Ti år efter sin debut blev Morten Søndergaard nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2003 for digtsamlingen ”Vinci, senere” (2002). På titelniveau er tiden og stedet betonet. Her træder hverdag og biografisk stof ind i Søndergaards digtning.
Digteren opholder sig i Italien, hvor gangens tematik bliver central. Skriften er en afsøgende gangart, og sproget bevæger sig billedophobende og fremad gennem det nære og det fjerne.
24294595
Bogen er inddelt i seks selvstændige digtsuiter og langdigte. ”Selvportræt i udbrud” er f.eks. en poetisk liste over jordklodens aktive vulkaner. De sprutter og kommunikerer, og historiske fakta: ”I 1883 dræbte Krakatau 36.400 mennesker” (s. 146) blander sig med personificeringer: ”Nu er det begyndt at rable for Guagua Pichinch.”(s. 147) i en bevægelse mod en endelig apokalypse. Afsnittet ”De mindste ord” kan betragtes som øvelser i at tale enkelt og præcist om verden. Det sidste digt ”Flow” fremskriver en form for accept af kaos.
I den første del ”Landskaber” bevæger jeget og duet sig ud i naturen for at ”se med ord.” (s. 89). Her er både enkle beskrivelser og mere komplicerede forsøg på at kommunikere med landskabet. Kommunikationen er aldrig fuldt vellykket, fordi forskellige aktiviteter skubber jeget ud af balance. Der er f.eks. forstyrrende gæster på besøg: ”gæsternes stemmer/ invaderer mig og bla bla bla” (s. 95). Men digteren er selv en slags gæst i landskabet: ”Det er os, der er gæster, indvandrere/ der bliver ved med at gå […]” (s. 99). Kommunikationen er, selvom den er besværlig, ikke til at komme udenom, for også landskabet trænger sig på: ”Stederne invaderer os, og forsvarsløse lader vi os/ føre ingen vegne. Vi kunne slå os ned her: Vi.” (s. 99). Med en typisk Søndergaardsk leg med faste vendinger, bliver det til en forpligtelse at gå ud og sætte sig selv på linje med landskabet: ”Vi er træer med ben./ Vi kan ikke blive her. Kom lad os gå./ Lad os gå tanken ud.” (s. 101).