Beslægtede forfatterskaber

I flere af Michael Strunges værker anfører han et introducerende citat. Blandt andet har han hentet citater fra David Bowie, Johnny Rotten fra The Sex Pistols, punksangeren Tom Verlaine og den franske forfatter Arthur Rimbaud. Det er tydeligt, at Strunge har hentet inspiration fra disse i sine rebelske tekster og i forhold til hans voldsomme, samfundskritiske og til tider destruktive forhold til samtiden.

Man kan ligeledes betragte Strunge i forlængelse af Beatgenerationen, der var et omfattende litterært netværk i USA i 1950’erne og 60’erne. At være ‘beat’ betyder at være slået ud, at være flad og at være udmattet. Men i litterær forstand har det også en anden betydning. Her betyder det at være høj og ekstatisk. Centrale skikkelser i denne generation er Jack Kerouac, Allen Ginsberg og William S. Burroughs, og de satte USA på den anden ende med en kritisk behandling af samfundet. Energien hos Beatgenerationen minder meget om energien i Strunges tekster, og det samfundskritiske element er vægtigt begge steder. De har ligeledes et fælles tema – nemlig menneskets frigørelse – men hvor beatgenerationen hovedsageligt fokuserede på spirituel og seksuel frigørelse samt ligestilling mellem køn og racer, så er det hos Strunge frigørelse af drømmene, menneskenes frigørelse fra kapitalismen og dens medfølgende materielle begær og maskiner samt ikke mindst frigørelse til kærlighed, der står centralt.

Man kan ligeledes finde ligheder med litterære strømninger som dadaismen, der var en kulturel og avantgardistisk bevægelse i Europa op til og under Første Verdenskrig. Bevægelsen er præget af enorme energiudladninger, der blandt andet kommer til udtryk i de mange dadaistiske manifester, der blev udgivet. Fælles for disse manifester er et opgør med og en afstandtagen fra den eksisterende kultur og et ønske om at skabe noget helt nyt igennem et helt nyt kulturelt sprog. Ofte giver ønsket sig udslag i drømme om destruktion, om at destruere den eksisterende kultur med voldsomhed, fart og endog krig. Også hos Strunge kan man finde spor af et sådant håb om, at et nyt sprog kan skabe en ny og bedre virkelighed, samt et ønske om, at alt kan blive til det bedre, hvis blot vi får renset ud.

Hvis man læser Strunge som en talsmand for den danske 80’er tidsånd, så kan man sammenligne hans forfatterskab med F.P. Jacs, Bo Green Jensen og Søren Ulrik Thomsens forfatterskaber. Sidstnævnte donerede i sin debutsamling “City Slang” fra 1981 et billede af storbyen med al dens forvirring og impulser, ligesom også Strunge gjorde det i eksempelvis “Vi folder drømmens faner ud”.

På trods af alle disse sammenlignende referencer, så er Strunges poesi et dybt originalt indspark på den litterære scene. Han har et særligt billedsprog, som nok indrammer 1980’erne, men som i dag står lige så stærkt. Kritikeren Thomas Bredsdorff siger om Strunges evne til billeddannelse: “Ingen kan sige, hvad der holder. De færreste digtere skriver mere end en håndfuld digte, der holder, og hvis vi ser på dem som digte, man virkelig vender tilbage til, er det da stort overhovedet at have skrevet noget, der holder. “Vi folder drømmens faner ud” bliver stående som et udtryk i det danske sprog. Det løftede os ud over de lidt stramtandede 70’ere, hvor der kun var faner. Og det holdt samtidig fast i, at drømmen ikke bare var noget luftigt spindelvæv. Selvfølgelig er der noget romantik over det, men når den er allerbedst, så er romantikken jo et brus af ungdom. Rebeller forlanger, at forandringerne skal ske nu, for i morgen er det for sent.” (Carsten Andersen: “Man kan jo ikke være digter med grønt hår hele livet”. Politiken, 2008-06-19).