jacob skyggebjerg
Foto: Forlaget Gladiator

Jacob Skyggebjerg

Ph.d. Søren Langager Høgh, iBureauet/Dagbladet Information, 2014. Opdateret af Søren Langager Høgh, Bureauet i 2018.
Top image group
jacob skyggebjerg
Foto: Forlaget Gladiator
Main image
Skyggebjerg, Jacob
Foto: Forlaget Gladiator

Indledning

Jacob Skyggebjergs forfatterskab er tonet af mørk desillusion og en indestængt vrede. Vi befinder os mestendels på bunden af samfundet, og her er det ikke nemt for nogen. Idioterne er mange. Løsningerne er få. Når man trods surmuleriet hænger ved Skyggebjergs guidede tur i sølet, skyldes det en boblende satire og et forfriskende sprogligt flow, hvis konturer skylder hiphop mindst ligeså meget som litteraturen.

 

 

47720877

Blå bog

Født: 1985, vest for Horsens mellem Bøgballe, Kragelund og Haurum.

Uddannelse: Ingen.

Debut: Vor tids helt. Gladiator, 2013.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Der går min klasselærer. Gladiator, 2020. Roman.

Inspiration: Tupac Shakur, Hans Otto Jørgensen, Lars Frost.

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Han havde forventet en anden person, en legeonkel og afdæmpet digtertype med en forsigtig røst, der strejfer hen over ordene, og jeg er alt andet end det. Jeg har hverken vest eller hornbriller, fløjlsbukser, blåstribet skjorte eller alpehue. Derfor flytter jeg. Væk fra hans aggressive renlighedsopdragelse af børnene og væk fra hans kæreste, der ligner Johanne Schmidt-Nielsen, lige så nuttet og tykkindet og ærkegod.”
”Vor tids helt”, s. 209.

Der skulle en roman til, før den dengang 29-årige Jacob Skyggebjerg fik taletid. Man må konstatere, at en platform som undergrundsrapper slet ikke er en platform og omvendt, at en papirbog på 250 sider åbenbart er. Så meget, at Skyggebjerg i dag optræder som mere eller mindre fast og helt og aldeles provokerende debatskribent i Politiken, har været inviteret i Clement Kjærsgaards debatprogram ”Debatten” på DR2 under overskriften ”Fattigdom i Danmark” og vigtigst her: har udgivet yderligere to romaner. Skyggebjerg er en omvandrende afvisning af den floskel, at litteraturens aura af vigtighed skulle høre fortiden til.

Det, medielogikken finder interessant ved forfatteren Skyggebjerg, er den tilsyneladende autentiske, rå stemme fra Underdanmark. Skyggebjerg bliver rammesat som sandhedsvidne fra en nådesløs opvækst og spildt ungdom midt i det, vi troede var velfærdsstatens trygge rammer. Forfatteren Skyggebjerg skriver imidlertid litteratur, der også er interessant, fordi den tager farve fra rapperen Jacob Skyggebjerg (med aliasset Skygg), og det distancerer ham fra andre forfatterstemmer. Som rapper (se bl.a. musikportalerne bandcamp og soundcloud) optegner Skyggebjerg et univers, hvor ”polyester-joggingbukser” er uniformen, og grundloven lyder: ”Fisse, weed og piller, det er det eneste der tæller”. Det er denne hormonpumpede og attitudefikserede men generøst udfoldede verden, forfatteren bringer til romanen. Med den følger en særegen sproglig fremdrift, der også hænger ved, når forfatteren interviewes og f.eks. kan forsikre en journalist om, at han skam ”bruger 200 kroner af sin kontanthjælp om ugen på hash” (Jannie Schjødt Kold: Hævnen over Jylland. Information, 2013-11-29) eller at han sagtens kan ”vise, hvor latterligt det danske folk i bund og grund er” (Mikkel Thulstrup Neilsen: Jeg er færdig med at være vred. Politiken, 2017-04-07).

