Jacob Skyggebjerg
Foto: Forlaget Gladiator

Jacob Skyggebjerg

cand.mag. Katrine Lehmann Sivertsen, Bureauet, juni 2020.
Top image group
Jacob Skyggebjerg
Foto: Forlaget Gladiator
Main image
Jacob Skyggebjerg
Foto: Forlaget Gladiator

Indledning

Jacob Skyggebjerg debuterede i 2013 med romanen ”Vor tids helt” om en ung mands rejse fra en hård opvækst i en jysk provinsby til en turbulent tilværelse i hovedstaden. Romanen er delvis selvbiografisk. Det samme er ”HJÆLP” fra 2018, der tager udgangspunkt i indlæggelser på retspsykiatriske afdelinger. Rå realisme og samfundskritik, men også morsomme skildringer af dagligdagens absurditeter kendetegner forfatterskabet, der ligeledes indeholder et jalousidrama og en kollektivroman om syv forfattere på skriveophold.

 

61686797

Blå bog

Født: 1985 i Horsens.

Uddannelse: Studier på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.

Debut: Vor tids helt. Forlaget Gladiator, 2013.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Inderkredsen. Gladiator, 2021. Roman.

Inspiration: Henrik Bjelke, Lars Frost, Claus Beck-Nielsen.

 

 

 

 

 

Jacob Skyggebjerg læser op af romanen ”HJÆLP”, Forlaget Gladiator, marts 2020.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg er kommet ud, hvor jeg kun lige kan bunde. Hvad har hun af uanede muligheder, socialt fungerende fyre med fire værelser på Vesterbro og solbriller og opknappet skjorte. Jeg står i vand til ørerne, og fordi jeg strækker tæerne, kan jeg lige nå bunden.”
”Vor tids helt”, s. 138.

Jacob Skyggebjerg blev født i 1985 og voksede op i den lille by Løsning i Hedensted Kommune mellem Horsens og Vejle. Hans barndomshjem var præget af en far, der arbejdede i treholdsskift, hvilket påvirkede alle i familien: ”Jeg er vokset op med en far, der sov hele dagen, fordi han skulle på arbejde om natten. Pludselig ændrede det sig, så han skulle på arbejde om morgenen eller om eftermiddagen i stedet,” forklarer Jacob Skyggebjerg og fortsætter: ”Intet tidspunkt var helligt, han stod altid til rådighed for fabrikken. På den måde blev vi børn også en del af produktionsapparatet.” (Kasper Schütt-Jensen: Et barn af treholdsskiftet. Jyllands-Posten, 2013-12-06).

Der var ingen bøger i Jacob Skyggebjergs barndomshjem, men han var en ivrig læser, som tyggede sig igennem skolebibliotekets bogsamling, ligesom han elskede at skrive lange fristile i skolen. Han var i det hele taget – efter eget udsagn – en kvik dreng, men havde selv en oplevelse af, at hans evner mest var et problem hos den lokale folkeskoles lærere. Hvis man havde arbejdet forud i skolebøgerne, måtte man pænt viske det ud og lave opgaverne igen, har Skyggebjerg forklaret. Det vigtigste var, at alle fulgtes ad og ingen skilte sig ud.

Skildringer af et lille provinsielt samfund, som ikke levner megen plads til kreativitet og mennesker, som stikker ud fra mængden, kom siden til at præge forfatterskabet. Og som Skyggebjerg selv formulerer det i forbindelse med udgivelsen af ”Der går min klasselærer” (2020) er skildringen af provinsen i sidste ende udtryk for et Danmarksbillede: ”Det er et samfund, hvor alting kører rundt i en ensfarvet grød. Som fortsætter og fortsætter. Og hvor det, som tænker selv og er i stand til at kunne noget ... det må skæres til, så det passer ind i normen. Sådan var det i Løsning, da jeg voksede op, men samfundet i romanen er en celle i Danmark. Hele Danmark er på samme måde, det er bare cellen, der er multipliceret.” (Mads Bager Ganderup: Forfatter langer ud efter folkeånden: ”Danskermentaliteten er usympatisk, fordi den er så gennemført frihedsfjendsk”. Berlingske Tidende, 2020-02-28).

