fordi at

Citat
”Tallerkenen med halverede beigefarvede boller smurt med smør stiller hun på postkassen. ’De er bagt med smør. Det må vi godt engang i mellem.’
Hendes vi forvirrer mig. Er boller med smør rationeret her i byen? Borgmesteren har slået i bordet, nu skal der strammes op, fra dags dato må smørbolleri kun forekomme engang imellem. Eller mener hun inden for sin egen familie? Har de en bolleregel? Eller er det os hun mener, hende og mig? Har hun smørangst?”
”fordi at”, s. 109.

Kanel er skovhugger og sendt til Vendsyssel for at rydde op i skoven efter en voldsom storm. Hendes møde med nordjyske lokalbefolkning og livet i udkanten er anslag i Mette Søs fjerde roman ”fordi at” fra 2015.

Første dag i skoven laver jegfortælleren Kanel en – forstår man – meget sjælden fejl. Hun rammer et flagermusebo i et træ, så flagermuseblodet sprøjter ud over hende, og motorsaven strejfer hendes lår. Herefter begynder hun at få stød og mærkelige syner, når hun rører ved andre, og det er, som om en større magt har indtaget hendes krop. Skoven har taget bolig i hende, og romanen strækker det realistiske univers til også at omfavne det overnaturlige.

Den indadvendte enspændertype Kanel er ikke meget for at indgå i de sociale sammenhænge, som arbejdslivet og de velmenende nordjyder tilbyder. På opfordring siger hun dog ja til at forlænge sit ophold, da hun ikke har travlt med at komme hjem til København og kæresten William, som ikke er så meget kæreste mere.

51722094

Hendes kollega i skoven, Larsen, tilbyder hende logi på sin lillesøsters værelse, og Kanel indvilger lidt modvilligt. Det bliver dog et elskeligt møde med forældrene Mamsi og Daddy Larsen, der altid har øl på køl og en frikadelle til madpakken.

Langsomt falder Kanel ind i rytmerne i det nordjyske. Hun er med til fest og tillægger sig forsøgsvis et w i sin udtale, men er hele tiden fanget mellem her og der: mellem tanker om William og et påtrængende fysisk begær efter skovchefen Sørensen, mellem det frie liv i skoven og de sociale relationer uden for skoven.

Den lille roman er skrevet med enorm humor og kærlighed til karaktererne, og der er en rørende følsomhed gemt under skovhuggerjargonen. De holder af hinanden, og den følelsesmæssigt frustrerede Kanel tiltrækker deres sympati som en sukkerknald en bi. Karaktertegningen er sympatisk og præcis med Mette Søs rammende beskrivelser af tanker og handlinger. Glæden ved skovarbejdet smitter, og det er beskrevet indgående med faglige udtryk og respekt for skønheden i det gode håndværk.

Med skoven som afsæt godtager man de overnaturlige elementer i romanen samt den overtro, der hersker. Der er mere mellem himmel og jord end træernes himmelstræben, og selv den forbeholdne københavner må overgive sig til det, der er større. Hvilket i sidste ende også indbefatter kærligheden.