Mustafas Kiosk

Citat
”Jeg har pudset næse nu / i mere end en uge / jeg har en tønde fyldt med snot / og den skal jeg bruge / Til at hælde ned ad bakken / grønt og smukt og flot / Tænk, på en sommerdag / at stå på ski i snot.”
”Mustafas kiosk”, s. 11.

Netop som Strid blev kendt i Danmark som politisk provokatør, kom børnebøgerne frem og viste en helt anden side af ham. Og dog, måske ikke en helt anden. Ligesom Strid i sine striber med held blander politiske pointer med eventyrlige universer – så undgår Strids fantasifulde børnehistorier heller ikke at blive knyttet til den konkrete dagligdag.

22653164

Titlen ”Mustafas Kiosk” (1999) er vel næppe helt tilfældig i en tid, hvor indvandrerpolitik er et varmt emne. Et af børnebogens rim hedder: "Alis far har overskæg/ og knipser så det smælder/ Min er skaldet som et æg/ Til gengæld har han deller." Det er en enkel måde at beskrive forskelle mellem den udenlandske og danske far på, uden at forskellene nødvendigvis tager udgangspunkt i deres forskelle etnicitet.

”Mustafas Kkiosk” emmer af små, originale rim i arven fra Halfdan Rasmussens (1915-2002) ABC-vers, og tonen er ligeledes uhøjtidelig, varm og naturlig. Illustrationerne i bogens aflange rektangelformat er farverige og sprælske, og de små historier mere end indbyder til højtlæsning. Ofte er versene uden større mening end blot at få læseren eller lytteren til at have det sjovt og grine af de skægge smårim. Og det er da også i tråd med det, som forfatteren selv har udtalt om sine bøger: ”Jeg analyserer ikke selv mine bøger, mens jeg laver dem. Jeg tænker bare, at jeg laver noget sjovt og når man så læser det bagefter, så kan man få alt muligt ud af det”, sagde Jakob Martin Strid i oktober 2012 til DR (Amira Høeg Daimar og Diana Bach: Strid børnebogsforfatter – jeg analyserer ikke mine egne bøger. Kultursøndag på P1, 2012-10-09).

”Mustafas Kkiosk” blev til en teaterkoncert i oktober 2012 på Anemoneteateret, hvor musikeren Mads Mouritz – der også laver musik med forfatteren Lone Hørslev – skabte en række nykompositioner med udgangspunkt i Jakob Martin Strids morsomme og skæve digte.