Det, der kendetegner sagaen som genre, er, at den er baseret på mundtligt overleverede fortællinger. Derfor er sagaerne ofte skrevet i et sprog, der minder om talesprog. I 1100-1200-tallet begyndte man at nedskrive de dramatiske historier om helte og skurke fra landnamstiden. Landnamstiden kalder man perioden omkring år 900, hvor de første mennesker bosatte sig på Island.
Der findes forskellige grene inden for sagagenren. Kongesagaerne er særlige ved, at de omhandler virkelige konger og minder om de latinske krøniker, hvori man i kronologisk rækkefølge oplistede de historiske personer og begivenheder. Sturlusons ”Heimskringla” er en typisk kongesaga, da den omhandler de norske konger ved navns nævnelse fra Halfdan Svarte til Magnus Erlingsson.
I forlængelse af sagaernes fokus på ære, hævn og slægtsfejder er døden et væsentligt tema i ”Egils saga”. Ifølge den nordiske tro er det kun dem, der dør på slagmarken, som kan komme til Valhal. Det rammer Egil hårdt, da to af hans sønner skal ende deres dage i Hel, og kun skjaldedigtningen kan løsrive ham fra sorgen. Selv dør Egil af sygdom. Han bliver lagt i en gravhøj, men bliver siden flyttet til en kirkegård af sine kristne efterkommere. Det er blot et af mange eksempler på, hvordan sagaerne afspejler den brydningstid, de er nedskrevet i. Her udviklede troen i Norden sig fra polyteisme, hvor man troede på mange nordiske guder til den monoteistiske kristendom, hvor der kun er én gud.
De islandske gude- og heltedigte kaldes eddadigte. Man skelner normalt mellem ”Den yngre Edda”, som er Snorris Edda og ”Den ældre Edda”, som også kaldes ”Den poetiske Edda”. ”Edda betyder blandt andet oldemor, men om det er den betydning, titlen spiller på, er usikkert. I hvert fald var ordet edda allerede i middelalderen en generel betegnelse for digtningens regler. (…) De to eddaer er hver især udtryk for en markant interesse blandt de islandske lærde i middelalderen for den førkristne, mundtlige litteratur.” (Snorri Sturluson: Edda. Gyldendal, 2012. S. 11).