Sammen med digteren Niels Lyngsø redigerede Morten Søndergaard i 1994 ”Brøndums Encyklopædi”, hvortil kunstnere og kulturpersonligheder bidrog med leksikonopslag, der fungerer som små afrundede helheder, men også henviser til hinanden på kryds og tværs. Det encyklopædiske – udtømmende behandlinger af et objekt eller en begivenhed – er også fremherskende i prosadigtsamlingen ”Ubestemmelsessteder” (1996). Her beskæftiger Søndergaard sig, som flere af sine 90’er-forfatterkolleger, med koblinger af videnskabelig eksakthed og præcis poesi, med den koncentrerede kortprosaform og med København som tematisk ramme.
I ”Ubestemmelsessteder” er det Vesterbro som en konkret plet i verden, der portrætteres, med kvarterets pushere, prostituerede, trafik og eksistenser bag gardiner i vinduerne. Teksten er flersporet; cirkusartisteri, ambulanceudrykninger og indkøb er f.eks. motiver, der krydser hinanden i disse digtreportager.
Et gennemgående spor er det unge, elskende par, der i første tekst ankommer til kvarteret: ”De ligger og tænker på alt det, der finder sted omkring dem […]” (s. 99). Der er både større perspektiver: ”Køreplaner ændres, mennesker fødes […]” (s. 123) og konkrete hverdagshændelser: ”Da jeg senere i Fakta skulle betale ved kassen, tabte jeg en femkrone på gulvet.” (s. 124).
På side 113 består første halvdel af teksten af et opslag om ”Gang” fra Salmonsens Konversationsleksikon: ”nu er det svingende (saakaldte passive Ben) naaet saa vidt frem, at det kan overtage Understøttelsen af Kroppen.” Denne pedantiske eksakthed glider pludselig over i et humoristisk, poetisk portræt af en gående mand med brækkede ankler: ”og nu kommer han gående, han går på sine to ben, han går, og der er intet, der kan standse ham […]”
Kritikeren Lars Bukdahl har kaldt teksternes sammenblanding af nøgtern konstatering og mere indfølt beskrivelse for ”romantisk encyklopædisme!” (Lars Bukdahl: Generationsmaskinen, s. 84) – en blanding af fakta og ømhed, som også er tilstede i beskrivelsen af de elskende: ”Der ligger to kroppe i et rum, forskudt i forhold til hinanden, to punkter på et linjestykke, de er to, men to er også uendeligt mange, en fællesmængde, vi, første person flertal.” (s. 121).