Snebær

Citat
” … hun åbner det andet hylster og tager hans reservepistol. Hun lægger mærke til knapperne på hans uniform. Det kan simpelthen ikke være sandt. Tre sølvløver i et hjertehav. Danmarks rigsvåben. Hun bliver svimmel. Hvem ejer retten til det her land? Alt efter hvem der kigger, er han en helt eller en landsforræder, og alt efter hvem der kigger, er hun terrorist eller patriot.”
”Snebær”, s. 160.

Mette Sø udgav i 2013 romanen ”Snebær”, der handler om tre unge kvinder, der er sabotører i København under Anden Verdenskrig. Vi følger primært Maggie, der bor til leje forskellige steder, har brudt forbindelsen med sine forældre og kun føler sig tryg i sin bedstefars bageri på Christianshavn. Under dæknavnet Moskva laver hun sabotageaktioner sammen med Pim og Spot.

Sabotagegruppens øverstbefalende inden for modstandsbevægelsen har bedt dem om at holde lav profil i et stykke tid, men det huer ikke de kampdygtige kvinder. De tager sagen i egen hånd og gør alt, hvad de kan for at genere tyskervenlige danskere mest muligt. Med stor rutine laver de trotylbomber, kidnapper direktører og brænder fabrikker ned.

50644618

Alle nye bekendtskaber kan potentielt være stikkere, nazister eller hiposvin (civilklædt efterretningstjeneste), så Maggie er rundet af en årvågen skepsis. Man er kun sikker, hvis man er på samme hold, og hele tiden nager tvivlen om andres hensigter og handlinger – er de med eller mod mig? Maggie erfarer på egen krop, hvor svært det er at adskille lyst og overbevisning, da hun går med den flotte Carl hjem fra bar og senere på natten opdager, at han er adjudant inden for Schalburg-korpset, der støttede den tyske besættelsesmagt.

Romanen giver et billede af det københavnske hverdagsliv anno efteråret 1944. Marcipanfyldet i napoleonshattene er erstattet af kartofler, de daglige rutiner brydes af luftsirener og sporvognsturen forstyrres af tyske razziaer. Krigen er en integreret del af livet, men hverdagen består med sine faste gøremål.

Maggie er splittet mellem at være kvinden Maggie og sabotøren Moskva. Hvor Maggie ville have indledt et forhold til den besættende Carl, må Moskva handle af nødvendighed, da hun opdager hans politiske ståsted. Moskva er en rolle, hun påtager sig, men efterhånden, som aktionerne bliver mere og mere blodige, begynder Maggie at sætte spørgsmålstegn ved det hele.

”Snebær” er en historisk roman om en dramatisk periode i dansk historie og et portræt af en ung kvinde, der er splittet mellem politisk overbevisning og etiske overvejelser. Hvor meget kan hun som menneske holde til og stå på mål for? Hvor langt kan hun gå i en sags tjeneste, før hendes egen moral knækker?