Det er bemærkelsesværdigt, at forfatteren Viveca Sten var 36 år, før hun læste sin første krimi. Og at hun ydermere valgte at blive skønlitterær forfatter, kan måske komme som en overraskelse, for hun har i mange år arbejdet som chefjurist ved Post Nord. Før hun sprang ud som krimiforfatter, skrev hun juridiske bøger, men begyndte at kede sig med det faglitterære stof og trængte til udfordringer. Det er således ad snørklede omveje, at Viveca Sten fandt frem til forfattergerningen. Med debutromanen ”Stille nu” fra 2008 bevæger hun sig ind på krimisporet. Her følger vi kriminalinspektøren Thomas, der skal opklare en række uforklarlige mord. Han får uventet hjælp af sin barndomsveninde, juristen Nora. Selv siger Viveca Sten om det at skrive kriminalromaner: “genren passer til juridiske hjerner, der skal være logik i dem, og man må kunne skabe en rød tråd. Når man skal lave en juridisk analyse, skal man jo også kunne samle alle trådene og nå til en konklusion.” (Karen Syberg: Topjuristen, der kedede sig. Information, 2009-03-16).
28461690
Viveca Stens værker kredser om den svenske skærgårdsø Sandhamn. Et sted, som hun har et personligt forhold til. Hun tilbragte barndommens somre på øen, hvor hendes oldefar købte hus i 1917. At Viveca Sten selv indgående kender tilværelsen på Sandhamn, mærkes i værkerne: Detaljeringsgraden er høj, og ølivet skildres med stor troværdighed. ”Stille vand” blev optakten til en populær krimiserie med Nora og Henrik som gennemgående makkerpar. Selv bor Viveca Sten uden for Stockholm med mand og børn, men om sommeren går turen til hendes elskede Sandhamn, hvor mord, sex og intriger langtfra er hverdagskost. Med epicentrum på Sandhamn skriver Viveca Sten sig ind i en tradition, der sætter lokale steder på landkortet. Selv siger hun om sin særlige tilknytning til skærgården: ”Henning Mankell har jo med ”Wallander” gjort Ystad verdensberømt, og Camilla Läckberg har gjort Fjällbacka kendt. Og så syntes jeg, at Stockholms skærgård fortjente en plads i litteraturhistorien (…) Eftersom jeg kender skærgården og elsker at være her, så syntes jeg, at det var oplagt.” (Jeppe Bangsgaard: Skærgårdens skønhed og skygger. Berlingske Tidende, 2009-03-24).