Genrer og tematikker

Allerede mens Michael Strunge levede, var han et symbol på frihed og oprør for mange unge, men efter sin død blev han en myte, lige som de mytologiske og englelige skikkelser, der optræder i hans poesi. Unge identificerede sig med hans følelsesfortættede digte, hvor den unge digter ubønhørligt og ærligt udkrængede sin sjæl. Nogen betragtede ligefrem hans død som en prisværdig sigen nej til et fremmedgjort samfund. Mytedannelsen er et fingerpeg om, at Strunges liv og digtning er et spejl for de drømme, der eksisterede i visse miljøer i 80’erne, ligesom det naturligvis indikerer, at han var en vigtig litterær figur i sin tid.

Michael Strunge var en helt central repræsentant for en ny litterær form, som entrerede den litterære scene sidst i 1970’erne. Den stod i skarp opposition til 70’ernes bekendelseslitteratur og knækprosa. Med sin voldsomme energi og sin originale og fintfølende undersøgelse af jeget og dets eksistentielle betingelser i den moderne verden, fremstår denne poesi som en voldsom kontrast til den tidligere generations hverdagslige betragtninger.

Selv betragtede Strunge sine værker som små serier. Han så sine bøger som en sammenhængende helhed, hvor værkerne hang sammen to og to. Havde han rendyrket en side af tilværelsen i en samling, eksempelvis det indre, vendte han blikket udad i den næste. Et eksempel på to sammenhængende værker er “Ud af natten” og “Nigger”-bøgerne, som er skrevet samtidig. Hvor førstnævnte er præget af lyse og smukke drømmesekvenser, er “Nigger”-bøgerne lige så konfronterende, som titlen indikerer, og et udtryk for det mørke og ubearbejdede, serveret direkte fra sjælens indre. Også “Fremtidsminder” og “Skrigerne” er skrevet samtidig og har en tilsvarende dobbeltkomposition. Strunge forklarede i et interview denne sammenhæng: “For at en tekst som “Fremtidsminder” kan blive til, er det nødvendigt [...] at skrige i det ydre for at få stilhed i det indre.” (Interview med Anne-Marie Mai i bogen “Mai Strunge”, Borgen, 1985). Skriget blev altså til “Skrigerne”, mens den indre stilhed tog form som “Fremtidsminder”.

I modsætning til mange forfatterskaber, der udvikler sig over tid, så er Michael Strunges forfatterskab nærmere en cirkulær bevægelse, hvor de samme tematikker behandles igen og igen, i samme litterære form, men med nye ord og sproglige billeder.