Amalie Skrams roman ”Sjur Gabriel” (Hellemyrsfolket) fra 1887 handler om det fattige ægtepar Sjur Gabriel og Oline, der bor på deres gård på Hellemyren med fem børn. Oline drikker og Sjur Gabriel slår. Efter fødslen af sønnen Vesle-Gabriel bliver Oline syg af koldbrand, og faderen må alene tage sig af familien. Dette bliver et slags vendepunkt for ham, og han beskrives som en kærlig far. Romanen formår at etablere en sympati for ham, selvom han også slår sine børn. Det viser sig, at han i et tidligere forhold med en tjenestepige har fået et barn født i dølgsmål, men som læsere får vi ikke at vide, hvorvidt barnet døde eller ej.
Forholdet til den lille søn bliver Gabriels genforening med Gud, indtil barnet som 6-årig dør, og begge forældre forfalder til druk. Romanen rummer indlevende og billedrige beskrivelser af elendigheden, af den tørre, kolde grød familien får at spise og af faderens vold. Men indimellem er der også rørende scener fulde af ømhed og kærlighed.
”Sjur Gabriel” er den første roman i den serie, der kaldes ”Hellemyrsfolket” og som yderligere består af romanerne ”To venner” (1887), ”S.G. Myre” (1890) og ”Afkom” (1898). De fire romaner kan ses som en føljeton, der bedst kan sammenlignes med nutidens tv-serier. Serien spænder over fire generationer, og hver roman har sit eget persongalleri og sine egne tematikker. Serien starter med ”Sjur Gabriel” i samfundets bund, mens de næste tre romaner foregår i byen og gradvist mere i samfundets top. Fælles for romanerne er, at de i glimt indgyder håb om, at en ny generation kan bryde med den sociale arv. Pointen er dog hver gang hos Amalie Skram, at man bliver det, man er født til at være. Der er ikke noget håb i beskrivelsen af et samfund, hvis hierarkier, strukturer og sociale love er uforanderlige.
Et helt særligt sprogligt træk ved romanerne er, at de oprindeligt blev skrevet på (Amalie Skrams egen, ret personlige form for) dansk, men at figurerne i romanerne taler på de norske dialekter der tilhører deres område og klasse. I ”Sjur Gabriel” må vi f.eks. ty til Amalie Skrams egne hjælpende oversættelser til dansk for at forstå storesøster Ingeborgs henrykkelse over den nyfødte lillebror: ”Dei pelle fingrane – dan vesla naså – han hev negl! Eg meina, dar æ hår onn lui hass” betyder: ”De små fingre – den lille næse – han har negle. Jeg tror, der er hår under huen hans” (s. 84). Denne strategi er blevet beskrevet som et meget avanceret sprogligt eksperiment, der giver Amalie Skram muligheden for en ekstremt nuanceret og indsigtsfuld karakteristik af sine personer.