”Han havde forventet en anden person, en legeonkel og afdæmpet digtertype med en forsigtig røst, der strejfer hen over ordene, og jeg er alt andet end det. Jeg har hverken vest eller hornbriller, fløjlsbukser, blåstribet skjorte eller alpehue. Derfor flytter jeg. Væk fra hans aggressive renlighedsopdragelse af børnene og væk fra hans kæreste, der ligner Johanne Schmidt-Nielsen, lige så nuttet og tykkindet og ærkegod.”
”Vor tids helt”, s. 209.
Der skulle en roman til, før den dengang 29-årige Jacob Skyggebjerg fik taletid. Man må konstatere, at en platform som undergrundsrapper slet ikke er en platform og omvendt, at en papirbog på 250 sider åbenbart er. Så meget, at Skyggebjerg i dag optræder som mere eller mindre fast og helt og aldeles provokerende debatskribent i Politiken, har været inviteret i Clement Kjærsgaards debatprogram ”Debatten” på DR2 under overskriften ”Fattigdom i Danmark” og vigtigst her: har udgivet yderligere to romaner. Skyggebjerg er en omvandrende afvisning af den floskel, at litteraturens aura af vigtighed skulle høre fortiden til.
Det, medielogikken finder interessant ved forfatteren Skyggebjerg, er den tilsyneladende autentiske, rå stemme fra Underdanmark. Skyggebjerg bliver rammesat som sandhedsvidne fra en nådesløs opvækst og spildt ungdom midt i det, vi troede var velfærdsstatens trygge rammer. Forfatteren Skyggebjerg skriver imidlertid litteratur, der også er interessant, fordi den tager farve fra rapperen Jacob Skyggebjerg (med aliasset Skygg), og det distancerer ham fra andre forfatterstemmer. Som rapper (se bl.a. musikportalerne bandcamp og soundcloud) optegner Skyggebjerg et univers, hvor ”polyester-joggingbukser” er uniformen, og grundloven lyder: ”Fisse, weed og piller, det er det eneste der tæller”. Det er denne hormonpumpede og attitudefikserede men generøst udfoldede verden, forfatteren bringer til romanen. Med den følger en særegen sproglig fremdrift, der også hænger ved, når forfatteren interviewes og f.eks. kan forsikre en journalist om, at han skam ”bruger 200 kroner af sin kontanthjælp om ugen på hash” (Jannie Schjødt Kold: Hævnen over Jylland. Information, 2013-11-29) eller at han sagtens kan ”vise, hvor latterligt det danske folk i bund og grund er” (Mikkel Thulstrup Neilsen: Jeg er færdig med at være vred. Politiken, 2017-04-07).
Modet til at lave dette overløb fra hiphop til litteratur har Skyggebjerg fået to steder fra: Dels i en negativ forstand igennem en kuldsejlet opvækst og uddannelsesforløb med evige præciseringer af at være afmarcheret. Dels i en positiv forstand gennem mødet med forfatter, højskolelærer og nu forlægger Hans Otto Jørgensen. Trangen til oprør mod og hævn over et forfærdeligt liv samt det lille anerkendende rygstød fra en etableret skrivekapacitet var dét, der fik Skyggebjerg til at tro på, at den virkelighed han skriver om, og den slagfærdige måde han skriver om den på, bringer noget væsentligt til fadet – eller som han selv forklarer i et tidligt interview: ”Jeg kunne ikke skrive om en eller anden sørøver-detektiv, som er ude med en veninde for at opklare mord. Det ville ikke have nogen værdi.” (Lena Masri: Der er ikke nogen lykkelig slutning. Berlingske Tidende, 2013-12-20).
I romanen ”Hvad mener du med vi” (2015) har Skyggebjerg skiftet gear og holder sig i rammefortællingens form ikke tilbage for særdeles kulørte, opdigtede, ja, sørøverhistorier, mens der i romanen ”Jalousi” (2017) er tale om en revideret tilbagevenden til den første romans autenticitetsopmærkede kampplads.
