Gard Sveens tilgang til krimigenren afviger fra normen, i den forstand at fokus ofte forskydes fra løsningen af krimigåden til andre aspekter af fortællingen. ”Den sidste pilgrim” er præget af en ganske omhyggelig opbygning af bogens bærende karakterer og af det historiske baggrundstæppe for handlingen. Der bliver gjort plads til flere nuancer og en større psykologisk kompleksitet, der også udfordrer læseren. Det er for eksempel sjældent, at man som læser indbydes til at holde af og sympatisere med en hovedperson, der har mishandlet sin kone.
Som med krimier generelt er der dystre temaer i spil, men det onde og grusomme findes ikke kun som en udefrakommende trussel mod den trygge og uskyldsrene normaltilstand – det dukker også frem i fortællingens helte, der har deres egne dæmoner at slås med. En yderligere konsekvens af den omhyggelige fortællestil er, at plottet afvikles mere langsommeligt, end man er vant til. Det skaber en lidt utraditionel form for suspense – Sveen nærmest driller læseren lidt ved at forhale de store afsløringer, der til syvende og sidst er krimigenrens drivkraft.
”Vi bliver aldrig færdige med Anden Verdenskrig”, har Gard Sveen udtalt som begrundelse for, at ”Den sidste pilgrim” i høj grad omhandler Norges rolle under Anden Verdenskrig (Jesper Bruun: Hr. Sveens fornemmelse for mord. Jyllands-Posten, 2015-20-03). En af grundene til, at krigen til stadighed drager os, skal måske findes i den moralske undtagelsestilstand, som er et af krigens særkender. I krig er det første offer som bekendt sandhed, og et vigtigt tema i ”Den sidste pilgrim” er spørgsmålet om, hvad der træder i stedet for sandheden, og hvem der egentlig bestemmer dette. Den undersøger også, hvordan vold og mord nogle gange retfærdiggøres med henvisning til en større sag, ikke mindst i krigstid, og de uhyre gerninger, mennesket er i stand til at begå, når situationen sætter de almindelige moralske og etiske grundregler ud af spil.