Jakob Martin Strid

Jakob Martin Strids billedbog ”Min mormors gebis” fra 2006 består af 18 rim og remser og minder både i tegne- og fortællestil om ”Mustafas Kiosk”. Stregen er balstyrisk og kaotisk, billederne er fuldt farvelagte, og de tegnede bogstaver er store og udtryksfulde. Geografisk foregår bogen bl.a. i Grønland, på Vesterbro, på en strand, i Nørresundby og i et løvebur. Man møder bl.a. isbjørne, jetjagere, Medisterminister Fister og Åge Emanuel Ordklog – og en mængde utilpassede vilde dyr.

26514053

Rimene er især enderim i formen a-b-a-b, selvom det veksler, og der er en udbredt leg med ord, ligesom sproget – i bl.a. rimene om Åge Emanuel Ordklog – er et tema: ”Åge Emanuel Ordklog/ blev gal og vred på sin ordbog/ gravede den ned/ i naboens bed/ mellem roser og løg/ med sin spade/ Måneder gik og en midnat i maj/ blev Ordklog forskrækket og skreg/ Op af naboens jord/ kom de fineste ord/ med blomster og stængler og blade” (s. 12-13).

De fleste af rimene i ”Min mormors gebis” er med en fast rytme, og selvom den er egnet til oplæsning, så indeholder den også ord fra voksenverdenen som ’minister’, ’nudister’, ’komplot’, ’senil’, ’debil’ og ’anarkist’. Jakob Martin Strids univers, der ofte indeholder politisk ukorrekte objekter, temaer eller tone, er også her til stede – bl.a. en hel del alkohol, en fed og doven faster, stereotypiske arabere og sære mennesker. Som i ”Mustafas Kiosk” er humor en del af de fleste af rimene, mens remserne om isbjørnemoren og dens unge er ømme og bl.a. iscenesætter en godnatsituation mellem en omsorgsfuld forælder og et nysgerrigt barn.

”Min mormors gebis” blev i 2017 til en teaterforestilling på Det Lille Teater, der havde iscenesat børnebogen som en hemmelig hule, hvor fire venner mødtes og fortalte historier om karaktererne fra Jakob Martin Strids bog.

Jakob Martin Strids ”Da Lille Madsens hus blæste væk” (2008) er fortællingen om Lille Madsen, der under et farligt uvejr bliver blæst helt op på Ben-brækker-bjerget med hus og det hele. Hele byen iværksætter transport af mad, modelfly, digte og andet essentielt til den lille forblæste beboer, men efter et ordentlig nys fra hovedpersonen Madsen ender både hus mad, modelfly og digte tilbage i byen. Billedbogen om Lille Madsen blander effektivt en dybt realistisk by, hvor alle har hver deres metier og samtidig udstråler en forkærlighed for det nære og sammenholdet i en lille landsby, der har mistet en beboer, og så en fantasiverden, hvor det er muligt at flytte et helt hus, hvis blot man nyser ordentlig igennem. Strids tegninger er både enkle i udtrykket og samtidig yderst detaljerige, og der ligger en dejlig, rolig fællesskabsfølelse i fortællingen.

27367992

Som i ”Dimitri 9mm” (2001) er Strids oprigtige eventyrkærlighed – uden anstrøg af ironi – i højsædet i ”Da Lille Madsens hus blæste væk”. Selvom det virker omsonst, at Lille Madsen skal fylde sit hus med hjemmehæklede grydelapper, hestesko og en tuba fra Børge Vom, så giver det fint mening i det nære eventyrunivers. Her blandes hverdagens ting med overnaturlige hændelser, som var det et barn, der fortalte en fantastisk historie.

I ”Dimitri 9 mm” ser man sammenkoblingen af de to verdener i, når den lille mus Dimitri kravler ned i et kloakdæksel, ender i en anden verden og efter mange skærmydsler bliver reddet fra druknedøden af søuhyret Aslack. Efter en dramatisk færd i underverdenen, finder vore musehelt en ny dør, en lang vindeltrappe og ender på intet ringere end – Enghave station.

