Mette Søs debutroman ”Petit Petit” fra 2010 handler om den kvindelige jeg-fortæller Petit, der er professionel cykelrytter. Hun har længe været hjælperytter på et etableret cykelhold, men mener selv, at hun er klar til at blive kaptajn på holdet. Sportsdirektøren er dog fast besluttet på at beholde den smukke miss Starr som stjerne på holdet. I årets Tour er det Petits opgave at hjælpe Starr til hendes fjerde Tour-sejr.
I 47 korte kapitler fortæller Petit om livet som cykelrytter, om de rutineprægede dage med hotelovernatninger, træningsture, kulhydratdiæter og den stadige kamp om at blive holdets stjerne. Petit og Starr deler hotelværelse, og de drives af lige dele konkurrence og kærlighed til hinanden. Udover den korte prolog foregår romanen under Touren, hvor Petit martres af en større og større tvivl om, hvad hun egentlig laver og for hvis skyld.
28289197
En nat cykler hun ned til havet og bader, og da hun nøgen træder op på badebroen, bliver hun foreviget af en pressefotograf fra den franske sportsavis L’Equipe. Næste morgen er hun på forsiden, smuk og nøgen og til Sportsdirektørens store fortrydelse. Det bliver startskud til en fingeret forelskelse i fotografen Pascal og en dramatisk afhopper fra løbet. Hun stikker af fra ræset og finder sig selv i en hotelseng med tømmermænd og uden en krone på lommen. Herfra kan hun begynde forfra, herfra bliver hun nødt til at finde sin egen plads i livet.
”Petit Petit” er præget af dialoger mellem Petit og hendes omgangskreds. Sætningerne er korte og talesproglige, og verden er beskrevet, som Petit oplever den. Den simple historie og de få karakterer giver plads til de enkelte episoder, der er foldet humoristisk ud. I tilbageblik hører man om Petits barndom, der var præget af hendes storebrors død og forældrenes efterfølgende sorg og apati. Meningitis havde også taget hendes forældre, som der står. Disse flashbacks giver karakteren Petit fylde og forklarer hendes til tider ret mærkelige og tvangsprægede handlinger, som f.eks. at samle på tabte spillekort og lade dem have betydning for sin skæbne.