Morten Søndergaards digtsamling ”Fordele og ulemper ved at udvikle vinger” fra 2013 henter sin form i Søndergaards egen ”Ordapotek” fra 2010, der består af ti medicinæsker for hver af de ti ordklasser, med indlægssedler om mulige bivirkninger ved overdreven brug af f.eks. adjektiver. Bogens afsnit forholder sig ligeledes til hver sin ordklasse. Det systemiske arrangement er, trods romertalsmarkeringer, diskret, fordi man ikke nødvendigvis kan udlede afsnittenes bærende ordklasser, men forestillingen om ordene som både gift og modgift strømmer også igennem denne digtsamling.
De ti afsnit har store udsving i tonefald og grad af billedrigdom. Nogle af teksterne har essayistisk karakter, mens andre er mere ordknappe. Der er både erotiske digte, dyrebeskrivelser, hverdagsfænomenologi, poetologi og politisk digtning om klimaforandringer og danskernes lykkefortælling.
29843252
Titeldigtet handler om insektet skøjteløberen, der har små vinger på kroppen og kan løbe på vandoverfladen. Digteren spørger til menneskets lighed med dyret: ”Er man skøjteløber? Hvad koster vinger/ i evolutionens regnskab? Skal, skal ikke?” (s. 12). I mytologien er det Pegasus, den bevingede hest, der symboliserer digterens inspiration, mens Ikaros’ skæbne minder om, at det er både frisættende og farligt at udvikle vinger. Begge dele er på færde igennem bogen, der både taler om flystyrt (s. 12), akut sol (s. 24) og ”nødvendigheden af at udvikle vinger” (s. 83).
Derfor er det måske snarere insektets ophold på vandoverfladen, der lignes med digterens sproglige vinger. Digterens sted defineres som værende på tærsklen af tingene, hvor der udfoldes et blik for grænsernes sprog, der hvor fænomener og udsagn godt kan betyde flere ting på samme tid: ”[…] man balancerer/ på usynlige grænser, på et skilt står der ”Hjallese”. / På den anden side er ”Hjallese” streget ud. […]” (s. 8).
De forskellige niveauer – natur, sprog, følelsesliv og samfund – er hverken formelt eller tematisk skarpt adskilte, men smitter af på hinanden. I tredje afsnit er der f.eks. et nyt fuglenavn i hver dobbelte verselinje. De skrives frem som både natur og sprogligt fænomen med en indbyrdes afhængighed: ”uden gærdesmutten var digtet ikke blevet skrevet, nu kan den bygge/ rede og smutte ind og ud af sprogets sprækker, som den vil” (s. 37).