I 2012 udkom Mette Søs anden roman, ”I en snæver vending”, der handler om Betty, der tit sidder inde i sit entréskab. Der sætter hun sig ind, når verden bliver for påtrængende og uoverskuelig, og det gør den ofte i den periode af Bettys liv, der er beskrevet i romanen.
Betty lever af at sælge kunstigt brugte underbukser til kunder over hele verden og bruger derudover tid på at se amerikanske tv-serier og være sammen med sin veninde Jasmin oppe på fjerde og sin bror Bastian. Deres mor ringer jævnligt og klager over sit helbred, og der går en del både tid og tankevirksomhed med at holde hende stangen. Indtil hun en dag dør – på Bettys fødselsdag – og familiehemmelighederne vælter ud af skabet. Der skal åbenbart lig på bordet, før kortene lægges frem.
29399506
Gennem de mange serier, Betty ser, henter hun både fiktive karakterer til sin trusseforretning og levesætninger til sit eget liv, og i det hele taget er der ikke noget tydeligt skel mellem fiktion og virkelighed for Betty. Udover Jasmin og Bastian optræder moderens hjælpsomme underbo Svendsen, der ved mere om familien end Betty og Bastian selv, og den rare bedemand Rasmus, der også hjælper til med at opklare familiens fordækte historie. Endelig har Betty en belgisk elsker, der dukker op med chokolade og hotelmøder, når logistikken tillader det.
Titlens ”I en snæver vending” optræder flere steder i bogen i situationer, hvor Betty mister overblikket og føler sig truet. Her er indsat tekster om, hvordan man skal agere, hvis man møder en bjørn, en elg, en slange, en haj eller en flodhest. Der er tips til, hvordan man overlever i en snæver vending.
Romanen veksler mellem at have Betty som første og tredjepersonsfortæller, og det hele er fortalt fra hendes perspektiv. Hun opfører sig ofte som et lille barn, selvom hun er tæt på de 30, og hun ved det godt selv. Hun ved også godt at man selv bestemmer sig for om man bliver bitter, og det er et af romanen – og forfatterskabets – temaer: hvordan man tackler den modgang og de urimeligheder, man møder i livet. Det er op til en selv, om man bliver urimelig og vred, eller om man tager sin skæbne på sig og åbner sig for sin livsbane og sin fortid. Betty accepterer kun nødtvungent sin skæbne og sin historie, men overgiver sig efterhånden til den – rodet og hullet som den er.