Camilla Stockmarr har skrevet noveller og romaner. Omdrejningspunktet for de fleste historier, hun har fortalt, er de helt nære relationer mellem mennesker, og især mennesker, der er i familie med hinanden. Forfatteren skriver ofte ud fra en psykologisk og realistisk synsvinkel og har blik for det usagte, det dysfunktionelle – og det kærlige, der kan være imellem mennesker. Især dysfunktionerne har frit spil i novellerne og i hendes første roman. I ”Udflytterne” derimod er det primært kærligheden, der kommer til udtryk. For historien om faren, der både er fantast og fallent, bliver fortalt i en beundrende, kærlig, men også vemodig tone – af sønnen, der drømmer med på farens utopiske drøm. Og netop far-søn-forholdet er et væsenligt tema i romanen.
Den øvrige familie, moren og søsteren, får hurtigt karakter af baggrundsfigurer for den egentlige fortælling om forholdene ‘far og søn’ og ‘far og natur’. Naturen optræder nærmest – på linje med faren – som en hovedperson i romanen. Den beskrives levende, forførende, magtfuld og utilregnelig, og det er da også naturen, der – groft sagt - i sidste ende tager livet af faren. Hans drømme om et liv i pagt med naturen bliver knust af en voldsom virkelighed. Og netop antitesen drøm versus virkelighed, er et centralt tema i Stockmarrs forfatterskab.
I ”Noras tredje alder” fortæller mor, søn og datter ud fra hver deres synsvinkel, om deres forhold til hinanden – og disse fortællinger illustrerer i høj grad sammenstødet mellem forventninger (drøm) til hinanden, og hvordan man egentlig opfører sig overfor hinanden (virkelighed).
”Udflytterne” er båret af drømmen om det uafhængige liv – og foregår i 1970’erne – en tid, hvor samfundet generelt var i opbrud, hvor mange ‘flyttede ud’ i mere broget forstand. Der blev eksperimenteret med alternative livs- og familieformer – og religioner. Kollektiverne opstod, hippierne plæderede for ‘peace, love and understanding’ og kvinderne kom på arbejdsmarkedet. Tiden var fuld af drømme, men også af paradokser og inkonsekvenser – og den naivitet, som også fælder farens hippieprojekt. Han må endda tage lønarbejde på Saab-fabrikken for at kunne forsørge familien, hvilket bestemt ikke var en del af planen, da han trak familien op med rode for at begynde et nyt og bedre liv i den frie natur. Men han havde en drøm og han levede den ud – og i forlængelse heraf kan Camilla Stockmarrs seneste roman også læses som en hyldest til drømmere generelt. For drømmen om frihed og autentiske liv hører ikke kun 1970’erne til.
”Udflytterne” rammer noget ganske centralt i den aktuelle tidsånd, hvor det moderne bymenneske på samme måde drømmer sig væk fra det bestående samfund og flirter med begreber som autenticitet, frihed og uafhængighed.