Det listeagtige, det encyklopædiske og det videnskabelige blander sig med skønsang og rytme i Morten Søndergaards forfatterskab.
Søndergaard har både en legende, afsøgende og humoristisk tilgang til verdens store og små systemer. Fra debutens mere traditionelle digte til det genreløse, springende og associative værk ”Processen og det halve kongerige” handler det om ikke at tage tingene og sproget for givet, men at opholde sig ved deres relationer for måske at opnå nye indsigter om sig selv og verden. Gåturens tematik er central for hele forfatterskabet: ”Hvert ord er som en slags skridt, du falder hele tiden frem i den betydning, digtet efterhånden opbygger. […] Digtet spørger: Kan man gå sådan her? Digtet er som en slags rute eller en bevægelse, en tur igennem et landskab. Hvert lille digt er måske en lille kortlægning.” (Jakob Hansen: Kaster ord ud mod landskabet. Politiken, 2002-10-21).
Søndergaard bestræber sig på at smide jeget i sine tekster. På at sætte sig selv, ikke som centrum for skriften, men ud i verden. Det er en tilbagevenden til barnets åbenhed for verden og sprog. I et interview siger han, at digteren må være naiv som barnet: ”For barnet er verden en stor hemmelighed […] Som barn opdager du at sproget er altafgørende. Poesien er et sprog, der kræver en særlig form for barnlig læsning, en langsom, intenst observerende og legende læsning.” (SJ Fowler: Maybe we shall settle here, after all? 3:AM Magazine, 2011-02-06).
Digtene åbner sig altså, ofte med billedrige udfoldelser, for verden og dens indtryk, men heri inddrager de også andre videnssystemer. Kendetegnende er et vokabularium der blander naturvidenskab, leksikalske optegnelser, eksistentielle begreber og hverdagssamtaler.
Persongalleriet hentes fra myterne, kulturhistorien og f.eks. Vesterbros gadebilleder. Der er også samtidskonkrete skikkelser som f.eks. Silvio Berlusconi, der optræder i ”Et skridt i den rigtige retning”, hvor altså ikke blot det store landskab men også den politiske virkelighed trænger sig på. I løbet af forfatterskabet rykker det personlige og det eksistentielle længere ind i digtsamlingerne, døden og erindringen er centrale temaer. Det selvoplevede Italien er topografisk ramme i f.eks. ”Vinci, senere”, og digteren er også familiefar i f.eks. ”Processen og det halve kongerige”.
’Hjernen’ er en genkommende figur, men som forfatterskabet skrider frem, bliver der også mere og mere krop og sex, helt ud på titelplan i ”Fedtdigte” fra 2004. Videnskab, sprog og kropslig erfaring er sammenslyngede størrelser i Søndergaards forfatterskab.