Gåturens tematik fortsætter i ”Et skridt i den rigtige retning” (2005), der blev indstillet til Nordisk Råds litteraturpris i 2007. Eller den starter ”forfra”, som er det første ord i de fire afsnit, samlingen består af. Det første langdigt, ”Vademecum”, ophober og bevæger sig frem igennem måder at bruge ordet ”gå” på, mens de daterede suiter ”Natblog” og ”Dagblog” blander hverdagsoptegnelser med noter om sprogets og tingenes væsen. Her kredses meget om døden i disse tekster.
I digtsuiten ”Portræt med Orfeus og Eurydike” gendigtes den græske myte om sangeren Orfeus, der drog ned i dødsriget for, med sin skønsang, at overtale Hades til at frigive hans elskede Eurydike. Betingelsen var, at hun på vejen op skulle gå bag ham, og ikke en eneste gang måtte han se sig tilbage. Men Orfeus tvivlede så meget på hendes tilstedeværelse, at han vendte sig om og igen mistede hende til dødsriget.
25933931
I Morten Søndergaards nyfortolkning er Orfeus og Eurydike på bryllupsrejse i Napoli, hvorfra de bl.a. sender en mail: ”TO: Morten Søndergaard <0571909011@iol.it>” (s. 231). Her dukker bivogteren Aristæus op som et varsel om Eurydikes forestående død. Eurydike og Orfeus flygter fra ham i en taxa, men hjemme i København indhentes hun af Aristæus, der har taget skikkelse af en irriterende bi, som bliver skyld i, at hun bliver kørt over af en bil.
Traditionelt opfattes Eurydike som et billede på den mandlige digters muse – en muse som må forgå til fordel for en mere ’sand’ poetisk eksistens i sangen eller digtet. Også hos Søndergaard bliver Eurydike sendt tilbage til dødsriget, da Orfeus vender sig om: ”vi vender hvert ord/ og taber hver sin elskede/ men står/ tilbage med et digt.” (s. 253). Men i digtsuitens sidste del ”Om igen” møder jeget de elskende ved en pølsevogn på Rådhuspladsen: ”(de griner og skiftes til at gå forrest)” (s. 256). Her gives altså et moderne alternativ til myten – en kærlighedshistorie, hvor den skabende vending er gensidig og ikke behøver være en fatal slutning.