Realisterne, som det moderne gennembruds forfattere kaldes, ønskede at frigøre sig fra den idylliserende romantik, som var det herskende litterære paradigme i dansk litteratur omkring midten af det 19. århundrede. I stedet ville de skrive om menneskets sociale vilkår i den moderne verden – og for dem var ”mennesket” ikke kun defineret som overklassen. Stuckenberg var ateist og delte tydeligvis en social indignation med sin samtid. Interessen for ægteskabet, seksualmoral og menneskets begrænsninger inden for stramme normer i et klasseopdelt samfund deler hun med samtidige forfattere som Amalie Skram, Henrik Ibsen og Herman Bang. I Skrams novellesamling ”Sommer” (udgivet i 1899) findes noveller, som minder en del om Stuckenbergs ”Badegæster”. Begge forfattere beskriver en personlig og ægteskabelig konflikt hos borgerskabet, som udspilles i et sommerlandskab. ”Sommer” har desuden også en detaljerigdom, som til tider minder om Stuckenbergs.
Selvom man i Stuckenbergs forfatterskab ser tydelige tematiske paralleller til samtidige forfattere, er hendes skrift alligevel væsensforskellig fra det moderne gennembruds realister. Der er et andet temperament på spil hos hende, noget mere energisk og billedrigt. Hendes stil minder mere om for eksempel J.P. Jacobsen, som lige som Stuckenberg arbejdede med åbne og nuancerende former, brugte billedsprog, fortabte sig i scenernes detaljer, som han kunne blive ved og ved med at beskrive.
Dansk litteratur er ikke ligefrem rig på beskrivelser af de store udvandringer fra Europa omkring år 1900. Fotografen Jacob A. Riis, som udvandrede fra Danmark og arbejdere som journalist i Amerika, brugte billedet til at dokumentere slumkvartererne og de fattiges vilkår i det nye land. Selvom de arbejder i forskellige medier, deler de to en interesse for at vise et voldsommere, mere ærligt billede af emigrationen, end lovningen om guldet og de grønne skove, som mange forlod deres hjem for at finde.
Svenske Vilhelm Moberg (1898-1973) har desuden skrevet en romanserie, hvis første bind ”Udvandrerne” udkom i 1949. Han beskriver en gruppe svenskeres rejse fra Småland til Minnesota, USA i midten af det 19. århundrede. Hvor Stuckenberg skrev en kort, stemningsfuld rapport fra rejsen, er Mobergs værk nærmere en historisk roman, hvori man følger bestemte personers liv over en årrække. Tematiseringen af det voldsomme skift, når udvandrerne forlader deres hjem for noget nyt og fuldkommen ukendt, samt beskrivelsen af deres lange rejse og hårde vilkår har de to forfattere til gengæld til fælles.