Tegningerne i ”Dimitri 9mm” er simple og drømmeagtige, holdt i sort, hvidt og okkerbrunt, og den indledende historie Vinterdage, hvor musen Dimitri finder en kold fugl i sneen, som han tager ind i varmen og giver kamillete, er så lille og enkel og stille, at det næsten er overrumplende poetisk.

28939876

Samme poesi kan findes i flere andre af Strids børnebøger. ”Mimbo Jimbo laver kunst” (2011) er den tredje i billedbogsserien om hidtil den sidste af tre billedbøger om den blå elefant Mimbo Jimbo. Stregen er enkel, men udtryksfuld og i fortællingen om den kreative elefant, der ikke kan blive tilfreds med sit maleri, ligger et overordentlig rammende portræt af Kunstneren med stort K. Intet er godt nok. Mimbo Jimbo finder et kæmpe lærred, hælder gul, blå, grøn og rød maling ud over det, tramper rundt i det, skyder tennisbolde dyppet i maling mod det og stjæler endda en safaribil, så han virkelig kan få bearbejdet sit maleri. Men intet gør udslaget for den stakkels, nedslåede elefantmaler, og først da et tilfældigt uheld indtræffer, ender han med at være tilfreds med sin kreation, og han opnår international anerkendelse for sit ’stærke, chokerende, farlige og vilde’ maleri. En herlig satire over kunstverdenens indretning og samtidig en naturlig fortælling, som mindre børn kan forholde sig til og forstå.

Bøgerne i serien De tre bøger om Mimbo Jimbo – og måske i særdeleshed ”Mimbo Jimbo laver kunst” regnes som nyklassikere inden for børnelitteratur. Den tredjeforeløbigt sidste billedbog om den blå elefant blev da også særdeles godt modtaget af anmelderne. I Jyllands-Posten hed det: ”Billedbogen er fuld af underspillet humor og varme og er et smukt eksempel på, hvordan ord og billeder følges ad i fuldkommen enighed. Ikke en streg er forkert, heller ikke i den karakteristiske håndskrevne tekst, der bliver en del af bogens barnlige, glade charme” (Karen Lise Søndergaard Brandt: Jakob Martin Strid: Mimbo Jimbo laver kunst. Jyllands-Posten, 2011-10-11).

Jakob Martin Strid skaber ofte børnebøger, der egner sig til højtlæsning. Enten med rim som i bl.a. ”Min mormors gebis”, eller som i ”I form med Tapiren!” (2020) og de beslægtede ”Mumbo Jumbo/Mimbo Jimbo”-bøger, hvor der ofte er referencer til et univers, som den voksne kender.

I ”I form med Tapiren!” holder Lille Tiger fødselsdag, og vennerne inklusive bl.a. Mimbo Jimbo og Gule Kat er inviteret til fest. Tapiren tager godt fra og indtager slik, boller og en stor mængde kage, og da vennerne leger gemmeleg, klemmer han sig ned i en kasse. Desværre flyder tapiren ud som budding inde i kassen og bliver dermed kasseformet, da vennerne endelig får ham ud, og herefter går jagten på at få tapiren tilbage i ’perfekt tapir-form’. Den rapkæftede Krokodille driller Tapiren og kalder ham fed, og han tager billeder af sin ven til Instagram, og da vennerne endelig er kommet gennem mange forsøg – hvor Tapiren har skiftet form til bl.a. en pentagon-prisme og en cylinder – og de kan nyde afslutningen på fødselsdagsfesten, tager tigerens mor sig en fortjent pause i liggestolen med røde kinder og næsen begravet i ”50 shades of orange”.

