Korte Breve fra en lang rejse

Citat
”Man hører alle disse fremmede Lyde, paa Dækket, paa Gangene og i Nabokahytterne; Skruen og Stempelslagene fra Maskinen; Havet der bruser og Plaskene fra Søerne, naar de skyller ind over Dækket; man ruller og vugger og prøver paa at komme til at ligge nogenlunde støt. – Søluften er stærk, Søen tærer og før man ved af det, sover man ind og vaagner næste Morgen med en underlig fornemmelse i Mellemgulvet. – Vejret er ikke en Smule bedre.”
”Korte Breve fra en lang Rejse”, Samlede Værker, s. 134.

Selvom Ingeborg Stuckenberg skrev ”Korte Breve fra en lang Rejse” under og efter sin rejse til New Zealand i 1903, udkom manuskriptet første gang for offentligheden i 1986 på Museum Tusculanums Forlag. Over otte kapitler beskrives en rejse med dampskib fra Bremerhafen i Tyskland til New Zealand.

Passagerernes liv på rejsen fremstilles i et detaljeret sprog med klare, næsten filmiske beskrivelser. Den langtrukne kedsomhed, havets rullende bevægelser og den stigende fugtige varme sætter sig i passagerernes permanente tilstande, de bliver rastløse og ude af stand til at arbejde og læse, nogle slipper aldrig af med søsygen, man ligger søvnløs om natten i sin køje og døsig og passiv i sin liggestol dagen igennem. Første, anden og tredje klasse holdes adskilt i det træge og langsomt fungerende minisamfund ude på oceanet. Men Stuckenberg har også blik for det smukke ved rejsen, for himlen og bølgerne og de musicerende stewarder.

De fremmede kulturer møder man hverken som særligt spændende og eksotiske eller særligt hæslige; Italien, Afrika og Indien er på linje med skibsrejsen i teksten en fremmedhed som man bebor og oplever, fordi den er der, fordi man ikke har et valg.

Det er tydeligt, at brevene ikke som sådan interesserer sig for en personlig fortælling, for det højdramatiske eller for psykologisk udvikling; de mange årsager, som den fortællende såvel som dennes medpassagerer måtte have til at udvandre, uddybes ikke. Ordet jeg bruges kun enkelte gange, ellers holder teksten sig til man og vi; også i de sætninger, hvor fortællerens holdning til maden, musikken eller medpassagererne gives til kende. Det er den fælles erfaring, som her er vigtigst for Stuckenberg.

Da man endelig når til New Zealand, mødes man af en voldsom skuffelse. Landet som skulle flyde med mælk og honning er et vildt, hårdt landskab, smukt at se på men ubeboeligt, og der er næsten intet arbejde at få. Det beskrives, hvordan folk ligger og dør, ensomme og glemte i deres hytter. 

I Stuckenbergs både smukke og usentimentale beskrivelse af emigrationen synes præcisionen at være i højsædet, hun nærmer sig de indtryk og de sociale og kropslige oplevelser, som har været fælles for de emigrerende.