Modet til at lave dette overløb fra hiphop til litteratur har Skyggebjerg fået to steder fra: Dels i en negativ forstand igennem en kuldsejlet opvækst og uddannelsesforløb med evige præciseringer af at være afmarcheret. Dels i en positiv forstand gennem mødet med forfatter, højskolelærer og nu forlægger Hans Otto Jørgensen. Trangen til oprør mod og hævn over et forfærdeligt liv samt det lille anerkendende rygstød fra en etableret skrivekapacitet var dét, der fik Skyggebjerg til at tro på, at den virkelighed han skriver om, og den slagfærdige måde han skriver om den på, bringer noget væsentligt til fadet – eller som han selv forklarer i et tidligt interview: ”Jeg kunne ikke skrive om en eller anden sørøver-detektiv, som er ude med en veninde for at opklare mord. Det ville ikke have nogen værdi.” (Lena Masri: Der er ikke nogen lykkelig slutning. Berlingske Tidende, 2013-12-20).
I romanen ”Hvad mener du med vi” (2015) har Skyggebjerg skiftet gear og holder sig i rammefortællingens form ikke tilbage for særdeles kulørte, opdigtede, ja, sørøverhistorier, mens der i romanen ”Jalousi” (2017) er tale om en revideret tilbagevenden til den første romans autenticitetsopmærkede kampplads.

Vor tids helt

”Læreren hiver fat i en tømrer fra Horsens […] han havde en total blokering over for grammatiske systemer, sådan som jeg har det overfor de fleste begreber, man taler om i forbindelse med opgaveskrivning i gymnasiet og sikkert også generelt, man skal gå frem på en bestemt måde og kan ikke bare få lov til at tage fat, synopsis, alle disse ord, og forklaringer på disse ord, jeg forstår det ikke. Mit hoved kan slet ikke optage det. Læreren saver løs i ham, og han lukker sig mere og mere sammen om sin bog”.
”Vor tids helt”, s. 128.
Jacob Skyggebjergs roman ”Vor tids helt” (2013) tager sit udspring i Jylland. Landtangen, forstår man, er et nedslidt og udpint lokum, hvor enhver form for opstigen til menneskelighed og ikke mindst frihed er umuliggjort af druk, vold, kriminalitet, fattigdom og demotiverende ørkesløshed. Her er ingen pur fiktion, kun den ulækre virkelighed set an fra første person ental. Til trods for at hovedpersonen er født i helvedes forgård, er han ikke opgivende på samme lammende måde, som omgivelserne er det. Tværtimod er han snaksalig og registrerer elendigheden med et overraskende kvikt blik, der forstår at øjne mulighederne ved at påtage sig outsiderens barske kynisme.

Den bistre hovedperson og fortæller begiver sig ud på en flugt fra håbløsheden via Horsens og Aarhus til København. Autoriteterne, som ”Jacob” møder på sin vej, har intet som helst begreb om den unge mands problemer og slet ikke hans åbenlyse potentiale, der langsomt men sikkert kanaliseres væk i hashrus og medfølgende dovenskab. Outsiderscenariet nærmer sig karikatur og kammer flere steder over i noir-pastiche, selvfed attitude og klichétung beatromantik.

50843777

Hvis altså ikke det havde været for den humor, der som et skud citron i flødedressingen vender kvalm fedme til frisk fylde. Skyggebjerg har funny bones. Timingen er præcis, når vi f.eks., nøjsomt instrueres i at stjæle og returnere fladskærms-tv i Bilka, eller når aktiveringen på en småkagefabrik blotlægges.

Humoren er som drivkraft akkompagneret af en komposition, der vinder i springkraft, hvad den taber i kronologisk overblik. Nok beskriver romanen konturerne af en (ud)dannelsesrejse, men turen fra land til by - fra Jylland til Hovedstaden - fremstår så splintret og rodet, at ethvert tiltag til opbyggelighed og lærdom udraderes. Til gengæld besidder ”Vor tids helt” et dragende flow, der frit og fyrigt forbinder ellers adskilte associationer.

