Sindet i teksten

Det, Svend Otto ønsker med sine tegninger, er at genskabe tekstens sind i billederne. Ikke blot at omsætte indholdet, fortælle handlingen, men også at opfange stemningen, følelsen, ordklangen. Den litterære tekst udfordrer konstant illustratoren. Det er teksten, der fornyr hans billedskabelse.

"En illustrator er en ´løjerlig´ fætter til forfatteren. Han står med det ene ben i litteraturen, det andet i tegneriet. Han dyrker ikke udelukkende sine egne visioner, som maleren kan, men lytter og skaber ud fra teksten, eller rettere fra det, der står mellem linjerne," siger Svend Otto.

For lige så vigtig som teksten er for Svend Otto, er også forfatterens egen oplevelse af sine personer, sine steder. Har Svend Otto ikke haft mulighed for at kende forfatteren, så har han altid sørget for at kende forfatterens bagland. For som han siger, så kan man ikke illustrere Vesaas uden at have været i Telemarken. Det man har studeret og tegnet, det erindrer man, lyset, bevægelsen, landskabet, til forskel fra fotografiet. "Det, man fotograferer er glemt, så snart det har sagt klik i kassen."

Svend Otto henviser til Kierkegaards Forerindring i Stadier paa livets vej. In vino veritas. Her står der bl.a.: At erindre er ingenlunde identisk med at huske. Man kan saaledes godt huske en Begivenhed til Punkt og Prikke uden derfor at erindre den. Hukommelsen er kun en forsvindende Betingelse. Ved Hukommelsen stiller det Oplevede sig frem for at modtage Erindringens Indvielse.

Netop erindringen er noget meget centralt i selve forståelsen af Svend Ottos billeder. For Svend Ottos billeder udspiller sig netop i det rum, der er mellem det, han umiddelbart ser, oplever og læser og det, han dybt personligt genskaber ud fra erindringen.

Ganske vist siger han, at der kun er én løsning, og det er forfatterens. Han er altid trofast over for en tekst, går til dens inderste nerve, spørger om muligt forfatteren til råds, rejser derhen, hvor historien udspiller sig. Men han har altid sin egen person, sin egen sansning og kulturbaggrund med sig. Det er nok derfor, Svend Ottos billeder har dette særlige liv, denne ægthed, der kendetegner det tidløse.

Naturen spiller altid en væsentlig rolle i Svend Ottos billeder. Han næsten føler sig frem i landskabet. Man kan mærke, at han har vandret der, at han har landskabet i kroppen. Han sanser det skiftende vejr, rusk, regn, snefygning, de voldsomme skift. Han ser de gamle, knudrede træer og tegner dem som levende væsener med deres eget, selvstændige 1000-årige liv.

Han er iboende, tryg, han samler og omtolker med en kærlig glæde elementer, som kunne være faretruende og destruktive. Selv kalder han sig naturalist, "for jeg må have oplevet og set, hvad jeg tegner: træer, naturstemninger, vejrlig, børns og dyrs bevægelser."