De gode, de onde og de virkeligt korrupte

Bartimæus-trilogien er en fantastisk og spændende fantasyfortælling. Den adskiller sig fra de fleste romaner i genren ved at nuancere forholdet mellem mennesker, dæmoner og troldmænd. Som regel er dæmonerne de onde, mens menneskene er heltene, men i Bartimæus-trilogien styrer troldmændene diktatorisk England, og deres værste fjender er hinanden. Menneskene er undersåtter, der blot retter ind. Kun Modstandsbevægelsen gør oprør, men dens metoder er lige så fordækte som troldmændenes. Og så er der dæmonerne, der fungerer som troldmændenes slaver, men som troldmændene samtidig er bange for, da dæmonerne gladeligt udrydder deres egne herrer, hvis der er den mindste svaghed i trylleformularerne. Et stort tema i romanerne er drejer sig således om magt, frihed og kontrol mellem de tre komponenter dæmoner, troldmænd og mennesker. Men midt i det paranoide diktatorvælde står de tre karakterer Nathan, Bartimæus og Kitty, som alle har samvittigheden i behold.

Selvom Nathan også ligger under for magtbegær, er han ikke helt så slem som de andre troldmænd; på trods af Kittys valg af metoder i selvskab med Modstandsbevægelsen, så har hun faktisk en god sag; og selv om Bartimæus blot er en djinn, som skal udføre sin herres befalinger, så stiller han flittigt spørgsmål til Nathans prioriteter. Derfor er det især Bartimæus, man som læser identificerer sig med.

28673256

De tre værker har alle flere fortællestemmer. Første del skifter mellem Bartimæus’ og Nathans synsvinkel, mens man i både anden og tredje del også møder Kittys. Effekten af de skiftende synsvinkler er, at læserne får en mere nuanceret forståelse af det portrætterede univers og af de enkelte personer. Samtidig understøtter det spændingen og modsætningsforholdene mellem romanens personer.

Et andet effektfuldt virkemiddel er fodnoter, som bruges hver gang, Bartimæus introducerer en ny situation. Især i starten af “Amuletten fra Samarkand” er der mange fodnoter, for der er alt jo så at sige nyt, og det tynder selvfølgelig ud i dem efterhånden. Men fodnoterne er nu nyttige – og hyggelige, for de er ofte særdeles humoristiske. Som Stroud forklarer: “Jeg kan godt lide fodnoterne, fordi de giver læseren valg. Læseren kan vælge at læse videre uden at forstyrre flowet i læsningen, han/hun kan tage en pause og læse fodnoterne, eller vedkommende kan bladre tilbage og læse dem, når kapitlet er læst færdig.” (Nikki Gamble: “Jonathan Stroud in conversation with Nikki Gamble”. Interviewartikel i Write Away! 2006-05-08).