”Heimskringla” er en samling af 17 kongesagaer fordelt på tre bind. Hver saga udgør et kapitel i den sammenhængende historie om rækken af skiftende norske konger i vikingetiden og den tidlige middelalder. Første bind strækker sig fra 839 til år 1000, hvor kristendommen indføres i Norge. Bind 2 består af den lange ”Olaf den Helliges saga”, mens 3. bind er sagaer om kongerne efter Olaf den Hellige og frem til 1177.
Titlen betyder Jordens kreds. Jorden, hvor sagaerne udspiller sig, beskrives i udførlige geografiske detaljer med oplysninger om verdenshave, bjergkæder og floder. Samtidig indledes sagaerne med en mytisk fortælling om herskeren Odin, der med sine overnaturlige evner kan tage form som en fugl eller folde sit skib sammen som en dug. Herfra skildres det, hvordan kongerne på skift går i krig, drager på vikingetogter og holder store gilder. Håkon den Gode får sit tilnavn, da han er vellidt af bønderne. Men han er kristen og ønsker at omvende nordmændene. Til trods for at Håkon den Gode går forsigtigt til værks, mislykkes hans mission.
Harald Hårfager, hvis hår havde været langt og uglet, i alle de år han havde kæmpet for at erobre og samle Norge, fik først som en moden mand klippet og redt sit smukke, tykke hår. Det gav ham tilnavnet hårfager og er et eksempel på, hvordan Sturluson med få, udvalgte detaljer beskriver, hvad der kendetegner de respektive konger.
Flere afsnit i ”Heimskringla” består af kongefamiliens slægtstavler. Det nævnes, hvem der bliver gift med hvem, hvor mange børn de får, og hvad de hedder. Derudover brydes prosaen af forskellige kvad, der på digtform f.eks. hylder en særlig gavmild Jarl eller opsummerer udfaldet af et drabeligt slag. I sin fortale til sagaerne pointerer Sturluson vigtigheden af de indlagte kvad, og konkluderer ”Men dog er efter min Mening K v a d e n e det, der mindst gaar af Led, er de kun kvædet ret og tolket med Skønsomhed.” (Snorri Sturluson: Heimskringla. Gyldendal, 1948. S. 48).
Både N.F.S. Grundtvig og Johannes V. Jensen har oversat Sturlusons kongesagaer til dansk. Oprindeligt blev de nedskrevet på norrønt, som oldislandsk også kaldes, på den måde, at Sturluson dikterede de blodige, forviklede magtintriger for sine skrivere, på baggrund af alle de sagaer og kvad han kendte og havde læst.