Opvæksten i Løsning var ligeledes præget af forældrenes tiltagende alkoholmisbrug, og i folkeskolens ældste klasser røg Jacob Skyggebjerg selv ud i et misbrug af hash og siden også hårdere stoffer: ”Stofferne var en flugt. Når jeg var blæst, glemte jeg min opvækst og udsigten til et indholdsløst liv i en fabrikshal.” (Kasper Schütt-Jensen: Et barn af treholdsskiftet. Jyllands-Posten, 2013-12-06). Da Skyggebjerg flyttede hjemmefra, var det først til Horsens og Vejle og siden til Aarhus. Han startede her på Journalisthøjskolen, men gennemførte ikke studierne. Efter de afbrudte studier i journalistik fulgte et ophold på Vestjyllands Højskole i Ringkøbing, hvor Skyggebjerg mødte forfatteren Hans Otto Jørgensen, som opfordrede ham til at fortsætte med at skrive. Som 25-årig flyttede Jacob Skyggebjerg til København. Fra 2008-2013 var Skyggebjerg ad flere omgang indlagt på retspsykiatriske afdelinger på grund af en behandlingsdom. Hans oplevelser med det psykiatriske system resulterede flere år senere i den autofiktive roman ”HJÆLP - Vidnesbyrd fra den danske retsstat, ET JUSTITSMORD” (2018).

Jacob Skyggebjerg debuterede i 2013 med den delvist selvbiografiske roman ”Vor tids helt” på Forlaget Gladiator og har siden skrevet en stribe romaner sideløbende med, at han har udgivet musik som rapperen SKYGG.

I 2020 kunne man i magasinet Atlas læse reportageartiklen ”V for sejr” skrevet af Skyggebjerg, hvor han skildrer sine undercover-oplevelser i Rasmus Paludans Stram Kurs. Ved at melde sig ind i partiet og tage til Rigskongres med de andre medlemmer giver Skyggebjerg i artiklen indblik i en ellers lukket verden.

Jacob Skyggebjerg bor i København.

Vor tids helt

”Hun drak også da jeg var lille, gik og smådrak hele dagen, og på alle billederne fra dengang har hun en øl i hånden (...) Men hun var sjældent fuld (...) Nu kigger hun med et sløret, blævrende blik, mens jeg taler, og jeg tænker på, om hun måske er kommet på piller.”
”Vor tids helt”, s. 42.

Benhård realisme, lyrisk sprogbevidsthed og et overraskende billedsprog præger Jacob Skyggebjergs debutroman fra 2013. Bogen har titlen ”Vor tids helt” og er en autofiktiv historie, der trækker på elementer fra forfatterens eget liv. På forsiden af romanen ses Skyggebjerg selv med machoattitude – guldkæde, joint og provokerende fuckfinger – flankeret af gyldne bogstaver i gotiske typer. Titlen henviser til en roman fra 1839 af den russiske forfatter Mikhail J. Lermontov om antihelten Petjorin.

50843777

Der er tale om en jeg-fortælling i tre kapitler, som skildrer en ung mands rejse fra en hård opvækst i provinsen til samfundets bund i København. Også her er der tale om en form for antihelt-fortælling om en ung mand, som for alt i verden vil væk fra en stillestående provinsby, men som synes at bære sin opvækst med sig. I forgrunden ses forfatterens fortællende alter ego Jacob. Han er vokset op i en familie med tiltagende misbrugsproblemer, har også været forbi en plejefamilie på vejen og har som ung voksen problemer med at finde sin vej blandt korte kærlighedsforhold og midlertidlige boliger, aktivering på en småkagefabrik og undervisning i spansk, drukture og alle slags stoffer: ”Spejlbilledet af mig selv på Torvets Pizza efter et enkelt fix hvid heroin: hvid i hovedet, helt rød under øjnene, som om alt blodet fra mit ansigt har samlet sig der.” (s. 19).

Romanen er fortalt i et højt tempo, hvor den ene anekdote fører til den næste, og det ene billede leder til en ny association. Helt korte udsagn afløses af længere og vildere sætninger. Fortællingen er ikke kronologisk opbygget, men springer fra et nutidsplan til erindringer fra barndommen ude på landet. Fra en henvendelse til en ekskæreste, der betegnes du, til en skildring af den ulykkelige forelskelse i den uopnåelige Carina. Romanen er præget af realisme, kynisme og samfundskritik, men også humor, ironi og poetiske metaforer, som når det f.eks. hedder ”En solsort lander som et stykke kul med sit orange næb på lågen i hegnet rundt om haven og sidder der som et penselstrøg under pæretræets blade.” (s. 43).

