jacob skyggebjerg
Foto: Forlaget Gladiator

Jacob Skyggebjerg

Artikel type
voksne
Ph.d. Søren Langager Høgh, iBureauet/Dagbladet Information, 2014. Opdateret i 2016 og 2017.
Top image group
jacob skyggebjerg
Foto: Forlaget Gladiator
Main image
Skyggebjerg, Jacob
Foto: Forlaget Gladiator

Indledning

Det er mørk desillusion, vi møder i Jacob Skyggebjergs debutroman ”Vor tids helt”. I en byge af uløselige problemer tegnes et illusionsløst billede af vores velfærdssamfund set fra en ung mands rute ind og ud af uddannelsessystemet. Idioterne er mange. Løsningerne er få. Når man trods surmuleriet hænger ved Skyggebjergs guidede tur i sølet, skyldes det en boblende satire og et forfriskende sprogligt flow, hvis konturer skylder hiphop mindst ligeså meget som litteraturen.

 

53053440

Blå bog

Født: 1985, vest for Horsens mellem Bøgballe, Kragelund og Haurum.

Uddannelse: Ingen.

Debut: Vor tids helt. Gladiator, 2013.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Jalousi. Gladiator, 2017. Roman.

Inspiration: Tupac Shakur, Hans Otto Jørgensen, Lars Frost.

 

 

 

 

 

 

 

 

Baggrund

”Han havde forventet en anden person, en legeonkel og afdæmpet digtertype med en forsigtig røst, der strejfer hen over ordene, og jeg er alt andet end det. Jeg har hverken vest eller hornbriller, fløjlsbukser, blåstribet skjorte eller alpehue. Derfor flytter jeg. Væk fra hans aggressive renlighedsopdragelse af børnene og væk fra hans kæreste, der ligner Johanne Schmidt-Nielsen, lige så nuttet og tykkindet og ærkegod.”
”Vor tids helt”, s. 209.

Der skulle en roman til, før den dengang 29-årige Jacob Skyggebjerg fik taletid. Man må konstatere, at en platform som undergrundsrapper slet ikke er en platform og omvendt, at en papirbog på 250 sider åbenbart er. Så meget, at Skyggebjerg i dag optræder som mere eller mindre fast og helt og aldeles provokerende debatskribent i Politiken, har været inviteret i Clement Kjærsgaards debatprogram ”Debatten” på DR2 under overskriften ”Fattigdom i Danmark” og vigtigst her: har udgivet yderligere to romaner. Skyggebjerg er en omvandrende afvisning af den floskel, at litteraturens aura af vigtighed skulle høre fortiden til.

Det, medielogikken finder interessant ved forfatteren Skyggebjerg, er den tilsyneladende autentiske, rå stemme fra Underdanmark. Skyggebjerg bliver rammesat som sandhedsvidne fra en nådesløs opvækst og spildt ungdom midt i det, vi troede var velfærdsstatens trygge rammer. Forfatteren Skyggebjerg skriver imidlertid litteratur, der også er interessant, fordi den tager farve fra rapperen Jacob Skyggebjerg (med aliasset Skygg), og det distancerer ham fra andre forfatterstemmer. Som rapper (se bl.a. musikportalerne bandcamp og soundcloud) optegner Skyggebjerg et univers, hvor ”polyester-joggingbukser” er uniformen, og grundloven lyder: ”Fisse, weed og piller, det er det eneste der tæller”. Det er denne hormonpumpede og attitudefikserede men generøst udfoldede verden, forfatteren bringer til romanen. Med den følger en særegen sproglig fremdrift, der også hænger ved, når forfatteren interviewes og f.eks. kan forsikre en journalist om, at han skam ”bruger 200 kroner af sin kontanthjælp om ugen på hash” (Jannie Schjødt Kold: Hævnen over Jylland. Information, 2013-11-29) eller at han sagtens kan ”vise, hvor latterligt det danske folk i bund og grund er” (Mikkel Thulstrup Neilsen: Jeg er færdig med at være vred. Politiken, 2017-04-07).

