Stein taler

Citat
”Forskellen på at tænke klart og forvirring er den samme forskel der er på gentagelse og insisteren. Mange tror at de ved hvad gentagelse er når de hører den men gør de det.”
”Stein taler”, s. 47.

Udgivelsen ”Stein taler” fra 2006 er en samling af tre udvalgte taler, som Gertrude Stein holdt i hhv. England og USA, og som alle bidrager til en større forståelse af hendes forfatterskab og sprogsyn.

I 1926 holdt Gertrude Stein sit første foredrag om sin egen litterære praksis. Det fik titlen ”Komposition som forklaring” og blev holdt i Cambridge og Oxford i England. Heri taler Stein om, at kompositionen af en tekst er det, der adskiller den ene generation af forfattere fra andre, fordi synet på tekstens tid varierer. Hun bruger sit eget forfatterskab som eksempel og forklarer i den forbindelse sin brug af kontinuerlig nutid, der er en måde at forlænge nutiden på, samt det at begynde igen og igen.

26148987

De to andre foredrag ”Portrætter og gentagelser” og ”Poesi og grammatik” holdt Stein på sin Amerikaturné i årene 1934-1935. I ”Poesi og grammatik” fortæller Stein om sit forhold til de forskellige ordklasser. Hun argumenterer for, hvorfor hun ikke bryder sig om substantiver og adjektiver. Ifølge Stein bør enhver tekst helst være renset for disse typer af ord. I stedet foretrækker hun de ordklasser, der har en indbygget uforudsigelighed: ”Verber og adverbier og artikler og konjunktioner og præpositioner er livlige fordi de alle sammen gør noget og så længe et eller andet gør noget forbliver det i live.” (s. 111). Herpå gennemgår hun sin interesse for tegnsætning. Spørgsmålstegn finder hun overflødige og sætter dem derfor aldrig. Det samme gælder udråbstegn og citationstegn. Hendes relation til kommaer, kolon og semikolon er ikke ubetinget negativt, mens hun værdsætter punktummet – både for dets udseende og dets funktion.

De tre taler er oversat til dansk af Lene Asp Frederiksen, og de danske oversættelser er trykt overfor den originale engelske tekst, og bogen afsluttes med et noteapparat og et efterord med titlen ”Vejledning til lystlæsning”, skrevet af universitetslektor Tania Ørum. Hun pointerer afslutningsvis, at fordi foredragene er forfattet som skønlitteratur og ikke som akademisk prosa, er det i princippet umuligt at oversætte Steins taler, så alle de sproglige virkemidler kommer til deres ret.