”Hans” fra 2014 er Charlotte Strandgaards skildring af sin søns liv, fra han fødtes i 1963, og til han i 2012 døde af følgesygdommene til sin skizofrenilidelse. Beretningen er bygget op af flere forskellige stemmer: moderens monolog henvendt til den afdøde søns ”du”, digte skrevet af hende selv og Hans og rapporter fra psykologer og læger under de mange indlæggelser. Det er en lidelseshistorie, ligesom det også er en kærlighedshistorie.
Historien om Hans starter med moderens ærlige førstepersonsfortælling om episoder fra Hans’ barndom, der vækkes til live fra siderne i familiens fotoalbum. Anekdoterne er lykkelige, fyldt med forventningsglæde, men slutter næsten alle med en retrospektiv selvbebrejdelse: ”Var du for meget med i mit voksne liv?” (s. 46) og ”Var der andre mere alvorlige signaler fra dig, jeg ikke så?” (s. 52). Forældrene bliver skilt, og Hans bliver teenager og er tydeligvis en både intelligent og betænksom men også besværet ung mand. Efter han som 19-årig bliver fundet på jorden efter et spring fra 4. sal – med opsnittede håndled og kroppen fuld af piller, begynder et liv ud og ind ad psykiatriske afdelinger og med store mængder psykofarmaka og stoffer.
51440552
Et af hovedtemaerne i bogen er spørgsmålet om, hvorvidt noget er sygt, bare fordi det ligger uden for det, der anses som normalt. Særligt i forbindelse med Hans' smukke religiøse visioner; ærkeenglen Gabriel har vist sig for ham, han er i dialog med Frans af Assisi, og han har set Jesus gå grædende ind i Auschwitz. Moderen er splittet mellem opfordringen til de pårørende om at ”korrigere patientens produktive psykoser” og at prøve at forstå og blive en del af Hans’ virkelighed. Når de to går i kirke sammen, erstattes hans angst imidlertid af en særlig ro, og på et tidspunkt lover hun ham, at hvis der engang skal skrives en bog om ham, skal hans indre verden ikke blot reduceres til vrangforestillinger: ”Da du gik den dag, forlangte du, at jeg skulle sværge ved mine børnebørns liv, at det ikke bare var dæmoner og angst, der var dit liv, men visioner. Og de skulle med i fortællingen” (s. 96).