Snorris ”Edda” er både en form for lærebog for 1200-tallets poeter og en genfortælling af de største myter fra den nordiske mytologi. Værket består af de fire dele: en fortale, Gylfis blændværk, Det digteriske sprog og Verslisten. Fortalen er et sammenhængende prosastykke, hvori det berettes, hvordan Gud skabte himlen, jorden, Adam og Eva. Denne introduktion har til formål at placere de nordiske guder i en kristen kontekst. Efter en kort opsummering af den kristne skabelsesberetning beskrives jordens tre kontinenter, verdens sprog og de største konger. Én af dem var Odin, der rejste rundt i Norden og lod sine sønner herske over de områder, han passerede. På den måde fik Odin spredt sin slægt i Danmark, Norge og Sverige.
29859655
Gylfis blændværk er en rammefortælling, der er inddelt i 54 afsnit. En svensk konge ved navn Gylfi er nysgerrig efter at vide mere om aserne, dvs. guderne. Han forvandler sig til en gammel mand ved navn Gangleri og får adgang til Valhal. Her udspørger han de tre høvdinger Høj, Jævnhøj og Tredje om Odin, Tor, Balders død, Lokes ugerninger, vejret, årstiderne og jordens undergang, som kaldes ragnarok. Gennem dialoger, hvor Gangleri spørger, og høvdingerne svarer, udfoldes den nordiske mytologi. Og når høvdingerne f.eks. skal redegøre for, hvad Odins hær i Valhalla laver, når de ikke drikker, henviser de til kvad og underbygger derved deres pointer med digte.
Eddaens sidste to dele handler åbenlyst om digtekunsten. Heri forklares bl.a. det særlige ved skjaldenes sprogbrug. De kan f.eks. erstatte navne og betegnelser med de såkaldte kenninger. En kenning er en form for billedsprog, hvor man omskriver et ord til et mere poetisk, sprogligt billede. Eksempelvis kan ordet ”digtning” varieres med kenningerne ”asernes mjød”, ”Odins gave” og ”dværgenes skib”. Disse betegnelser udspringer af myten om digtningens oprindelse, hvor de to dværge Fjalar og Galar dræbte en meget klog mand, blandede hans blod op med honning og således fik en særlig mjød. Alle, der drak af denne mjød, blev skjalde. Dværgene tog mjøden med ud på et skib på havet og ad omveje havnede drikken hos Odin. ”Derfor kalder vi digtningen for Odins fangst, hans fund, drik og gave og asernes drik.” (Snorri Sturluson: Edda. Gyldendal, 2012. S. 96).