”Som om” (2016) er Kristina Stoltz’ femte roman til voksne, og den handler om hovedpersonen Fanny, som bliver bælgøjet midt i en alvorlig ægteskabelig krise. Romanen løber i et nutidsspor, hvor det er den voksne Fanny, der fortæller og et fortidsspor, hvor læseren følger Fanny på Christianshavn den sommer, hun fyldte 15 år. Barndomsmiljøet er frit og levende, forældrene kloge, kreative og kærlige, og de vitale beskrivelser af livet på Christianshavn står i skarp kontrast til den ensomhed og klaustrofobi, som den voksne Fanny oplever i kernefamilien med mand og to børn.
Barndommen er dog på ingen måde rosenrød. Den er fuld af bekymring, svigt og for meget ansvar. Hendes sjove far Charlie, som stammer fra de norske fjelde, tager gerne datteren med, når han strejfer rundt om natten på Christianshavn, men han har også hang til alkohol og damer og plages ofte af tungsind. Mor Kirsten er den stabile, men forældrenes tilbagevendende kriser fylder tit det meste, så Fanny er meget overladt til sig selv. Ensomheden tager Fanny med sig ind i voksenlivet, hvor hun forsøger at holde sammen på et liv med små børn, en maniodepressiv mand og en forfatterkarriere.
52344530
Stoltz skriver på en gang realistisk og poetisk, så læseren både møder et virkeligt Christianshavn og hvirvles ind i fortællerens bevidsthedsstrøm, hvor verden lægger sig i lag på grund af det slørede syn.
Nutid og fortid forenes uproblematisk, og registreringer, handlinger, dialoger og tanker samles i et naturligt sprog. Således mimer Stoltz’ fortællestil tankens væsen, og romanen tegner et portræt af en kvinde, der har nemmere ved at tænke end ved at tale. Dermed bliver øjet en slags kommunikation. Det er kroppen, der meddeler sig til både Fanny og manden, så de forstår, hvor galt det står til mellem dem. Krisen i ægteskabet udspiller sig som et stille drama i romanen, der kredser tematisk om kærlighed, brud, familie og krop.
Autofiktionen indgår som reference i fiktionens univers. Charlie og Fanny taler flere gange om Karl Ove Knausgårds projekt, som, Charlie mener, er ufint over for familien, mens Fanny ser autofiktion som en forfatters vilkår, for som hun siger: ”Hver eneste sætning er gift med mit liv” (s. 166), en præcis beskrivelse, der passer på Stoltz’ egne bøger.