Ingen ved med sikkerhed, hvem der har skrevet sagaen om Egil Skallagrimsson, men gennem historien har bl.a. N.F.S. Grundtvig gættet på, at det meget vel kunne have været Sturluson. Dette skyldes, at ”Egils saga” har flere stilistiske ligheder med de tekster, man ved, at Sturluson har skrevet.
Af alle de islandske sagaer er sagaen om Egil Skallegrimson en af de mest læste og vellidte. Den begynder med fortællingen om Egils forfædre. De udvandrer fra Norge til Island, hvor Egil bliver født omkring år 901. Egil er allerede som dreng stærk og ustyrlig. Ved et legestævne slår han sin kammerat ihjel med en økse, og i det hele taget er han en karakter, der har svært ved at styre sine kræfter og sit temperament. Hans far kan ikke kontrollere ham. Det samme gælder for broren Thorolf, der derfor ikke er glad for at skulle tage Egil med på vikingetogt. I Norge rager Egil uklar med kongefamilien, og efter et blodigt slag i England, hvor Thorolf falder i kamp, gifter Egil sig med Thorolfs enke. De får flere børn, og Egil bliver høvding i Island.
Allerede fra barnsben er Egil en dygtig skjald, men hans mest berømte kvad er det, han skriver til sine egne børn. Da hans ene søn dør af sygdom og en anden derefter drukner, låser Egil sig inde. Først da datteren Thorgerd får lokket ham til at digte et hyldestkvad om sit tab, slipper han depressionen. Kvadene i ”Egils saga” regnes for nogle af de ypperste eksempler på islandsk middelalderpoesi. Egils skjaldedigte er fyldt med følelser, billedsprog og kompleks syntaks, hvorimod sagaens prosa er kortfattet og uden brug af adjektiver. Karakterernes heltemod, styrke og temperament vises i stedet gennem deres handlinger, som når Egil stædigt nægter at tage et nej for et nej og opsøger sine værste fjender på trods af deres trusler. Uagtet sin ukuelige kampgejst lever Egil, til han er over firs. Hans sidste bedrift er at skjule sine kister med engelske sølvmønter et hemmeligt sted i den islandske natur, på samme måde som hans fader også gemte sine skatte for ham.