Hvad mener du med vi

”- Ja, men vi kan jo ikke alle sammen gå rundt og juble over alting hele tiden, siger Pia. For at kunne føle glæde, skal man også føle sorg. – Jeg skriver jo meget om blod og mord, siger Elsebeth, jeg tror, det gør det lettere for mig at elske livet, jeg går altid og klukler for mig selv.”
”Hvad mener du med vi”, s. 236.

Med sin anden roman bevæger Jacob Skyggebjerg sig væk fra det autofiktive for i stedet at skildre syv meget forskellige kvinder. Romanen ”Hvad mener du med vi” fra 2015 er en slags kollektivroman om syv kvindelige forfattere, der er på skriveophold på en jysk højskole. Romanens karakterer kommer fra hver deres del af det danske samfund, og med skildringen af deres livshistorier og politiske holdninger præsenterer romanen et billede af Danmark.

52095506

I starten af romanen introduceres kvinderne i korte kapitler inden afrejsen til Jylland, ligesom der i slutningen af romanen zoomes ind på hver af de syv skribenter. Romanens midterdel følger i kronologisk rækkefølge en uge på højskolen og består primært af de syv kvinders samtaler, mens de drikker kaffe, spiser middag, mødes på terrassen eller drikker sig fulde. Ydre beskrivelser sættes sammen med lange dialoger eller uddrag af samtaler, ofte med en ironisk distance til personerne. En ironi, som ligeledes er til stede som selvironi hos personerne – som da kvinderne diskuterer politik, og Jette fortæller, at hun altid stemmer på SF: ”Det har jeg altid gjort, det gør vi i min familie. SF, det er det eneste rigtige. Ligesom vi kun kører Fiat. Jeg er Fiat-fan står der på et klistermærke i bagruden af min eksmands bil.” (s. 171).   

Kvinderne skildres i romanen især gennem deres meningstilkendegivelser og sproglige tone. Romanen inddrager desuden skribenternes egne tekster. Hver aften skiftes de syv kvinder til at læse op af deres igangværende arbejde, og hvert tekstuddrag indgår som afsnit i romanen.  

Bogen er fortalt med en realistisk skildring af en genkendelig nutidsvirkelighed, som dog kombineres med opdigtede navne på bl.a. steder og aviser: ”Folkeekspressen og Den Saglige og Læserens. Hun har ikke selv tid til at læse dem, synes hun, men selvfølgelig, det ville også se dejligt korrekt højskoleagtigt ud, hvis hun sad og læste i en af dem, når den første forfatter trådte ind ad døren” (s. 55). 

”Hvad mener du med vi” blev nomineret til DR Romanprisen.

Jalousi

”Noget bliver knust. Der bliver skreget. Naboerne stimler sammen ved døren. Burde man gøre noget? Kan man gøre noget? De er rumpenisser fra Mattisskoven. Så har HP og Samsine slået op, og inden hun er ude ad døren, har de fundet sammen igen.”

”Jalousi”, s. 80.

Jacob Skyggebjergs tredje roman, ”Jalousi” fra 2017, er et fortættet kærligheds- og jalousidrama med få personer og lokaliteter. Der er tale om en kort roman på 143 sider, som er opdelt i to dele, ”Eufori” og ”Dysfori”. Historien udspiller sig omkring to hovedpersoner med de pudsige navne HP og Samsine og skildrer deres kuldsejlede og tragiske kærlighedsforhold.

HP og Samsine møder hinanden ved et busstoppested og falder i snak, drikker øl, går hjem til ham, hører musik og kysser hinanden. Herefter bliver de ”Lady og Vagabonden. Bonnie og Clyde. De hører sammen, han er manden, og hun er kvinden, hun sidder på ryggen af ham, når de er rundt” (s. 15).

