“We mean it, maaaan!” Sådan lød forsangeren for punkgruppen Sex Pistols, Johnny Rottens, slagord, der trofast blev vrænget ud til publikum under bandets heftige koncerter. Og det er også den indledende replik til Strunges tredje digtsamling “Skrigerne!” fra 1980. Titlen referer til punkbevægelsens totale afvisning af samfundets normer formuleret som anarkistisk skrig. Al tekst i digtsamlingen er da også skrevet med versaler, altså med store bogstaver, som en understregning af budskabets vigtighed. Strunge mener det virkelig, og han skriger sin mening manifest ud til verden. For at fuldende budskabet er forfatteren afbildet på værkets forside stående sammen med en gruppe punkklædte personer op ad en mur bemalet med graffiti.
Modstanden mod pæne overflader og overfladiskhed er tydelig i digtsamlingen. Digtene er vrængende antidigte, der gennemstrømmes af punkens stil og tone. Her får diskodronninger, popduller, Melodi Grand Prix (kaldet Grand pis), soldater og hulheden én på hattepulden af brostenskastende unge, der er vrede over verdens indretning.
Ud over at digtene er fyldt med aggressive angreb på det materialistiske og borgerlige samfund, så er et fællestræk ved digtene, at de afspejler en stærk fortvivlelse over de unges vilkår, og her fremstår punkerne – sammen med digterne – som de eneste, der har en smule værdighed, kampgejst og drømme tilbage. Et digt, der opsummerer de væsentligste temaer i samlingen, er det indledende digt “Nat i Electri-City 1979”. Digtet tager afsæt i, at det er ti år siden, et ‘blomstrende oprør’ fandt sted, hvilket referer til 1968-oprøret. Ideen er at vise, hvad oprøret har haft af betydning for samfundsudviklingen, og det bliver hurtigt klart, at blomstringen er afløst af vinter. “I rendestenen ligger et par hoveder tilbage, al giftens glæde er fordampet.” Sådan karakteriseres oprørets generation; de, der nu er blevet forældre, og som bruger deres tid på fjernsyn og popmusik. Deres børn beskrives som “nu smerteligt voxne.” Ordet ‘voxne’ spiller på én gang på det at være voksen og på materialet ‘voks’. Den nye generation af unge, som er Strunges egen generation, er smerteligt voksne, fordi de må indse, at deres forældres oprør intet har ført med sig, men blot har efterladt en verden af ‘gustne guder’. Han skriver: “At kopiere dem og deres noble stil kan give adgang til husenes konkurrence om metaldyr, plastikkroppe og stenkasser med søvnstumme ruder.” Hermed mener Strunge, at hvis hans generation spejler sig i forældregenerationen, så havner de som dem: i en konkurrence om, hvem der har den flotteste bil, den mest formbare krop og det største hus. Her udøver Strunge en civilisationskritik og tager dybt afstand fra forældregenerationen. Som et alternativ fremhæver han til slut i digtet den nye generations poeter og deres allierede, skrigerne. Skrigerne er punkerne, og de to grupper er de eneste, der tilbyder reelle alternativer til automationen. “men ingen lytter”, hedder det mod slutningen, og dermed forbliver skrigerne og poeterne isolerede i deres erkendelser.
Michael Strunge har selv udtalt, at samlingen skal betragtes som en afsked med punken, som han fra sin debut var blevet identificeret med. Denne afsked handler hovedsageligt om Strunges vægring mod at blive sat i bås. Det er i hvert fald ikke fordi, han tager holdningsmæssigt afsked. Afskeden manifesteres især igennem en hyldest, men der er også spor af kritik i samlingen. Blandt andet i digtet “Automation”, der i rimende remser kritiserer vestens forbrug med udtryk som: “du ved hvordan dit liv bli’r riger’/på plastic og den kedelige/automation!” Og ‘du’ reagerer med vold: “Du har en brosten i din hånd/som du automatisk sætter over styr/i kamp mod nogle riges bånd”. Ved at anføre, at brostenen ‘automatisk’ sættes over styr, kritiseres punkerne. Det er således ikke kun de rige, der handler per automatik, men også punkerne. Og dog anfører Strunge i digtets øvrige fire strofer, hvordan punkerne gør op med de riges automation, i vendinger som fremhæver punkernes metoder: “Husene vil rykke sammen/og mase dig over gaden/til lyden af motorlarmen/men du vil smadre facaden/på automation!”