieronimus’ dom er en, man skal stole på. Spørgsmålet om magt og forhandlingen af, hvad der er normalt og unormalt tematiseres også på et mere subtilt niveau med romanens fortællestil. Det er fortælleren, der giver os adgang til Elses oplevelse af sin egen tilstand. Else ser syner og hører stemmer. Hun ser ligtog og forfølges af vilde dyr. Hun har angst.
Disse beskrivelser gør, at man som læser engang imellem må spørge sig selv om, hvorvidt Else i virkeligheden er alvorligt syg og har brug for hjælp. At vi som læsere bliver givet rollen som en slags diagnostikere. Men hvem har retten til at definere hvornår man er normal og hvornår man er sindssyg? Spørgsmålet er, om ikke det, der skal helbrede hende, i virkeligheden gør hende mere syg. Heri ligger den spydige kritik af Professor Hieronimus.
Man kan som nutidig læser af romanen forstå denne kritik som et historisk portræt af datidens behandling af sindssygdom i bredere forstand. Man kan i sin sympati med Else konstatere at hun ved bedre og at især vi ved bedre med vores tidsmæssige distance til en historisk betinget opfattelse af, hvornår man er syg og hvordan man skal behandles. Men romanens tematisering af selve forhandlingen af magt, viden, normalitet og myndighed gør, at romanen ikke blot er et kritisk portræt af professoren og datidens misforståelser, som vi bedrevidende kan ryste på hovedet af. Romanens kritiske tematisering af spørgsmål om, hvad der er normalt og hvem der har magten til at definere det, er stadig aktuel.