53053440

Der er dog fra starten tale om et forhold i ubalance mellem den helt unge, naive Samsine og den noget ældre HP, der ”kender det smadrede liv”. HP beskriver da også sin unge kæreste, som ”en koalaunge, en babymajs, en lille Bic-lighter. Hun er hele tiden der, hvor han er (...) og han kan ikke sige nej til hende” (s. 113). Deres liv er samtidig præget af alkohol og stoffer, og forholdet udvikler sig hurtigt i en destruktiv og voldelig retning. En vold, der blandt andet resulterer i en brækket arm og et skambidt øre. Som titlen indikerer, kommer jalousi også til at spille en væsentlig rolle, da Samsine i en rus af coke er sammen med en anden fyr.

Romanen er skrevet som en tredjepersonsfortælling, der både zoomer helt ud og ser personerne udefra: ”Vi møder dem første gang ved et stoppested” (s. 12) og kommer ind i hovedet på HP med indre synsvinkel. Fortællingen kombineres desuden med en mailkorrespondance mellem de to hovedpersoner, som markeres med en anden skrifttype: ”Det er mig, der er offeret, mig der har siddet og ventet på dig, mens du har kneppet med GUD VED HVEM – er det Martin eller er det din nye venindes fætter – ELLER HVEM ER DET? FORTÆL!” (s. 57).

Desuden indeholder romanen en samfundskritisk skildring af et klasseopdelt samfund, hvor der er stor forskel på mennesker fra den nederste del af samfundet og f.eks. de priviligerede Østerbro-børn, der konverserer på voksensprog og aldrig kommer til at kende ”den bastante sorte sky over hovedet, der kaldes økonomi” (s. 34).

Hjælp

”Der opstår en pingpong med Vagn, og så bryder han også ud i latter. Man sover godt den nat. Og det har man brug for. Man sover sjældent mere end tre-fire timer om natten her. Sengens knirken minder hele tiden en om, at man er her, om uretfærdigheden, det meningsløse.”

”HJÆLP”, s. 91.

En vidnesbyrdberetning, et anklageskrift og en blanding af fiktion og dokumentation. Det er noget af det, som er på spil i den selvbiografiske roman HJÆLP - Vidnesbyrd fra den danske retsstat, ET JUSTITSMORD”, som udkom i 2018. Jacob Skyggebjerg tager i sin roman læseren med ind i en verden, som de færreste kender – retspsykiatrien.

Over knap 300 sider skildrer Skyggebjerg livet som indlagt på psykiatriske afdelinger og langer kraftigt ud efter det psykiatriske system. Baggrunden for romanen er forfatterens egne oplevelser gennem fem år, hvor han efter uoverensstemmelser med en diskoteksdørmand og to politimænd valgte at spille psykisk syg for at undgå en fængselsdom. Det resulterede i en behandlingsdom og det, der fremstilles som et bureaukratisk mareridt med gentagne, meningsløse indlæggelser: ”Så skal vi til det igen. Farvel til den tilværelse, man har skabt ud af asken af den, de brændte sidst. Hvor længe skal der mon gå denne gang, før de slipper en ud? Man håber, man kan slippe for medicinering.” (s. 51).

54008937

De gentagne indlæggelser strukturerer bogen, og under indlæggelserne bliver jeget omtalt med det almene man. Den fremadskridende fortælling sættes desuden sammen med udklip fra hovedpersonens journaler, hvor patienten skildres i systemets sprog. Det bliver en fortælling om mødet med andre indlagte og de ansatte, herunder ”lægerne med deres ubestridelig magt” (s. 59), og en historie om den absurditet og formålsløshed, som ifølge jeg-fortælleren er kendetegnende for hele forløbet. Romanen er både præget af en desperat energi og et monotont præg, der spejler tiden som indlagt.

Skyggebjerg understreger selv, at han ser psykiatrien som et system, der ikke er i stand til at anerkende, at det kan tage fejl, men at bogen ikke skal ses som et egentligt angreb på systemet: ”Det er snarere et forsvar for nogle mennesker, som ellers ikke har en stemme. Både indsatte og ansatte i psykiatrien. Fordi jeg har den position, jeg har, og fordi jeg har oplevet systemet på første hånd, føler jeg mig forpligtet til at fortælle min historie.” (Sebastian Wittrock: Forfatter Jacob Skyggebjerg: ”Det psykiatriske system er samvittighedsløst”. Politiken, 2018-03-13).

