Jacob Skyggebjerg

Der skulle en roman til, før den dengang 29-årige Jacob Skyggebjerg fik taletid. Man må konstatere, at en platform som undergrundsrapper slet ikke er en platform og omvendt, at en papirbog på 250 sider åbenbart er. Så meget, at Skyggebjerg i dag optræder som mere eller mindre fast og helt og aldeles provokerende debatskribent i Politiken, har været inviteret i Clement Kjærsgaards debatprogram ”Debatten” på DR2 under overskriften ”Fattigdom i Danmark” og vigtigst her: har udgivet yderligere to romaner. Skyggebjerg er en omvandrende afvisning af den floskel, at litteraturens aura af vigtighed skulle høre fortiden til.

Det, medielogikken finder interessant ved forfatteren Skyggebjerg, er den tilsyneladende autentiske, rå stemme fra Underdanmark. Skyggebjerg bliver rammesat som sandhedsvidne fra en nådesløs opvækst og spildt ungdom midt i det, vi troede var velfærdsstatens trygge rammer. Forfatteren Skyggebjerg skriver imidlertid litteratur, der også er interessant, fordi den tager farve fra rapperen Jacob Skyggebjerg (med aliasset Skygg), og det distancerer ham fra andre forfatterstemmer. Som rapper (se bl.a. musikportalerne bandcamp og soundcloud) optegner Skyggebjerg et univers, hvor ”polyester-joggingbukser” er uniformen, og grundloven lyder: ”Fisse, weed og piller, det er det eneste der tæller”. Det er denne hormonpumpede og attitudefikserede men generøst udfoldede verden, forfatteren bringer til romanen. Med den følger en særegen sproglig fremdrift, der også hænger ved, når forfatteren interviewes og f.eks. kan forsikre en journalist om, at han skam ”bruger 200 kroner af sin kontanthjælp om ugen på hash” (Jannie Schjødt Kold: Hævnen over Jylland. Information, 2013-11-29) eller at han sagtens kan ”vise, hvor latterligt det danske folk i bund og grund er” (Mikkel Thulstrup Neilsen: Jeg er færdig med at være vred. Politiken, 2017-04-07).

Modet til at lave dette overløb fra hiphop til litteratur har Skyggebjerg fået to steder fra: Dels i en negativ forstand igennem en kuldsejlet opvækst og uddannelsesforløb med evige præciseringer af at være afmarcheret. Dels i en positiv forstand gennem mødet med forfatter, højskolelærer og nu forlægger Hans Otto Jørgensen. Trangen til oprør mod og hævn over et forfærdeligt liv samt det lille anerkendende rygstød fra en etableret skrivekapacitet var dét, der fik Skyggebjerg til at tro på, at den virkelighed han skriver om, og den slagfærdige måde han skriver om den på, bringer noget væsentligt til fadet – eller som han selv forklarer i et tidligt interview: ”Jeg kunne ikke skrive om en eller anden sørøver-detektiv, som er ude med en veninde for at opklare mord. Det ville ikke have nogen værdi.” (Lena Masri: Der er ikke nogen lykkelig slutning. Berlingske Tidende, 2013-12-20).
I romanen ”Hvad mener du med vi” (2015) har Skyggebjerg skiftet gear og holder sig i rammefortællingens form ikke tilbage for særdeles kulørte, opdigtede, ja, sørøverhistorier, mens der i romanen ”Jalousi” (2017) er tale om en revideret tilbagevenden til den første romans autenticitetsopmærkede kampplads.

Med sin tredje roman ”Jalousi” (2017) stiger Jacob Skyggebjerg atter ned på den sociale bund, som den første roman opererede på. Men der er foretaget et narrativt skifte fra første til tredje person (og en ikke-tilstedeværende fortæller), hvilket distancerer det fortalte fra både forfatteren og fortælleren. Set i det perspektiv angler denne roman ikke ligeså insisterende efter autenticitet, som tilfældet var i ”Vor tids helt”. Enkelte steder varieres fortællelejet med et ikke nærmere defineret men alligevel indforstået ”vi”, ”Vi møder dem første gang ...” kan det f.eks. lyde. Disse sporadisk forekommende læser-henvendelser (er det vel sagtens?) kunne vi godt anskue som en hilsen til den forrige roman ”Hvad mener du med vi” og dens kollektivform.

”Jalousi” følger en umulig kærlighed mellem de to forhutlede, subsistensløse og dysfunktionelle (men ikke desto mindre livskraftige) karakterer med de påfaldende navne HP (mand) og Samsine (kvinde). Centrum er en sekvens af cokeinducerede begivenheder omkring HP’s 30-års fødselsdag, som skal vise sig at være fatale for parforholdet.

