Vor tids helt

Citat
”Hun drak også da jeg var lille, gik og smådrak hele dagen, og på alle billederne fra dengang har hun en øl i hånden (...) Men hun var sjældent fuld (...) Nu kigger hun med et sløret, blævrende blik, mens jeg taler, og jeg tænker på, om hun måske er kommet på piller.”
”Vor tids helt”, s. 42.

Benhård realisme, lyrisk sprogbevidsthed og et overraskende billedsprog præger Jacob Skyggebjergs debutroman fra 2013. Bogen har titlen ”Vor tids helt” og er en autofiktiv historie, der trækker på elementer fra forfatterens eget liv. På forsiden af romanen ses Skyggebjerg selv med machoattitude – guldkæde, joint og provokerende fuckfinger – flankeret af gyldne bogstaver i gotiske typer. Titlen henviser til en roman fra 1839 af den russiske forfatter Mikhail J. Lermontov om antihelten Petjorin.

50843777

Der er tale om en jeg-fortælling i tre kapitler, som skildrer en ung mands rejse fra en hård opvækst i provinsen til samfundets bund i København. Også her er der tale om en form for antihelt-fortælling om en ung mand, som for alt i verden vil væk fra en stillestående provinsby, men som synes at bære sin opvækst med sig. I forgrunden ses forfatterens fortællende alter ego Jacob. Han er vokset op i en familie med tiltagende misbrugsproblemer, har også været forbi en plejefamilie på vejen og har som ung voksen problemer med at finde sin vej blandt korte kærlighedsforhold og midlertidlige boliger, aktivering på en småkagefabrik og undervisning i spansk, drukture og alle slags stoffer: ”Spejlbilledet af mig selv på Torvets Pizza efter et enkelt fix hvid heroin: hvid i hovedet, helt rød under øjnene, som om alt blodet fra mit ansigt har samlet sig der.” (s. 19).

Romanen er fortalt i et højt tempo, hvor den ene anekdote fører til den næste, og det ene billede leder til en ny association. Helt korte udsagn afløses af længere og vildere sætninger. Fortællingen er ikke kronologisk opbygget, men springer fra et nutidsplan til erindringer fra barndommen ude på landet. Fra en henvendelse til en ekskæreste, der betegnes du, til en skildring af den ulykkelige forelskelse i den uopnåelige Carina. Romanen er præget af realisme, kynisme og samfundskritik, men også humor, ironi og poetiske metaforer, som når det f.eks. hedder ”En solsort lander som et stykke kul med sit orange næb på lågen i hegnet rundt om haven og sidder der som et penselstrøg under pæretræets blade.” (s. 43).