I ”Den usynlige hær” (1945) tegner Knud Sønderby et billede af Danmark i den sidste fase af besættelsestiden, hvor modstandskampen er på sit højeste. Med trekantsdramaet som ramme skildres de forskellige måder at forholde sig til besættelsen på under forberedelsen af en sabotageaktion. Den unge kvinde Alice er gift med den handlekraftige modstandsmand Poul, der i længere tid har været under jorden. Derfor bor hun nu hos sin mor og har i sin ensomhed knyttet sig til arkitekten Jørgen, der desuden er Pouls bedste ven.
Efter et attentat mod en fabrik overrasker Poul under sin flugt Alice og Jørgen. Da Jørgen i kraft af sin profession har kendskab til en fabrik, bliver han indrulleret i Pouls gruppe, og man følger dennes forberedelse af endnu en sabotage. Som følge af uforsigtig sladder kommer tyskerne på sporet af Poul, og han må lade livet. Den tøvende Jørgen tvinges til at træde i karakter.
Romanen er i sin form et omskrevet filmmanuskript. ”Den usynlige hær” blev filmatiseret samme år med Poul Reichhardt i en af hovedrollerne og har status som den første film om modstandsbevægelsen. Som værk fungerer den først og fremmest som vidnesbyrd om den danske modstandskamp, dens arbejde, dilemmaer og ofre. Men samtidig får den inddraget og præciseret de øvrige måder at forholde sig og klare sig under krigen på – fra den samarbejdsvillige og pragmatiske fabriksdirektør til Alices sladrevorne mor, der nærmest irriteres over modstandskampen, fra de passive på byens restaurationer til de selvopofrende partisaner.
Som litterært værk besidder ”Den usynlige hær” ikke de tidligere romaners kvaliteter, deres poetiske skarpe skildringer og frie fortælleform. Den fremstår nærmest banal ved sin ligefremme og nøgterne stil, sin konstatering af figurernes tanker og sanseindtryk samt sit redegørende sprog. Til gengæld skal værkets kvalitet ses ved sit veldrejede og spændende plot og evne til at skildre en vigtig periode i den danske historie.