Modet til at lave dette overløb fra hiphop til litteratur har Skyggebjerg fået to steder fra: Dels i en negativ forstand igennem en kuldsejlet opvækst og uddannelsesforløb med evige præciseringer af at være afmarcheret. Dels i en positiv forstand gennem mødet med forfatter, højskolelærer og nu forlægger Hans Otto Jørgensen. Trangen til oprør mod og hævn over et forfærdeligt liv samt det lille anerkendende rygstød fra en etableret skrivekapacitet var dét, der fik Skyggebjerg til at tro på, at den virkelighed han skriver om, og den slagfærdige måde han skriver om den på, bringer noget væsentligt til fadet – eller som han selv forklarer i et tidligt interview: ”Jeg kunne ikke skrive om en eller anden sørøver-detektiv, som er ude med en veninde for at opklare mord. Det ville ikke have nogen værdi.” (Lena Masri: Der er ikke nogen lykkelig slutning. Berlingske Tidende, 2013-12-20).
I romanen ”Hvad mener du med vi” (2015) har Skyggebjerg skiftet gear og holder sig i rammefortællingens form ikke tilbage for særdeles kulørte, opdigtede, ja, sørøverhistorier, mens der i romanen ”Jalousi” (2017) er tale om en revideret tilbagevenden til den første romans autenticitetsopmærkede kampplads.

Vor tids helt

”Læreren hiver fat i en tømrer fra Horsens […] han havde en total blokering over for grammatiske systemer, sådan som jeg har det overfor de fleste begreber, man taler om i forbindelse med opgaveskrivning i gymnasiet og sikkert også generelt, man skal gå frem på en bestemt måde og kan ikke bare få lov til at tage fat, synopsis, alle disse ord, og forklaringer på disse ord, jeg forstår det ikke. Mit hoved kan slet ikke optage det. Læreren saver løs i ham, og han lukker sig mere og mere sammen om sin bog”.
”Vor tids helt”, s. 128.
Jacob Skyggebjergs roman ”Vor tids helt” (2013) tager sit udspring i Jylland. Landtangen, forstår man, er et nedslidt og udpint lokum, hvor enhver form for opstigen til menneskelighed og ikke mindst frihed er umuliggjort af druk, vold, kriminalitet, fattigdom og demotiverende ørkesløshed. Her er ingen pur fiktion, kun den ulækre virkelighed set an fra første person ental. Til trods for at hovedpersonen er født i helvedes forgård, er han ikke opgivende på samme lammende måde, som omgivelserne er det. Tværtimod er han snaksalig og registrerer elendigheden med et overraskende kvikt blik, der forstår at øjne mulighederne ved at påtage sig outsiderens barske kynisme.

Den bistre hovedperson og fortæller begiver sig ud på en flugt fra håbløsheden via Horsens og Aarhus til København. Autoriteterne, som ”Jacob” møder på sin vej, har intet som helst begreb om den unge mands problemer og slet ikke hans åbenlyse potentiale, der langsomt men sikkert kanaliseres væk i hashrus og medfølgende dovenskab. Outsiderscenariet nærmer sig karikatur og kammer flere steder over i noir-pastiche, selvfed attitude og klichétung beatromantik.

50843777

Hvis altså ikke det havde været for den humor, der som et skud citron i flødedressingen vender kvalm fedme til frisk fylde. Skyggebjerg har funny bones. Timingen er præcis, når vi f.eks., nøjsomt instrueres i at stjæle og returnere fladskærms-tv i Bilka, eller når aktiveringen på en småkagefabrik blotlægges.

Humoren er som drivkraft akkompagneret af en komposition, der vinder i springkraft, hvad den taber i kronologisk overblik. Nok beskriver romanen konturerne af en (ud)dannelsesrejse, men turen fra land til by - fra Jylland til Hovedstaden - fremstår så splintret og rodet, at ethvert tiltag til opbyggelighed og lærdom udraderes. Til gengæld besidder ”Vor tids helt” et dragende flow, der frit og fyrigt forbinder ellers adskilte associationer.

Mod romanens slutning møder Jacob mod alle odds en sjæleven. I fantasten, højreanarkisten og rasmusmodsat-karakteren Bo Warming (og ikke mindst i hans berømte hus på Bjelkes Allé, Nørrebro, der i dag er toprenoveret og ramt af gentrificering) finder vores rodløse unge mand en oase, hvor meninger og handlinger effektueres uden skelen til samfundets hykleriske normer. Og det er noget, der passer ”Jacob”: ”Den rene liberalisme. Demonstrativt er alt i hans [Warmings] verden vendt på hovedet. Heri finder vi fællesskab.” (s. 217).