Der går min klasselærer

”Langt, langt væk er skole og Løsning og Irma og tredjeklassen, der arbejder med deres opgaver. Han dufter det skyllemiddel, de bruger hjemme i rødstensvillaen, han dufter hendes renhed, håret, alt ved hende er rent og lykkeligt. Skolepigeparfumen!”
”Der går min klasselærer”, s. 49.

Vi er tilbage i provinsbyen Løsning i Jacob Skyggebjergs roman ”Der går min klasselærer” fra 2020. Fortællingen udspiller sig omkring år 2000 og består af to spor. I det første spor møder vi mobbeofret Stig – eller Fiskepik, som han blot kaldes. Stig har hele sin skoletid været nederst i elevhierarkiet, og mobningen synes kun at eskalere: ”Jeg kunne jokke pløkkerne ud af kæften på dig lige nu, Fiskepik! (...) For de fleste handler drillerierne bare om at have det sjovt. For sådan nogle som Kasper Nielsen handler det om at udslette. Der er en uundværlig kriblende nydelse i det – at være en destroyer.” (s. 116). Historien bliver et studie i mobningens nedbrydende væsen og provinsbyens tvivlsomme fællesskab. Det, som i sidste ende bliver dråben, der får bægeret til at flyde over for Stig, er oplevelsen af, at dem, der skulle hjælpe ham, svigter.

47720877

I romanens andet spor møder vi den udbrændte folkeskolelærer Erling, som opsluges af en erotisk besættelse af 9. klasseseleven Mira og ikke mindst hendes duft af ungpigeparfume. Erling keder sig i sit ægteskab, og alting i hans tilværelse synes at være en gentagelse. Med sine perverterede drømme får verden farve igen: ”Drømmerierne trænger ud og bliver en del af den virkelige verden (...) alt får nyt liv, alt kommer til at tage sig anderledes ud i forhold til hinanden.” (s. 71). Romanen bliver en fortælling om sammenstødet mellem drøm og leverpostejfarvet realitet i en kedsommelig provinsby og en skildring af flirten med forbudte følelser. Men sværmerierne synes også at være udtryk for Erlings manglende kontakt med sine egne ønsker og følelser – Miras navn er et anagram over konen Irma, som Erling i romanens slutning genforenes med.

Bogen er bygget op med en prolog, der varsler historien, og en epilog, som afslutter fortællingen. Romanen er fortalt med en ironisk fortællestemme med en skiftevis indlevelse og afstandtagen til sine karakterer og præsenterer et billede af et dansk provinsmiljø, hvor toget ikke stopper ved trinbrættet: ”Der er et billede i avisen af trinbrættet med platformen, man kan se, billetautomaten er blevet vandaliseret – en pink graffiti ned over den røde lakering: Gab, står der.” (s. 205). En by, hvor det både er svært at være en velbegavet elev, en midaldrende folkeskolelærer og et sårbart barn udsat for mobning.

Genrer og tematikker

Digteren Per Højholt skulle efter sigende have udtalt, at man som forfatter ”ikke skal tage af hovedstolen”, det vil sige inddrage sit eget liv og egne oplevelser direkte i sin fiktion. Det er der imidlertid mange forfattere, som på vellykket vis har gjort de seneste årtier. Med det selvbiografiske stof, som Jacob Skyggebjerg trækker på i sit forfatterskab, er han en del af denne tendens til autofiktion i den nyere tids litteratur.

I sine bøger har Skyggebjerg ikke blot trukket på en opvækst præget af svigt i en provinsby i ’det mørke Jylland’. Den behandlingsdom, som satte Skyggebjergs liv på standby i fem år, danner ligeledes udgangspunkt for en delvist selvbiografisk roman i forfatterskabet. Foruden sine romaner med autofiktivt islæt har Skyggebjerg også skrevet et kærligheds- og jalousidrama, en kollektivroman og en roman om mobning og midtlivskrise i provinsen.

Mange ting kombineres i den måde, Jacob Skyggebjerg skriver litteratur på. De ofte ret vilde fortællinger indholder både noget følsomt og brutalt. Realistiske og samfundskritiske skildringer sættes sammen med det ironiske og selvhøjtidelige, men indeholder også en sproglig musikalitet og et til tider poetisk billedsprog. Et gennemgående motiv i forfatterskabet er et Danmarksbillede præget af middelmådighed eksemplificeret ved den lille søvnige provinsby, hvor der ikke er megen plads til hverken kreativitet eller sårbarhed.

