Gard Sveens debutroman ”Den siste pilegrimen” fra 2013 (”Den sidste pilgrim”, 2015) er en murstenskrimi om Norge under Anden Verdenskrig og de lange skygger, som krigen kaster helt ind i vor tid.
Romanen er struktureret omkring to handlingsspor, som der veksles mellem. I det ene følger vi den unge, smukke modstandskvinde Agnes Gerner, der infiltrerer de nazistiske kredse i Norge i Anden Verdenskrigs indledende år. Dette er naturligvis en risikabel affære, og der går ikke længe, før situationen begynder at spidse til, og hun befinder sig i overhængende livsfare.
51591046
I 2003 dukker de jordiske rester af et barn og to kvinder pludselig op til overfladen i Nordmarka-skovområdet nord for Oslo – en af dem Agnes Gerner. Det naturlige spørgsmål om, hvordan de tre er endt der, melder sig, men de fleste er enige om hurtigt at skrinlægge sagen. Hvorfor overhovedet grave i sådan en gammel sag, når den decimerede drabsafdeling har rigeligt at gøre med at efterforske mere aktuelle mordsager? For drabsefterforsker Tommy Bergmann bliver det at løse gåden imidlertid en besættelse. Han fornemmer, at der knytter sig en vigtig historie til drabet på de tre – en betydningsfuld sandhed, der bør komme frem i lyset. Da der viser sig at være en sammenhæng til drabet på den 85-årige gamle modstandsmand Carl Oscar Krogh, får Bergmann pludselig noget at gå efter.
Sideløbende med opklaringsarbejdet skildrer romanen Tommy Bergmanns sønderrevne liv. Bag sig har han et ægteskab, der gik i stykker, fordi han var voldelig over for sin kone. Nu forsøger han at samle sig selv op fra gulvet igen og søger tilflugt i arbejdet og i træningen af en flok håndboldpiger, der af og til kan give ham en tro på ”at verden trods alt var et godt sted at være”.
Romanen er blandt andet inspireret af virkelighedens Kai Holst, der var en af Norges fremmeste modstandsmænd, og hvis død er omgærdet af stor mystik. Mange mener, at Holsts død var en likvidering og ikke selvmord, sådan som den officielle forklaring lyder. Ved at beskæftige sig med norsk nazisme både under og efter krigen pirker romanen til den norske nations indgroede selvforståelse som indiskutabelt antinazistisk indstillet.