Brændte børn

Citat
”Hvis børn nu var roser/ der voksede i haver/ og blev vandet/ eller bundet op/ når de ikke kunne gro alene// Hvis voksne nu var børn/ og børnene var roser/ der voksede i haver/ og blev vandet/ eller bundet op/ når de ikke kunne gro alene”
”Brændte børn”, s. 26.

”Brændte børn” er en digtserie af Charlotte Strandgaard fra 1979 med fotografier af Peer Jansson. Digtene er inddelt under de fem overskrifter ”Døden smiler”, ”Hvis børn nu var roser”, ”Hej kvindelatter”, ”Brændte børn” og ”Den ny retskrivning”. Som titlerne antyder, er det en både lattermild og alvorlig skrift, der møder læseren her, en skrift, der kredser om kvindeliv, arbejderkamp, vestlig imperialisme og mest af alt om, hvad der vil sige at få en urimeligt hård start på livet.

Hos Charlotte Strandgaard har børnene ofte karakter af små, alvorstunge voksne, mens de voksne fremstår som sårede børn. Vold og umyndiggørelse finder her sted i alle stadier af livet; de voksne kvinder bliver slået og de 17-årige mødre får tvangsfjernet deres børn. De 11-årige piger, der tror de har fået tuberkulose, da de tisser blod, får i stedet at vide, at de nu er små kvinder, der selv kan få børn og snart skal købe ”nylonstrømper og brystholder”.

Digtene har hverken fast rim eller rytme, men den hverdagslige knækprosa har alligevel helt sin egen klang. Opremsninger som ”sultedøden/ torturdøden/ bombedøden” giver nogle passager en tungt messende alvor, mens de andre steder mimer barnets utrættelige spørgelyst: ”Hvad nu hvis læreren er en forklædt vampyr/ Hvad nu hvis maden er forgiftet/ Hvad nu hvis hun selv er en helt anden.”

”Brændte børn” handler også om, hvordan nogle typer viden og erfaring ikke regnes for lige så vigtige som andre i samfundet, og det understøttes flere steder af billederne i bogen. Som for eksempel når et fotografi af ”Dumme tøsser” skrevet med kridt på en væg indleder et digt om, hvordan kvinders viden hånes som ”ammestuehistorier”, bedstemødres råd kaldes ”vrøvl”, kvindekampen ”fordrukkent sludder” og søstersolidariteten ”sentimentalt vås”. På den måde går digtsamlingen i rette med samfundets hierarkier og til forsvar for de undertrykte.

Det er med revsende ironi, Charlotte Strandgaard i sidste digt gør status over de marginaliseredes plads i historieskrivningen: ”I historiebøgerne står der om dem med små bogstaver/ de hedder bønder/ eller arbejdere/ eller borgere/ børn, kvinder og krøblinge er slet ikke nævnt/ som andet end inspiration for Frans af Assisi/ eller i Jesu lignelser” (s. 117).