Doktor Z 2 – Tidspillerne

Citat
”Alle i byen sagde, at doktor Zakarov var tosset. Postbuddet sagde det, og skraldemanden sagde det, og lærerne på skolen sagde det. Viggos mor og far sagde det også. Splitterravende tosset. Bare navnet: doktor Zakarov. ”Der kan man allerede høre, hvor tosset han er,” sagde folk. ”Det er der jo ikke nogen normale mennesker, der hedder.” Alle sagde det, på nær Viggo og Mylle. De var nemlig de eneste i byen, der faktisk kendte doktor Zakarov og havde talt med ham.”
”Tidspillerne”, s. 19.

Anden bog i Jan Solheim og forfatter Kasper Hoffs serie ”Doktor Z” hedder ”Tidspillerne” (2011) og handler om vennerne Mylle og Viggo, der har et særligt bekendtskab, Doktor Zakarov, som resten af byen mener er skingrende skør. En dag får de lov at følge med på det naturhistoriske museum, hvor Zakarovs ven Professor Graversen har gjort et fund: Et skelet fra stenalderen. Graversen er dog meget frustreret, for i skelettets hånd ligger et Slejfer-kort. Og sådan nogle havde man som bekendt ikke i stenalderen, så nu er Graversen overbevist om, at ingen vil tro hans ekstraordinære fund. Mylle taber både næse og mund: han mistede nemlig netop dét kort samme morgen.

Doktor Z regner den snart ud: Han har nemlig lavet nogle såkaldte tidspiller, som kan bringe mennesker frem og tilbage i tiden. Mylle og Viggo har tidligere på eftermiddagen plaget om at få lov til at prøve dem, men Doktor Z ved, hvor farligt den slags kan være, så han afviste blankt. Nu konkluderer han, at eftersom Mylles kort er landet i stenalderpigens hånd, må de to drenge alligevel have været der. Altså er der ikke andet for end at rejse lynhurtigt frem og tilbage mellem stenalderen og nutiden for at genoprette balancen mellem tid og rum.

28844697

Solheims illustrationer er sort/hvide og med en enkelhed i stregen, der dog rummer, hvad der skal til for at lade fantasien lege videre: Som f.eks. på side 62 hvor Mylle og Viggo netop er landet i stenalderen og står måbende i en skov. Alt sammen beskrevet gennem et enkelt udtryk – ingen buttede sangfugle eller naturalistiske florabeskrivelser her – men alligevel forstår vi situationen: den ukendte og underlige natur, drengenes rådvildhed. Tegningerne er på én gang tidstypiske og tidløse: Mylle og Viggo er beskrevet i en stil, som ethvert stort barn i dag vil kunne identificere sig med: Gummisko og stylet hår f.eks., men også med et udtryk, som børn gennem de seneste 100 år nemt ville kunne afkode.

Da bogen jo ikke er en tegneserie, men netop en illustreret historie, har Solheim nøje valgt og fravalgt hvilke elementer, der skal illustreres. Disse valg og fravalg understreger fint bogens temaer som venskab, mod og solidaritet – og ikke mindst genialitet over for normalitet, som er en kontinuerlig konflikt inkarneret i Doktor Zakarov.