Mod romanens slutning møder Jacob mod alle odds en sjæleven. I fantasten, højreanarkisten og rasmusmodsat-karakteren Bo Warming (og ikke mindst i hans berømte hus på Bjelkes Allé, Nørrebro, der i dag er toprenoveret og ramt af gentrificering) finder vores rodløse unge mand en oase, hvor meninger og handlinger effektueres uden skelen til samfundets hykleriske normer. Og det er noget, der passer ”Jacob”: ”Den rene liberalisme. Demonstrativt er alt i hans [Warmings] verden vendt på hovedet. Heri finder vi fællesskab.” (s. 217).
 

Hvad mener du med vi

”Så er der igen en flue, der er vågnet for tidligt, måske er det den fra den anden dag? Den falder ned fra loftet, lige ned i håret på Elsebeth. Hun mærker det som et dup oven på hovedet, tager hånden og børste sig. Fluen falder ned i tallerkenen. Død. Der er ingen af de andre, der ser noget af det. – Ej kors, du må have oplevet nogle spændende ting. – Jamen, det har jeg så sandelig også. Jette fniser.”
”Hvad mener du med vi”, s. 126.

Omslaget på Jacob Skyggebjergs anden roman ”Hvad mener du med vi” (2015) viser forfatteren afbilledet som Jesus på korset med strålekrans fra sit dejsende hoved. Det egentligt slående er, at romanens syv hovedpersoner er gengivet fotografisk i form af syv (lidet flatterende) skuespillere, som var der tale om en filmplakat. Som en anmassende satirisk markør? I hvert fald er det uudgrundeligt mærkværdigt, for det er netop ikke en film, vi står på tærsklen til.

Hvor Skyggebjergs første roman, ”Vor tids helt”, beskrev en flugt fra land til by, beskriver den anden roman en omvendt flugt fra by til land fra larm til ro. Stedet er i en lettere Anders And-maskeret udgave af skrivecenteret Hald Hovedgård udenfor Viborg, hvor syv kvindelige forfattere drager i skrively henover påsken deraf angiveligt korset på coveret.

52095506

Vi møder de syv forfattere i hver sit dedikerede afsnit på vej mod den jyske hede. Derefter følger en samlet midtersektion, hvor romanen skifter karakter og indskyder syv selvstændige tekster i teksten, idet forfatterne på skift læser op af deres manuskripter. I disse tekster spænder Skyggebjerg buen og giver os sci-fi, narkokrimi, børnefabel, færøsk socialrealisme og kritik af psykiatrien. Blandt andet. Til slut skilles vejene atter i syv selvstændige kapitler, hvor vi følger hver forfatter hjem.

Mens rammen med syv lettere udbrændte forfattere er kendetegnet af træg kedsomhed og villet ligegyldighed, piftet op af en forsiret og drønende tomgangsdialog, er det indrammede anderledes friskt og forceret spændende: narko, sex, mord, social elendighed, suspense. Side 56: ”Så sidder de og drikker kaffe en times tid, der sker ikke rigtig noget, Sherry læser lidt”. Side 152: ”Hold nu kæft, skriger han, hold nu kæft! Se! Brysterne! Selvom hun ligger ned, sidder de stadig perfekt! Flyt dig, lad mig lige få lov til at få en omgang med den forpulede luder!”

Som det spørgsmålstegnsløse spørgsmål af en titel ganske fint markerer, så kan Skyggebjergs roman ikke beslutte sig. Romanen vælger at være et heterogent sammenrend af kollektivroman, et boblende ”vi”, et katalog i stiløvelse 1-7, og et replikkernes kalejdoskop.

Jalousi

”Hun ville på Hong Kong, hun sagde, så lad os tage derned bare en halv time, og han indvilgede, men gik så alligevel sin vej, da han ... denne utiltalende tumpe, der kort forinden var hoppet ud af en taxi med en Mokai i hver hånd, hvorved Samsine jublede og lo, så har man kraftedeme mange penge, når man bare hopper ud af en taxi med en flaske Mokai i hver hånd, sagde hun, denne utiltalende tumpe vendte sig om og sagde, er det dig, der har fødselsdag?”

