Jakob Martin Strid er blevet sammenlignet med mange tegnere og fortællere, lige fra Claus Deleuran (1946-1996), der selv tegnede og forfattede sin ufuldendte ”Danmarkshistorie for Folket” (1988-1996) og den satiriske ”Rejsen til Saturn” (1977), over forfatteren, lyrikeren og tegneren Rune T. Kiddes (1957-2013) skøre og absurde eventyr som ”Søde Sally Sukkertop og andre ækle æventyr” (2003) samt Dan Turèll (1946-1993), som Jakob Martin Strid deler sin sproglige leg, rytme og mundtlige tone med.
Ser man på stribetegningerne med Strid – og i særdeleshed Strids eventyr i den ordløse fantasifortælling ”Strid” (2009) – ligner figurens univers makkerparret Steen og Stoffer. Drengen og hans tigerplysdyr blev skabt af den amerikanske tegner og reklamemand Bill Watson i 1985-1995, og med sin sarkastiske tigerfølgesvend var den evige syvårsdreng på eventyr i umulige afkroge af sin egen fantasi, og især det at skabe var ofte et hovedtema. Billedsiden i ”Strid” er på højde med den ikoniske science fiction-tegner Moebius (1938-2012), som også ”Den fantastiske bus” lægger sig op ad rent illustrativt. Selv har Jakob Martin Strid sammenlignet ”Den fantastiske bus” med Rasmus Klump-bøgerne af Carla og Vilhelm Hansen, i og med, at begge universer tager udgangspunkt i ”dyr bygger ting og kører ud i det blå” (Frederik Bjerre Andersen: Strid siger ’fucking nej’, hvis du blander dig i hans streg. DR.dk), men ”Den fantastiske bus” udviklede sig mere alvorligt end Rasmus Klumps eventyr. Temaerne er tungtvejende, og akvareltegningerne er detaljerige kunstværker.
Selv rummer Jakob Martin Strids bøger mange litterære referencer. Alfahannen Tolstoj i ”Den fantastiske bus” deler eksempelvis navn med den berømte russiske forfatter Lev Tolstoj (1828-1910), der især er kendt for romanerne ”Krig og fred” (1869) og ”Anna Karenina” (1877) samt for i sin alderdom at være anarkist og pacifist, og på sidste billede i ”Den fantastiske bus” sidder de gamle venner Tolstoj og Pierre i hver deres havestol og deler en joint, mens Marcel Prousts bog ”På sporet af den tabte tid” ligger mellem dem – og Tolstoj udbryder, at han ikke har slappet af i 25 år.