Hjem er en retning

Citat
”Jeg prøver / at bekymre mig. Jeg gør mig selv / grænseløs. / Jeg gør mig selv / til gud. Vi går gennem en hvid by / på vej til en bolig af rimelig / størrelse. Ved parken / en kondomautomat. I den tilsneede park / er det pludselig / urimelig let / at finde vej.”
”Hjem er en retning”, s. 61.

Det eksistentielle hovedtema i Julie Sten-Knudsens debut, digtsamlingen ”Hjem er en retning” fra 2011, er identitet og identitetsdannelse. Bl.a. tematiseres det moderne samfunds individualisering og forventning om selvrealisering. Forhold, som skaber konflikter i jeget, der på den ene side oplever, at der bliver stillet krav og forventninger fra omgivelserne, og på den anden side oplever selv at stå med det fulde ansvar. Konflikten ses i følgende eksempel, som også kommer ind på den søgen efter grænser, der finder sted, når individet har til opgave at definere sig selv og verden omkring sig: ”Hvad er det egentlig/ jeg spiser til frokost?/ Hvad tid er det normalt / at gå i seng? Det må du selv ligge / og rode med. Jeg elsker den hånd / der tværer mit ansigt / rundt i mudderet. Nu overskrider / en eller anden igen/ mine grænser. Politiet / griber ikke ind.” (”Hjem er en retning”, s. 13-14).

28920989

Digtsamlingen er inddelt i fire dele, der adskiller sig fra hinanden både med hensyn til indhold og udsigelsesposition. Første del er fortalt af et lidt fremmedgjort jeg, der med en vis distance forholder sig til sig selv, især sin krop. Andet afsnit handler primært om erindring, herunder jegets forhold til mormoderen, moderen og lillesøsteren. I tredje del forholder et forelsket jeg sig til det du, der er genstand for forelskelsen, mens der i fjerde del er tale om et mere politisk jeg, der f.eks. forholder sig til narkomaners og asylansøgeres livsvilkår.

Hjem er det overordnede tema i bogen. Det skal ikke forstås snævert, men derimod som en bred vifte af steder og tilstande. I bogen optræder der hjem i betydningen bopæle, både forhenværende og nuværende, men det essentielle, som titlen illustrerer, er, at et hjem ikke er et sted, men en retning. Det siges direkte i et digt, hvor moderen har reddet det fireårige jeg, efter at det var faldet i en dam: ”bar du mig / hjem og hjem / var en retning (”Hjem er en retning”, s. 41). ’At komme hjem’, ’at finde hjem’, ’at høre hjemme’ er alle vendinger, som bekræfter jegets pointe: At et hjem er noget, man kan bevæge sig hen imod, et slags pejlepunkt, ligesom øst eller syd. I og med, at hjem er en retning og ikke f.eks. et sted, ligger der den mulighed, at det ikke er muligt at nå hjem. Hjem bliver på den måde noget abstrakt, en mental tilstand, f.eks. en erindring, en drøm eller en idé. Det medfører et hjemløst, eller rodløst, jeg. Uden et hjem, ingen fast base. Uden en fast base er det svært at finde tryghed og sikkerhed – hvilket medfører et rodløst og søgende jeg.