Sanne Søndergaard skriver ungdomsromaner, der foregår i realistiske miljøer båret af tydelige og skarpe fortællerstemmer. Romanerne er jeg-fortællinger, der veksler mellem dialog, indre monolog og handling. Hun skriver om teenagere og unge mennesker, der drømmer om at være normale, om en lysende fremtid og om at være en del af et fællesskab. Hun skriver om alle de store, svære og grimme følelser, som de fleste teenagere overvældes af. Og hun skriver om venskab, kærlighed, forelskelse, ensomhed, angst og mobning.
Hendes ærinde er at skrive et realistisk ungdomsliv frem, som teenagere kan identificere sig med – noget hun selv manglede i ungdomsbøgerne, da hun var teenager: ”Der er en generation af forfattere omkring de 30, som ikke synes, at de fik noget ud af de ungdomsbøger, de selv læste. Enten handlede de om fuldstændig urealistiske situationer, som ingen oplever i virkeligheden, eller også handlede de om noget med hjerte og smerte. Men dette tuttenuttede billede af 14-årige, som voksne har, stemmer slet ikke overens med virkeligheden.” (Eva Aagaard: Den barske børnelitteratur. Jyllands-Posten, 2011-06-04).
Sukkersødt er Søndergaards forfatterskab i hvert fald ikke. Derimod møder man både ironi, sort humor og en rå tone. Og man møder en stemme, der siger tingene, som de er. Søndergaard kender de unges jargon, hvilket både romanernes mange dialoger og fortællerstemmernes indre monolog vidner om.
Den lille by er også et tema hos Søndergaard. Den fremstilles som spændetrøjen, der truer med at kvæle de unges fremtid. Hovedpersonerne i de tre første romaner kommer fra små byer, og problemet med dem er, at de ikke har plads til mennesker, der er alt for anderledes. Og det er Søndergaards hovedpersoner. I hvert fald ifølge dem selv.
Bøgernes budskab er tydeligt. Sanne Søndergaard vil forsikre teenagere om, at de ikke er alene. At alle andre har det ligesom dem, og at de er helt normale.