53053440

Historien er fortalt baglæns som en krimi, således at vi fra første side ved, hvor det ender, men ikke hvordan det er endt der. Dette forhold iværksættes gennem en serie optrykte e-mails, der er flettet ind i den fortløbende historie. Den iltert nedskrevne mailkorrespondance udveksler verbale angreb mellem HP og Samsine, og det hele foregår minut for minut dagen derpå.

Historien frem til disse e-mails udreder i en slags slumromantik kærlighedens pludselige opblomstring og det befriende ved at stå sammen mod en åndssvag og bedsteborgerlig omverden men også de tiltagende tegn på parforholdets erodering. HP og Samsine er ret beset to irriterende og frastødende hustlere på kanten af samfundet. De spiser rester på McDonald’s, ryger cigaretter, stjæler i Netto og snyder med busbilletten. Imidlertid optræder fortællingen med en på én gang blasert og stolt arrogance som hovedpersonernes protegé, og den er over lange stræk ligeså øretæveindbydende ugidelig, normafvigende, uproduktiv og bedrevidende som hovedpersonerne.

Romanen ”Hjælp - ­Vidnesbyrd fra den danske retsstat, ET JUSTITSMORD” (2018) fortsætter i det spor, Jacob Skyggebjerg satte i debutbogen ”Vor tids helt”. Den nye bog er et renere selvbiografisk værk, der fortæller den voldsomme historie om forfatterens voldsdom fra 2008 og efterfølgende tvangsbehandling i psykiatrien.

”Alt, hvad der skildres, er sandt”, lyder det indledningsvist i det karakteristisk storskrydende stemmeleje, hvilket slår tonen an i forhold til bogens ærinde udi antipsykiatri: Sand modhistorie til rets- og behandlingsvæsenets falske narrativ.

Bogen fortæller ”Jacobs” historie fra en fatal bytur i Vejle over domsfældelse og tvangsindlæggelser til dommens udløb. Det er grum og urovækkende læsning om en hverdag med bæltefiksering, gennemsigtige plastikskjolde, tvangspsykofarmaka og afhentning i håndjern.

54008937

Der sker en gradvis instrumentalisering, hvor ”jeg” bliver til ”man” og den totale udradering af integritet i journalernes karakteristiske lægejargon: ”pt.”. ”Man” kæmper indædt imod, hvad der fremstilles som et uretfærdigt og moralsk anløbent system. ”Lægen er ligeglad med virkeligheden”, som det hedder, ”kun den af fodsoldater bearbejdede virkelighed, der står at læse i journalen, interesserer den sig for” (s. 106).

Fortællingen fremstår som en collage af beretning fortalt af hovedpersonen selv og optryk af, hvad der angiveligt er autentiske journalopslag fra forfatterens egne indlæggelser. Dertil bringes flashbacks til idyl før dommen. Patientens harmdirrende og forurettede udlægning stemmer aldrig overens med fagpersonalets modsvarende passive og registrerende udlægning. Journalbiddernes kulde og beretningens hede er en stærk kontrast, der tydeligvis er sat i verden for at udpege de uduelige ”fodsoldater”, som hovedpersonen konsekvent kalder personalet på institutionerne.

Skyggebjerg skriver med ild i røven. Det forfærdelige er også sjovt, og der er udtalt præference for muskuløse action-verber som stanger, æder, dapper, dasker. Den stærkt kværulerende tone i beretningen ønsker ikke at overbevise, men vil til gengæld fræse af sted og skælde ud. I sin egen selvforståelse er ”man” en rask blandt syge, en klarsynet blandt tåber, og problemet er ikke de udslagsgivne begivenheder, men at ”man” overhovedet er dømt og indespærret. ”HJÆLP” bruger undertitlen ”justitsmord”, mens journalen taler om ”pt.’s” omgang med ”privat logik”.