Allerede ved udgivelsen af sin debutroman var Jacob Skyggebjerg ligeledes inde på, at han ønsker at beskrive forbrugssamfundet og give de dårligst stillede en stemme. En tematik, som også optræder i Skyggebjergs andre romaner: ”Bogen er et opgør med det samfund, en kritik og en sorg over det, et forsøg på at give denne underklasse en stemme. Det er ikke bare arbejdere i den indiske tekstilindustri, som hver dag må bade i ætsende kemikaler for vores billige T-shirts’ skyld. Hele det kapitalistiske samfund er bygget op omkring, at nogen må yde for at andre kan nyde.” (Kasper Schütt-Jensen: Et barn af treholdsskiftet. Jyllands-Posten, 2013-12-06).

Beslægtede forfatterskaber

Forfatteren Kristian Bang Foss skildrer i sin roman ”Stormen i 99” fra 2010 en gruppe lagerarbejdere. Mens hovedpersonerne i Bang Foss’ roman arbejder på et lager på Amager, er jeg-fortælleren i Jacob Skyggebjergs debutroman ”Vor tids helt” i aktivering på en småkagefabrik. I begge de to bøger er der tale om realistiske fortællinger med udgangspunkt i skæbner fra den nederste del af samfundet. Hos både Bang Foss og Skyggebjerg finder man ligeledes morsomme og ironiske skildringer af dagligdagens absurditeter og tragikomiske scenerier.

Med deres rå realisme og skildringer af skæbner på samfundets bund er Jacob Skyggebjergs værker også blevet sammenlignet med Jakob Ejersbos debutroman ”Nordkraft” fra 2002, som blev filmatiseret af Ole Christian Madsen i 2005. Skildringer af det alment menneskelige i et misbrugsmiljø er noget af det, bøgerne har til fælles. Jonas T. Bengtsson er en tredje forfatter, som er kendt for sine socialrealistiske skildringer af en dansk nutidsvirkelighed i bøger som ”Aminas breve” (2005) og ”Submarino” (2007), som også begge to er omskabt til film.

Flere nyere danske forfattere har, ligesom Skyggebjerg gør det i sin bog ”HJÆLP - Vidnesbyrd fra den danske retsstat, ET JUSTITSMORD”, skildret indlæggelser på psykiatriske afdelinger i deres værker. To eksempler kunne være Bjørn Rasmussens digtsamling ”Ming” fra 2015 og Karen Fastrups roman ”Hungerhjerte” fra 2018.

Bibliografi

Romaner

Skyggebjerg, Jacob:
Vor tids helt. Gladiator, 2013.
Skyggebjerg, Jacob:
Hvad mener du med vi. Gladiator, 2015.
Skyggebjerg, Jacob: Jalousi. Gladiator, 2017.
Skyggebjerg, Jacob: HJÆLP – et vidnesbyrd fra retsstaten, ET JUSTITSMORD. Gladiator, 2018.
Skyggebjerg, Jacob: Der går min klasselærer. Gladiator, 2020.
Skyggebjerg, Jacob:
Inderkredsen. Gladiator, 2021.

Digte

Skyggebjerg, Jacob: Så sådan ser det altså ud, når de helt tunge drenge tester deres produkter på forbrugerne. Forlaget Gladiator, 2020.

Pamflet

Skyggebjerg, Jacob: Vi ses på Mars, når klimaet går amok og lokummet eksploderer. Gladiator, 2018.

Musikudgivelser under kunstnernavnet SKYGG

Født thug, dø thug vol. 1. Født thug, dø thug vol. 1. 2012.
Født Thug, Dø Thug vol. 2. 2013.
Technodreng. 2015.
Megabawl (Greatest Hits 2010-2016). 2016.

Andet af Jacob Skyggebjerg

Skyggebjerg, Jacob: Jeg har indset, at jeg må blive borgerlig. Kronik i Politiken, 2015-05-23.
Skyggebjerg, Jacob: V for sejr. Reportageartikel om Stram Kurs. Magasinet Atlas, 2020-04-09.

Om forfatterskabet

Web

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jacob Skyggebjerg