Stefan Spjut er opvokset på øen Ekerö ud for Stockholm. Han har læst litteraturvidenskab og er uddannet journalist. Da han var færdiguddannet, arbejdede han en periode som journalistisk reporter, men fandt hurtigt ud af at dette arbejde ikke passede hans temperament. Fra 2002 anmeldte han litteratur for Svenska Dagbladet, og han fik ry for at være en hård kritiker, fordi han vurderede værkernes kvaliteter uden at tage højde for, om de var skrevet af en debutant eller en erfaren forfatter. Selv debuterede han i 2008 med romanen ”Fiskarens garn”, som han havde skrevet på i 14 år.
Ideen til debutromanen om en gammel fisker, der lever en isoleret tilværelse på en lille ø i Stockholms yderste skærgård, fik Stefan Spjut allerede som teenager. Historien begyndte som et tankeeksperiment: Hvad mon der ville ske, hvis folk ikke havde brevkasser? Inspireret af modernismen ønskede han at forny romangenren, men efter flere mislykkede forsøg kom han til sidst til den erkendelse, at det ikke faldt ham naturligt at skrive i et kompliceret formsprog. ”Jeg er ikke en forfatter som eksperimenterer, men en mere traditionel fortæller,” (Ricki Neuman: Sträng kritiker romandebuterar. Svenska Dagbladet, 2008-01-11. Egen oversættelse) siger han i et interview.
I 2011 blev Stefan Spjut ansat som kulturredaktør på Norrbottens-Kuriren, der er en af Sveriges ældste lokalaviser med hovedkontor i Luleå i Nordsverige. I dag bor han i Stockholm, men den tid, han tilbragte i Luleå, inspirerede ham i arbejdet med gennembrudsromanen ”Stallo”. ”Stallo” er en spændingsroman, som udkom på svensk i 2012. Ideen til historien fik Spjut, da han en sommerdag slog græs. Han fantaserede om, hvad der ville ske, hvis han kørte et lille dyr over med plæneklipperen, og det blev afsættet for en 500 sider lang spændingsroman om trolde og overnaturlige væsner forklædt som dyr.
Udlandet har udvist stor interesse for ”Stallo”, som er blevet oversat til femten sprog. Derudover er romanen ved at blive filmatiseret af den svenske instruktør Mikael Marcimain.