Knud Sønderby er en ener i dansk litteraturhistorie, men bestemt ikke uden slægtninge. Som forfatter i mellemkrigstiden, der ligeledes beskæftiger sig med ungdommens sværmerier og modernitetens manglende holdepunkter, er der oplagte paralleller til en forfatter som Jacob Paludan. Også han beskæftigede sig eksempelvis i nøgleromanen i to bind ”Jørgen Stein” (1922-32) med skismaet imellem det nye og det gamle, med rodløsheden og den borgerlige nydelsessyge. Begge forfattere skiftede i midten af deres litterære karrierer romankunsten ud med den mere personlige og underfundige essaykunst.
En anden af Sønderbys slægtninge kunne findes i Tom Kristensen. Selvom denne var kritisk i sin anmeldelse af ”Midt i en jazztid”, har Sønderbys tidlige ungdomsromaner tematiske ligheder med Kristensens ”Hærværk” (1930). Også her er der en søgende rastløshed på spil i det moderne københavnske landskab, men hvor Ole Jastrau forgæves søger svar i ideologierne og rusen, har Peter Hasvig og Kaj Ruben svært ved overhovedet at tage livet alvorligt og famler sig i stedet rådvilde frem i modernitetens mylder. Af senere beherskere af ungdomsromanen som genre kan der i Klaus Rifbjerg nævnes endnu et litterært slægtskab.
Skal man hæve sig over det danske landskab og skue til de engelsksprogede kyster, er der klare ligheder imellem Knud Sønderbys værker og forfattere som Ernest Hemingway og F. Scott Fitzgerald. Der er ikke langt fra Sønderbys privilegerede og rastløse overklassedrenge og deres jagt på nydelse, kvinder og rus til Fitzgeralds ”Den store Gatsby” (1925). Allerede da Sønderby fik udgivet sine tidlige romaner, talte man om inspirationen fra Hemingway. Sønderby hævdede dog, at han først efterfølgende stiftede bekendtskab med Hemingways værker. Her findes lighederne i det utæmmede sprog og i den eksperimenterende fortælleform, hvor der springes i tid og rum. Desuden bærer flere af de centrale karakterer hos begge forfattere på et desillusioneret livssyn og manglende mening med livet.