48991637

”I form med Tapiren!” har en læringsmæssig dimension, som ikke alle Jakob Martin Strids bøger har, og den er skrevet med et hverdagssprog og er hverken på vers eller i rim. Matematik, især at tælle og lære geometriske former, er et gennemgående tema, og der er også en moralsk eller opdragende dimension: Hvordan taler man til sine venner? Og hvordan opfører man sig til en fødselsdagsfest?

Da ”I form med Tapiren!” udkom i efteråret 2020, blev den visse steder beskyldt for at være tykfobisk; at den med andre ord gør grin med overvægtige mennesker. I en artikel i Politiken (Simon Løber Roliggaard og Noa Mousten Haimoff: Udskamning af tykke: Aktivister i chok over populær tegners nye børnebog. Politiken, 2020-10-21) kunne man læse, at nogle tykaktivister mente, at bogen mobber tykke mennesker: ”- Det kan helt sikkert gå ind og påvirke børn enormt negativt. Især hvis det er et barn, der i forvejen er udsat, bliver mobbet, er tyk eller kender følelsen af at være udenfor,” sagde tykaktivisten Christina Sand Henriksen i artiklen.

Opretholdelsen af det lille samfunds balance i ”Den utrolige historie om den kæmpestore pære” og den efterfølgende epilog, hvor selv ex-viceborgmester Kvist har fundet ro i kål- og kartoffeldyrkning, er sigende for Jakob Martin Strids længere børnebøger. Devisen ’alle skal have det godt’ er til at forstå og noget, der i dén grad finder genlyd hos de børn, der får historien fortalt, og glæden i den lille landsby, der samarbejder, er smittende og naturlig.

Ligeledes drejer Jakob Martin Strids temaer i striberne oftest om det nære og det samfundsrelevante. Det var striberne til Politiken, som Strid for alvor slog igennem med, og det var dem, der indbragte ham Dan Turèll Prisen i marts 2000. Den sproglige leg og store musikalitet, der kendetegnede store dele af Dan Turèlls forfatterskab, gør sig i høj grad også gældende i rimede Jakob Martin Strid-bøger som ”Min mormors gebis”. Det var også striberne, der opnåede at vise hans alsidighed som tegner og satiriker. Både striberne og rimbøgerne viser Jakob Martin Strids den grovkornede provokation, den rablende humor, hans hang til politisk ukorrekthed og fornemmelse forden blide poesi.

Hans andre værker afspejler hver en del af disse sider – og alle er de umiskendeligt strid’ske i deres blanding af naivitet, dybde og selvironisk lune. Hans børnebøger og illustrerede eventyr er fulde af fantasi, rejser ud i verden og fortællinger fra de nære samfund. Alle med en rolig tone og uden belærende elementer. Således er replikudvekslingen mellem Professor Glykose og Mitcho i ”Den utrolige historie om den kæmpestore pære” om definitionen af et paradoks helt uden belærende elementer og fungerer som et præcist eksempel på noget ganske kompliceret. I ”I form med Tapiren!” foregår der eksempelvis også åbenlyst drilleri mellem nogle venner, men der tages ikke afstand fra det – det er op til oplæseren og barnet selv at diskutere situationen, der kan ligne mobning.

Jakob Martin Strids fortælleevne, hans sprudlende fantasi og på én og samme tid enkle, udtryksfulde og detaljerige pen gør ham unægtelig til en af de bedste formidlere af børnelitteratur. Børnelitteratur, der – som hans satiriske striber – tager udgangspunkt i samfundets opbygning, at gøre tingene på en anderledes måde og om betydningen af at have det godt. At vi alle har det godt.

