På ryggen af en tyr

Citat
”Flere døde måger og fisk med levende gæller i strandkanten, store og glinsende. Hun har slået dem i hovedet med hælen fra sin sandal for at få dem til at ligge stille – sådan som hun har set drengen gøre for at få sat en stopper for lidelsen.”
”På ryggen af en tyr”, s. 75.

Ligesom i forgængeren ”Historien” handler hovedsporet i Kristina Stoltz’ fjerde roman ”På ryggen af en tyr” om unge søgende skæbner, der finder hinanden i et forfaldent ferieparadis ved stranden. Igen er hovedpersonen en teenagepige, Fanny, hvis mor har slæbt hende med i sommerhus for at introducere endnu en elsker. På flugt fra den kærlighedskrævende mor møder Fanny to fortabte og unavngivne mandspersoner, som hun prøver at redde i et forsøg på selv at finde fodfæste i verden: Den ene en forsømt og selvmordstruet dreng der samler døde dyr på stranden, som er blevet ofre for et olieudslip fra en kystliggende supertanker. Den anden en ung mand der lever et dobbeltliv som henholdsvis tjener på det lokale feriehotel og trækkerdreng på olieskibet. I en søgen efter sit tabte begær betaler tjeneren Fanny for at sove nøgen i sin seng, mens han arbejder.

51247248

Som tiden går, vokser en uforløst længsel efter tjeneren, en umulig omsorg for drengen og det anstrengte forhold til moderen sig til en selvdestruktiv kraft i Fanny. Dette tydeliggøres løbende via et kor – en kollektivt kommenterende figur kendt fra de gamle græske tragedier – der spørger bekymret og let drilsk ind til hovedpersonens gradvise opløsning. Korets tilstedeværelse peger på romanen som en moderne tragedie. Dette understreges af de to andre tragiske handlingsspor i romanen: Det ene om en dødssyg kvinde på et hospital i Polen. Det andet om en bortløben mor og hustru på vej til Paris med en græsk vase i armene. Gennemgående fremmaler romanen en dystopisk verden, hvor både mennesket og dets omgivelser – repræsenteret af blandt andet drengens oliekvalte dyr – oser af omsorgssvigt.

De tre fortællinger og hovedpersoner skrives frem via en kortfattet, men præcist registrerende og sansende tredjepersonsfortæller i gennemgående korte rytmiske sætninger, der giver romanen et poetisk og let køligt udtryk. Meget efterlades uudfoldet i fortællingen herunder de tre kvindeskæbners indirekte relation til hinanden, som kun bliver antydet med fjerlette penselstrøg. Læseren står således tilbage, ligeså desorienteret som karaktererne, med et fragmenteret og drømmeagtigt pergamentpapir af en roman, der i den grad kræver aktiv meddigtning.