”Jalousi”, s. 119.

Med sin tredje roman ”Jalousi” (2017) stiger Jacob Skyggebjerg atter ned på den sociale bund, som den første roman opererede på. Men der er foretaget et narrativt skifte fra første til tredje person (og en ikke-tilstedeværende fortæller), hvilket distancerer det fortalte fra både forfatteren og fortælleren. Set i det perspektiv angler denne roman ikke ligeså insisterende efter autenticitet, som tilfældet var i ”Vor tids helt”. Enkelte steder varieres fortællelejet med et ikke nærmere defineret men alligevel indforstået ”vi”, ”Vi møder dem første gang ...” kan det f.eks. lyde. Disse sporadisk forekommende læser-henvendelser (er det vel sagtens?) kunne vi godt anskue som en hilsen til den forrige roman ”Hvad mener du med vi” og dens kollektivform.

”Jalousi” følger en umulig kærlighed mellem de to forhutlede, subsistensløse og dysfunktionelle (men ikke desto mindre livskraftige) karakterer med de påfaldende navne HP (mand) og Samsine (kvinde). Centrum er en sekvens af cokeinducerede begivenheder omkring HP’s 30-års fødselsdag, som skal vise sig at være fatale for parforholdet.

53053440

Historien er fortalt baglæns som en krimi, således at vi fra første side ved, hvor det ender, men ikke hvordan det er endt der. Dette forhold iværksættes gennem en serie optrykte e-mails, der er flettet ind i den fortløbende historie. Den iltert nedskrevne mailkorrespondance udveksler verbale angreb mellem HP og Samsine, og det hele foregår minut for minut dagen derpå.

Historien frem til disse e-mails udreder i en slags slumromantik kærlighedens pludselige opblomstring og det befriende ved at stå sammen mod en åndssvag og bedsteborgerlig omverden men også de tiltagende tegn på parforholdets erodering. HP og Samsine er ret beset to irriterende og frastødende hustlere på kanten af samfundet. De spiser rester på McDonald’s, ryger cigaretter, stjæler i Netto og snyder med busbilletten. Imidlertid optræder fortællingen med en på én gang blasert og stolt arrogance som hovedpersonernes protegé, og den er over lange stræk ligeså øretæveindbydende ugidelig, normafvigende, uproduktiv og bedrevidende som hovedpersonerne.

Hjælp

”Når de er på medicinen, er de ikke længere individer. De er de væsener som medicinen gør folk til. De er en del af en gruppe. Den slags frøer. Det medicinnavn. Producentens logo er præget ind i panden på dem. De har livstidsabonnement. Hvis de prøver at opsige det, får lægen det der bekymrede udtryk.”

”HJÆLP”, s. 114.

Romanen ”Hjælp - ­Vidnesbyrd fra den danske retsstat, ET JUSTITSMORD (2018) fortsætter i det spor, Jacob Skyggebjerg satte i debutbogen ”Vor tids helt”. Den nye bog er et renere selvbiografisk værk, der fortæller den voldsomme historie om forfatterens voldsdom fra 2008 og efterfølgende tvangsbehandling i psykiatrien.

”Alt, hvad der skildres, er sandt”, lyder det indledningsvist i det karakteristisk storskrydende stemmeleje, hvilket slår tonen an i forhold til bogens ærinde udi antipsykiatri: Sand modhistorie til rets- og behandlingsvæsenets falske narrativ.

Bogen fortæller ”Jacobs” historie fra en fatal bytur i Vejle over domsfældelse og tvangsindlæggelser til dommens udløb. Det er grum og urovækkende læsning om en hverdag med bæltefiksering, gennemsigtige plastikskjolde, tvangspsykofarmaka og afhentning i håndjern.

