Baggrund

Citat
”– Åbn din taske, siger hun til Spot. Spot kigger uforstående på hende. – Gør det nu. Spot åbner sin taske, Pim stikker hånden ned i kurven, fisker en Luger op fra de våde badedragter og håndklæder og lægger den over i Spots taske. – Afsted med jer. Hurtigt. Vi ses udenfor Park om to.”
”Snebær”, s. 74.

Mette Sø er født i København i november 1968 og opvokset på Østerbro, ”dengang hvor de fleste boede til leje, de færreste havde bad, man legede på gaden og alle børn delte værelse med deres søskende” (Anne Vindum: Interview med Mette Sø. Oktober 2013). På 75 m² boede hun med sine forældre, to søskende, en hund og en kat, mens hendes mormor og morfar var nærmeste nabo.

Mette Sø har taget en eksportuddannelse, men ”kan ikke huske hvad den hedder, for den er aldrig blevet brugt til noget”, som hun selv siger det. Under uddannelsen fik hun arbejde på et reklamebureau, og de næste femten år arbejdede hun inden for den branche. I dag arbejder hun som forfatter og som freelanceresearcher på film- og tv-serier.

Allerede som barn havde hun et tæt forhold til litteraturen. Hendes morfar var ansat på forlaget Hasselbalch, og når han kom op af trappen om aftenen, håbede hun altid, at han havde en ny bog med til hende. Hun tilbragte lange eftermiddage på biblioteket og blev suget ind i historierne: ”Jeg tænkte tit, at det måtte være helt vidunderligt at skrive en bog. Det stod for mig som en opdagelsesrejse. Men skulle jeg skrive, skulle det være under et andet navn, alt andet ville være for pinligt. Den pinagtighed holdt ved langt op i tyverne og det var først, da længslen efter at skrive og udtrykke mig blev større end det pinlige, at jeg kastede mig ud i det.” (Anne Vindum: Interview med Mette Sø. Oktober 2013).

Hun kastede sig ud i det, og debuterede i 2010 med romanen ”Petit Petit”, der i 2012 blev efterfulgt af ”I en snæver vending”. I 2013 udkom ”Snebær” om tre kvindelige sabotører i krigens sidste år i København, og i 2015 ”fordi at” om en skovhugger ved navn Kanel.

Da Mette Sø var 12-13 år, fik hun Marge Piercys ”Kvinde ved tidens rand” af sin mor og blev meget berørt af den. Uden helt at forstå det kønspolitiske i bogen, kunne hun mærke, at her var en forfatter med en holdning og en blik: ”Og jeg lærte, hvad litteratur og kunst er for mig; en helt unik chance for at se og forstå andre måder at være i verden på, at se verden på – og det at se verden gennem et andet menneskes blik kaster lys tilbage på min, bevidste eller ubevidste, måde at være i verden på. Jeg tænkte rigtigt som barn – det er en opdagelsesrejse at skrive en roman – det er at gå ind i parallelunivers, som jeg både skaber, men som også på en sær måde kun venter på at blive fundet.” (Eget interview, oktober 2013).