Viveca Sten vælger den idylliske, solbelyste skærgård som ramme for sine krimier, der med velkonstruerede plot og en snert af humor pirrer læserens nysgerrighed. Selv siger hun om sin fascination af krimigenren: ”Det, som lokker mig, er at beskrive kontrasten mellem den trygge og rene idyl og det mørke, som rummes i en ond, pludselig død. At undersøge hvilke drivkræfter, som kan få mennesker i en sådan isoleret verden til at gå over grænsen til det mest forbudte” (Jan Malmborg: Viveca Sten: ”Jag tvingades träna tre gånger om dagen.” Dagens Nyheter, 2010-04-11).
Viveca Sten skildrer et traditionelt og stilfærdigt liv i den svenske skærgård, der udfordres af trusler udefra: griske mennesker, der ønsker at indkassere store pengesummer på uærlig vis, og jaloux ægtefæller, der dræber i affekt. Hun ynder at sammenblande intrikate mordgåder med privatsfærens strabadser; når problemerne i privatsfæren tårner sig op, kaster Thomas og Nora sig over mordgåderne.
Værkerne skildrer også social indignation og forstokkede kønsrollemønstre, der udspiller sig på baggrund af almindelige menneskers tilværelse. Viveva Sten har da også – i forlængelse af værkernes kønsrolledebat – valgt at navngive to af de centrale figurer i Sandhamnsserien Nora og Henrik. Det er ikke en tilfældighed, for de bitre ægteskabelige kampe mellem disse figurer vidner om det evigtgyldige opgør mellem mand og kvinde. Nora er en stærk, selvstændig kvinde, der gerne vil forfølge sine karrieremæssige ambitioner og ikke vil stå alene med ansvaret for hjem og børn. Men hun føler sig underkuet i ægteskabet med Henrik og finder sig længe i hans indskrænkede verdenssyn. Man mærker, at forfatteren har skelet til den norske dramatiker Henrik Ibsen, der i sit realistiske drama ”Et dukkehjem” fra 1879 skildrer en undertrykt kvinde ved navn Nora, der forlader sin mand i sin søgen efter sig selv. Det spørgsmål, som stykket efterlader, er: hvor går Nora hen, når hun går ud? Hvordan Viveca Stens Nora vælger at tackle sine ægteskabelige problemer, kan man få indblik i ved at følge i fodsporene på den forsømte Nora, der gradvist indser, at hun ikke vil finde sig i mandens undertrykkende opførsel: ”Det var tydeligt, at kløften voksede mellem Nora og Henrik, der mere og mere overtog sine forældres holdninger. Han var ved at blive indhentet af sin opdragelse og familietraditionerne, mens Nora samtidig blev mere og mere forsagt og ulykkelig.” (”Inderst inde”, side 198).