54008937

Der sker en gradvis instrumentalisering, hvor ”jeg” bliver til ”man” og den totale udradering af integritet i journalernes karakteristiske lægejargon: ”pt.”.Man” kæmper indædt imod, hvad der fremstilles som et uretfærdigt og moralsk anløbent system. ”Lægen er ligeglad med virkeligheden”, som det hedder, ”kun den af fodsoldater bearbejdede virkelighed, der står at læse i journalen, interesserer den sig for” (s. 106).

Fortællingen fremstår som en collage af beretning fortalt af hovedpersonen selv og optryk af, hvad der angiveligt er autentiske journalopslag fra forfatterens egne indlæggelser. Dertil bringes flashbacks til idyl før dommen. Patientens harmdirrende og forurettede udlægning stemmer aldrig overens med fagpersonalets modsvarende passive og registrerende udlægning. Journalbiddernes kulde og beretningens hede er en stærk kontrast, der tydeligvis er sat i verden for at udpege de uduelige ”fodsoldater”, som hovedpersonen konsekvent kalder personalet på institutionerne.

Skyggebjerg skriver med ild i røven. Det forfærdelige er også sjovt, og der er udtalt præference for muskuløse action-verber som stanger, æder, dapper, dasker. Den stærkt kværulerende tone i beretningen ønsker ikke at overbevise, men vil til gengæld fræse af sted og skælde ud. I sin egen selvforståelse er ”man” en rask blandt syge, en klarsynet blandt tåber, og problemet er ikke de udslagsgivne begivenheder, men at ”man” overhovedet er dømt og indespærret. ”HJÆLP” bruger undertitlen ”justitsmord”, mens journalen taler om ”pt.’s” omgang med ”privat logik”.

Genrer og tematikker

I Jacob Skyggebjergs forfatterskab fremstilles dannelse som ond ensretning og ideologisk kupering af ungdommen. Hverken ”Jacob” i ”Vor tids helt” eller ”HP” i ”Jalousi” udvikler sig til det bedre, men vedbliver at være tvære og forladte. Hvis vi anskuer Skyggebjergs tre romaner som eksempler på en romanform, der på hver sin måde hverken kan eller vil holde sammen på ét fortløbende plot, så hænger form og indhold nydeligt sammen. Den ideologikritik, der ligger i især første og tredje romans utrættelige påpegning af systemets, kapitalismens, velfærdsstatens, socialdemokratismens venlige kynisme spejles i en formel kritik af romangenren: Ligesom Staten nok kan trække ”Jacob” til uddannelsesinstitutionen og anvise ”HP” en lejebolig men ikke tvinge dem til at indordnet sig, kan Romanen nok sætte rammerne, men ikke tvinge budskabet i én bestemt ekspliciteret retning. I hvert fald ikke hos Skyggebjerg.
Jacob Skyggebjerg er ikke bleg for at fremture med anarkistiske paroler i interviews og debatindlæg. Man må forestille sig, at Skyggebjerg har et fast tag i begge skuldre på Jyllands-Postens udsendte, idet den interviewede rusker intervieweren: ”Jeg nægter at være en del af forbrugssamfundet. Det er det, min bog handler om. ”Vor tids helt” er manden, som forsøger at bryde med vanetænkningen. Han vil ikke tvangsindlægges til fabriksarbejde for at kunne købe den Playstation 4, som alle er blevet enige om at længes efter. Lad os få bilerne ud af byerne, lad os skrue ned for forbruget af luksusvarer. Hvad får vi ud af det? Andet end stress?” (Kasper Schütt-Jensen: Et barn af treholdsskiftet. Jyllands-Posten, 2013-06-12).
For hundrede år siden i den russiske avantgarde var idealet for kunst agitprop, altså agiterende propaganda. Hos Skyggebjerg genfinder vi denne naive, nuvel, men også energiladede og saftspændte pejling mod at lade litteraturen være noget, sige noget, gøre noget, hvorfor rollen som samfundsdebattør, som mange andre forfattere forsværger, ikke ligger Skyggebjerg fjern. Om raplingo, revolutionsromantik og outsideridyl er svaret på finanskrise, stressepidemi og global opvarmning er måske tvivlsomt, men at Skyggebjergs romanprosa farer derudad er stensikkert.