Det er unægteligt svært ikke at genkalde sig en vis anden lille plyshåret hovedperson, når man første gang støder på avisstribernes hovedperson Strid – og i særdeleshed Strid på eventyr i den knap 160 sider lange og ordløse fantasifortælling om ”Strid” fra 2009. Hans amerikanske fætter og ditto tigerdyrsven hedder naturligvis ”Calvin and Hobbes” (1987) (på dansk ”Steen og Stoffer – Smil vi er på” (1987)) og blev skabt som avisstriber af den amerikanske tegner og reklamemand Bill Watson i 1985-1995. Med sin sarkastiske tigerfølgesvend var den evige syvårsdreng på eventyr i umulige afkroge af sin egen fantasi, og især det at skabe var ofte et hovedtema. Steen skabte anarkistiske og morderiske snemænd, han digtede sci-fi fortællinger om sit alterego Agent Spiff, og han forsøgte at abstrahere fra alt det, han ikke ville. Samme modvilje finder man i Jakob Martin Strids lille figur, og i den poetiske rejsefortælling ”Strid” (2009) er billedsiden endog på højde med den ikoniske science fiction- ikontegneren Moebius (1938-2012) – selvom den lille strithårede hovedperson forbliver naivt tegnet. Franske Moebius, med det borgerlige navn Jean Giraud, er endog gengivet af Jakob Martin Strid sidst i ”I form med Tapiren!”, hvor han læser om Tapiren med et lille smil og et ”Hm…”.

Jakob Martin Strid er blevet sammenlignet med mange tegnere og fortællere, lige fra Claus Deleuran (1946-1996), der selv tegnede og forfattede sin ufuldendte ”Danmarkshistorie for Folket” (1988-1996) og den satiriske ”Rejsen til Saturn” (1977), over forfatteren, lyrikeren og tegneren Rune T. Kiddes (f. 1957) skøre og absurde eventyr som ”Søde Sally Sukkertop og andre ækle æventyr” (2003). Jakob Martin Strids absurde humor er også blevet sammenlignet med den engelske komediegruppe fra slutningen af 1960'erne – start 1970'er, Monty Python: ”Strid har satirikerens gave at kunne udtrykke selv det mindste med sine forholdsvis begrænsede tegneegenskaber. Alt sammen vanvittigt anarkistisk og rablende morsomt, ofte inspireret af Monty Python, andre gange uden for kategori, og ikke så sjældent med en poetisk dybde.” (Informations Webredaktion: Strid kunst a la Monty Python. Information, 2001-11-16).

Og ifølge Dan Turèll Pris-komiteen har han altså ikke bare holdt traditionen flot i hævd, men også bragt fornyelse. Som forfatter, tegner og satiriker er Jakob Martin Strid sin helt egen.

Det sprælske univers og de underfundige pointer var også et markant træk ved ”Rejsen til Jorden”. Her bliver alting for alvor vendt på hovedet, da det kartoffel-lignende lille rumvæsen Flop tager ud i sin flyvende tallerken for at se, om der skulle være liv andre steder i rummet. Han første møde med jordiske skabninger, to kaffedrikkende damer, er ganske ubehageligt: "De havde munden så fuld af roulade og snak/ at de hverken så eller hørte et hak/ – Forfærdelige uhyrer, tænkte Flop alvorligt/ Godt, at de hører og ser så dårligt."

Flop møder det ene uhyre efter det andet – et nærsynet pizzabud, der tror hans rumskib er en frisbee, en vred fransk kok, en hidsig gartner – og han ender med at stikke af igen hurtigere end han kom.

Mest oplagt er visse steder Storm P. (1882-1949), og i 2012 udstillede Jakob Martin Strid på det nyåbnede Storm P.-museum.

Af nyere satirikere kan nævnes Christoffer Zielers satiriske tegninger til både Universitetsavisen, Weekendavisen og til samlingen ”Stejl Fart” (2010) (gul kat i STRID (2009)) og Philip Ytournels tegninger til Politiken. I kombinationen af det småbanale og det dybsindige rammer de to noget af Jakob Martin Strids force, om end Strid ofte er mere metarefleksiv og aktivt lader sin egen ukontrollerbare figur indgå i sine striber.