I Jacob Skyggebjergs forfatterskab fremstilles dannelse som ond ensretning og ideologisk kupering af ungdommen. Hverken ”Jacob” i ”Vor tids helt” eller ”HP” i ”Jalousi” udvikler sig til det bedre, men vedbliver at være tvære og forladte. Hvis vi anskuer Skyggebjergs tre romaner som eksempler på en romanform, der på hver sin måde hverken kan eller vil holde sammen på ét fortløbende plot, så hænger form og indhold nydeligt sammen. Den ideologikritik, der ligger i især første og tredje romans utrættelige påpegning af systemets, kapitalismens, velfærdsstatens, socialdemokratismens venlige kynisme spejles i en formel kritik af romangenren: Ligesom Staten nok kan trække ”Jacob” til uddannelsesinstitutionen og anvise ”HP” en lejebolig men ikke tvinge dem til at indordnet sig, kan Romanen nok sætte rammerne, men ikke tvinge budskabet i én bestemt ekspliciteret retning. I hvert fald ikke hos Skyggebjerg.
Jacob Skyggebjerg er ikke bleg for at fremture med anarkistiske paroler i interviews og debatindlæg. Man må forestille sig, at Skyggebjerg har et fast tag i begge skuldre på Jyllands-Postens udsendte, idet den interviewede rusker intervieweren: ”Jeg nægter at være en del af forbrugssamfundet. Det er det, min bog handler om. ”Vor tids helt” er manden, som forsøger at bryde med vanetænkningen. Han vil ikke tvangsindlægges til fabriksarbejde for at kunne købe den Playstation 4, som alle er blevet enige om at længes efter. Lad os få bilerne ud af byerne, lad os skrue ned for forbruget af luksusvarer. Hvad får vi ud af det? Andet end stress?” (Kasper Schütt-Jensen: Et barn af treholdsskiftet. Jyllands-Posten, 2013-06-12).
For hundrede år siden i den russiske avantgarde var idealet for kunst agitprop, altså agiterende propaganda. Hos Skyggebjerg genfinder vi denne naive, nuvel, men også energiladede og saftspændte pejling mod at lade litteraturen være noget, sige noget, gøre noget, hvorfor rollen som samfundsdebattør, som mange andre forfattere forsværger, ikke ligger Skyggebjerg fjern. Om raplingo, revolutionsromantik og outsideridyl er svaret på finanskrise, stressepidemi og global opvarmning er måske tvivlsomt, men at Skyggebjergs romanprosa farer derudad er stensikkert.

På forsiden af ”Vor tids helt” poserer Jacob Skyggebjerg med bar overkrop, tyk guldkæde, fuckfinger og joint. En pistol sidder i spænd mellem posede underbukser og en lavt hængende bukselinning. På et berømt portræt af hiphopikonet Tupac Shakur poserer gangsterrapperen med bar overkrop, tyk guldkæde, fuckfinger, joint og pistol i spænd mellem posede underbukser og en lavt hængende bukselinning. Identifikationen er tydelig og tilsyneladende oprigtigt ment.

Afstanden mellem Horsens og Los Angeles kan ellers synes lang og udklædningen som sort west-coastrapper tendentiøs, men hvis Tupac (eller fiksere: 2Pac) definerede en generations opstand mod racisme og social uretfærdighed i 1990’ernes USA, så kan vi for min skyld godt lade Skyggebjerg tegne et minioprør  (uden sammenligning i øvrigt) mod velfærdsstaten i 2000’ernes Danmark. En karakteristisk selvhævdende bar hos Tupac, hvor ”thug” (lømmel, gangster) rimer på ”slug” (projektil), kan lyde: ”I ain't going down, fuck the world I'm a thug/ Tell 'em can't nothing stop me but a slug” (Tupac Shakur: Enemies with me, 1997). Tonen, energiniveauet og attituden genkender man hos Skyggebjerg.

Skyggebjergs outsiderromantik er desuden hentet hos amerikanske forfattere som Jack Kerouac og Charles Bukowski og deres vilde prosa. Hos især Kerouac finder vi tillige et formelt forbillede for Skyggebjerg, der i stilistisk forstand er on the road i de lange kæder af associationsspring, der præger stilen. I dansk kontekst er det oplagt at pege på Lars Frosts frembusende og vrede men samtidig sirlige spundne prosa som et tilsvarende formelt forbillede. Sammenfaldet med Yahya Hassan springer i øjnene helt af sig selv, men vel at mærke kun i en indholdsbestemt forstand. Nok opnår Skyggebjerg autenticitet gennem tillempede autofiktive greb, der svarer til Hassans: De har begge (angiveligt) været der selv. Men hvor Hassan skriver en fortællende lyrik, skriver Skyggebjerg en lyrisk (rapformateret) fortælling.

Hvis vi godtager, at ”Vor tids helt” og ”Jalousi” fungerer som rapport fra underklassen, så er Jakob Ejersbo og Aalborg-romanen ”Nordkraft” (2002) tillige en oplagt reference. Kigger vi på ambitionen om at lade marginaliserede samfundsområder komme til orde, så kunne f.eks. Helle Helle og Kristian Bang Foss nævnes, men i disse tilfælde skrives der ikke på samme påstand om autenticitet. Hos Skyggebjerg er litteraturen ikke på poleret antropologisk besøg nede hos hundene. Den er en beskidt møgkøter.