Dialogen mellem poesi og videnskab fortsætter i Morten Søndergaards lyriske gennembrudsværk ”Bier dør sovende” (1998). Samlingen består af et indledningsdigt og fem længere, betitlede afsnit. Gloser fra fysikken, matematikken, biologien og astronomien blander sig med mytologiske figurer og eksistentielle begreber som erindring, død og tid.
I forhold til de to foregående samlinger, ”Sahara i mine hænder” og ”Ild og tal”, er digtene her længere, friere og associerende, og sproget slynger sig som i arabesken, hvor et billede forklares ved hjælp af det næste.
27285783
I ”Kompas”, som er samlingens sidste lange, billedrige digt, fremstår poesien som kærlighedens og melankoliens sprog: ”man kalder det kærlighedens vokabularium,/ det er en viden, som konstant glider os af hænde,/” (s. 72). Men der er samtidig en ydre verden, som på en eller anden måde er større end de ord, vi har til rådighed: ”ordene indfinder sig, de stemmer sig op,/ de møder materialet, et landskab,/ der bliver til i samme takt/ som jeg passerer igennem det,/” (s. 73). Når vi færdes i den kaotiske verden, søger vi ”en rationel struktur/ i de hemmeligheder, som fortælles” (s. 77).
Digtene rækker altså ud efter en viden og inddrager i disse forsøg videnskabelige begreber, men der er samtidig en poetisk vished om, at al viden er begrænset. Digtene kan både formulere tingene, men er altså i konflikt med besværet i at oversætte dem til rationelle tanker. Tvivlen er derfor digterens modus: ”Vi tog en tvivl med os,/ noget, vi måtte oversætte fra et fremmed sprog […]” (s. 77).
Det illustreres også af det korte titeldigt, der sammenstiller et videnskabeligt faktum med poetisk gætteri: “Du siger/ at bier dør sovende,/ men de styrter til jorden/ ramt af en/ hjerneblødning,/ der er formodentlig honning/ inde i væggen/ og de kommer tilbage/ år efter år.” (s. 32).