To mennesker mødes

Citat
”Thi hvem er jeg? Jeg er brilleslangen der sniger sig gennem min bogs græs. Jeg rejser mig med de kolde øjne og den udspilede nakkehud og spejder hen over stråene, svajende [...]”
”To mennesker mødes”, s. 104.

Året efter udgivelsen af ”Midt i en jazztid” udkom Sønderbys anden roman, der lægger sig op af debuten. I ”To mennesker mødes” (1932) er hovedpersonen igen en privilegeret studerende, der splittes i valget imellem to kvinder fra hhv. overklassen og arbejderklassen. Ved romanens start står antihelten stud.med. Kaj Ruben i forhold til den kedsommelige boheme Else Ramvig, der lever af rentepenge og tegner lidt. Men da han møder arbejderpigen Kirsten Bruun, forsøger han at skræve over et klasseskel, der i datidens København står på vid gab. Læseren følger parret i begge sociale kredse – til proletarbal med slåskamp, danseviser og bajere samt til teselskab med Kajs indforståede overklassevenner. Men som i debutromanen står jalousien, fortidens spøgelser og sociale forskelle i vejen for den ”søde musiks opståen”.

”To mennesker mødes” beskriver først og fremmest en ungdom, der keder sig, der grænser til det afstumpede og har svært ved at begå sig inden for de bestående normer. Samtidig skildrer Sønderby en moderne storbyungdom, der er ensom, og for hvem kærligheden ikke vil lykkes. Bogen har en stærk ærlighed, idet de hemmeligheder, hvide løgne og overkompensationer, der tilhører et forhold i et tidligt stadie, præsenteres. På den ene side oplever man Kajs forsøg på at begå sig i arbejderklassen, men samtidig hævder han sig patetisk ved en højere moral.

Som læser kommer man aldrig helt tæt på figurerne. Man er på afstand, og der gives kun glimtvise blik i tanker og fortid. Den flakkende fortæller antager hele tiden nye former – fra de første kapitlers kedeligt konstaterende jeg-fortæller i Kajs skikkelse, til at følge Kirsten og andre karakterer udefra, til at filosofere over tingenes sammenhæng og springe i tid og rum. De vekslende positioner og fortællemåder giver romanen et fragmenteret, frit og levende præg, der gør den ekstremt moderne. Man får ikke hele sandheden, og romanen er aldrig belærende. Den portrætterer et klassedelt samfund, hvor en ny moderne ungdom famler.