Ingenmandsland

Citat
”Der er vrede og savn i min krop efter halvfjerdsårsdagen/ Der er sorg i mine ben og skød/ Der er mytteri i mine ben og skød// Mine ben råber: Vi kan stadig bevæge os!/ Mine ben kræver: Spred os! Spred os!/ Mit skød hvisker: Fyld mig igen! Fyld mig igen!”
”Ingenmandsland”, s. 45.

Charlotte Strandgaards digtsamling ”Ingenmandsland” er udgivet i 2015 og handler om, hvordan det føles at blive gammel og opleve kroppen ældes og svækkes. Under simple titler som ”Glæder”, ”Fremtiden”, ”Sverige” og ”Blod” beskrives livet med rollator, børnebørn og krampe i benet under sex. Ind imellem jegfortællerens anekdoter indflettes beretninger om, hvordan de ældre gennem verdenshistorien er blevet behandlet i lande som Serbien, Sverige, Japan og Østindien.

”Ingenmandsland” handler også om, hvordan det meste ændrer sig, mens nogle ting forbliver de samme gennem livet. Blandt andet tabuerne. Som 13-årig kigger digterjeget altid håbefuldt efter blod i toiletkummen som tegn på, at hun ikke er gravid. Som 70-årig kigger digterjeget nervøst efter blod i afføringen af frygt for kræft. Digtene tematiserer også på flere måder den fysiske længsel, der bor i den ældende krop. Under overskriften ”Savnet” oplistes for eksempel alle de kropslige udfoldelser, der nu er blevet en fysisk umulighed: ”At løbe om kap/ At svømme tredive meter under vandet/ At springe en nattesøvn over” (s. 34).

51952316

Det tilbageskuende blik på ungdommen og det levede livs lykkestunder giver de 40 relativt korte digte en vis melankoli og nostalgi. Samtidig handler digtene også om de erfaringer og indsigter, der akkumuleres gennem et langt liv. Om at prøve at forene Gud og Marx og om tanken om døden og hvorvidt der findes et liv efter den. Flere steder er de filosofiske tanker og refleksioner over alderdommen dog også ledsaget af en vis humor, som når et af digtene kaldes ”Oldingens visdom”.

Stilistisk er digtsamlingen meget frit bygget op med urimede strofer med varierende antal verselinjer. Der er dog gennemgående en del gentagelsesfigurer, blandt andet mange anaforer, hvor flere eller alle verselinjer i et digt begynder med samme ord: ”Jeg ser dem på hospitalet/ Jeg ser dem hånd i hånd/ Jeg vil også fejre guldbryllup” (s. 31). Derudover er der ikke mindst flere tråde tilbage til elementer i Charlotte Strandgaards tidligere værker, både tematisk og i form af konkrete referencer, som når digterjeget sætter ”All Those Lonely People” på, akkurat som Hans gjorde det i ”Hans”.