Beslægtede forfatterskaber

På forsiden af ”Vor tids helt” poserer Jacob Skyggebjerg med bar overkrop, tyk guldkæde, fuckfinger og joint. En pistol sidder i spænd mellem posede underbukser og en lavt hængende bukselinning. På et berømt portræt af hiphopikonet Tupac Shakur poserer gangsterrapperen med bar overkrop, tyk guldkæde, fuckfinger, joint og pistol i spænd mellem posede underbukser og en lavt hængende bukselinning. Identifikationen er tydelig og tilsyneladende oprigtigt ment.

Afstanden mellem Horsens og Los Angeles kan ellers synes lang og udklædningen som sort west-coastrapper tendentiøs, men hvis Tupac (eller fiksere: 2Pac) definerede en generations opstand mod racisme og social uretfærdighed i 1990’ernes USA, så kan vi for min skyld godt lade Skyggebjerg tegne et minioprør  (uden sammenligning i øvrigt) mod velfærdsstaten i 2000’ernes Danmark. En karakteristisk selvhævdende bar hos Tupac, hvor ”thug” (lømmel, gangster) rimer på ”slug” (projektil), kan lyde: ”I ain't going down, fuck the world I'm a thug/ Tell 'em can't nothing stop me but a slug” (Tupac Shakur: Enemies with me, 1997). Tonen, energiniveauet og attituden genkender man hos Skyggebjerg.

Skyggebjergs outsiderromantik er desuden hentet hos amerikanske forfattere som Jack Kerouac og Charles Bukowski og deres vilde prosa. Hos især Kerouac finder vi tillige et formelt forbillede for Skyggebjerg, der i stilistisk forstand er on the road i de lange kæder af associationsspring, der præger stilen. I dansk kontekst er det oplagt at pege på Lars Frosts frembusende og vrede men samtidig sirlige spundne prosa som et tilsvarende formelt forbillede. Sammenfaldet med Yahya Hassan springer i øjnene helt af sig selv, men vel at mærke kun i en indholdsbestemt forstand. Nok opnår Skyggebjerg autenticitet gennem tillempede autofiktive greb, der svarer til Hassans: De har begge (angiveligt) været der selv. Men hvor Hassan skriver en fortællende lyrik, skriver Skyggebjerg en lyrisk (rapformateret) fortælling.

Hvis vi godtager, at ”Vor tids helt” og ”Jalousi” fungerer som rapport fra underklassen, så er Jakob Ejersbo og Aalborg-romanen ”Nordkraft” (2002) tillige en oplagt reference. Kigger vi på ambitionen om at lade marginaliserede samfundsområder komme til orde, så kunne f.eks. Helle Helle og Kristian Bang Foss nævnes, men i disse tilfælde skrives der ikke på samme påstand om autenticitet. Hos Skyggebjerg er litteraturen ikke på poleret antropologisk besøg nede hos hundene. Den er en beskidt møgkøter.

Bibliografi

Romaner

Skyggebjerg, Jacob:
Vor tids helt. Gladiator, 2013.
Skyggebjerg, Jacob:
Hvad mener du med vi. Gladiator, 2015.
Skyggebjerg, Jacob: Jalousi. Gladiator, 2017.
Skyggebjerg, Jacob: HJÆLP – et vidnesbyrd fra retsstaten, ET JUSTITSMORD. Gladiator, 2018.
Skyggebjerg, Jacob: Der går min klasselærer. Gladiator, 2020.

Pamflet

Skyggebjerg, Jacob: Vi ses på Mars, når klimaet går amok og lokummet eksploderer. Gladiator, 2018.

Om forfatterskabet

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jacob Skyggebjerg

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Masri, Lena:
Der er ikke nogen lykkelig slutning. Berlingske Tidende, 2013-12-20.
Schjødt Kold, Jannie:
Hævnen over Jylland. Information, 2013-11-29.
Thulstrup Nielsen, Mikkel: Jeg er færdig med at være vred. Politiken, 2017-04-07.